Modstandsfolk støtter FARC

Horserød-Stutthof Foreningen har, ligesom tøjfirmaet Fighters + Lovers, ydet økonomisk støtte til colombianske FARC, de bliver bare ikke retsforfulgt for det

Artikel bragt i Arbejderen den 17. november 2007

En FARC-soldat viser de penge frem som Horserød-Stutthof Foreningen sendte til oprørsbevægelsen, som en manifestation af solidaritet med foreningen Oprør og FARC.

Foto: Privatfoto – Det er nok nemmere med en retsag mod nogle unge mennesker, frem for at skulle hive gamle modstandsfolk, som Anders Fogh har lovprist, igennem retssystemet.
Anton Nielsen, formand Horserød-Stutthof Foreningen
Danske modstandsfolk fra Horserød-Stutthof Foreningen har givet økonomisk støtte til den colombianske oprørsbevægelse FARC, der står på USA`s og EU`s terrorlister.

Foreningen sendte 1000 kroner til FARC tilbage i 2006 og informerede Justitsministeriet om overførslen af pengene.

Justitsministeriet bekræfter overfor Arbejderen, at de har modtaget brevet fra foreningen og sendt det videre til politiet.

Horserød-Stutthof Foreningen har imidlertid intet hørt fra hverken ministeriet eller politiet, på trods af at det er ulovligt at yde økonomisk støtte til bevægelser på USA`s og EU`s terrorlister:

– Dengang gjorde vi det for at vise solidaritet med Foreningen Oprør. Nu er det så kommet frem igen i forbindelse med den verserende sag mod Fighters + Lovers, siger Anton Nielsen, formand for Horserød-Stutthof Foreningen til Arbejderen og tilføjer:

– Vi støttede FARC for at udfordre og afprøve de udemokratiske terrorlove. Vi tager det op igen nu for at vise solidaritet med de anklagede.

Fem ansatte i tøjfirmaet Fighters + Lovers, en it-ekspert og en pølsemand står anklaget efter terrorlovens paragraf 114 a stk. 2. og risikerer op til ti års fængsel.

Deres forbrydelse består i, at de har solgt eller reklameret for t-shirts. En del af overskuddet er nemlig gået til en FARC-ledet radiostation i Colombia samt et plakattrykkeri i Palæstina, der er styret af den palæstinensiske organisation PFLP.

Professor i strafferet ved Københavns Universitet Vagn Greve er forundret over, at modstandsfolkene ikke behandles på samme vis som folkene bag Fighters + Lovers.

– Grundsætningen om lighed er helt fundamental for juraen. Især i strafferetten. Det virker derfor uheldigt, at man lægger den ene sag på hylden og kører den anden, siger han til Politiken.

Den holdning deler Anton Nielsen:

– Det viser jo det hykleriske i terrorlovene. Det er nok nemmere med en retssag mod nogle unge mennesker, frem for at skulle hive gamle modstandsfolk, som Anders Fogh har lovprist, igennem retssystemet. Det er simpelthen en politisk dårlig sag at anklage modstandsfolk for støtte til terrorister, pointerer Anton Nielsen.

Anton Nielsen understreger, at han ikke ved om de bliver sigtet, men skulle det ske, har foreningen ikke tænkt sig at bøje hovedet:

– Det var jo det vi ville, da vi udfordrede terrorlovene, så det tager vi med ro i sindet, siger Anton Nielsen.

Arbejderen ville gerne have haft en kommentar fra politiet om, hvorfor Horserød-Stutthof Foreningen ikke bliver sigtet efter terrorloven. Det har ikke været muligt, da den eneste, der udtaler sig i sagen er anklageren i den igangværende sag mod Fighters + Lovers, Lone Damgaard og hun var i retten hele dagen i går.

/lh