Politiken den 14. dec. 2007

Colombia utilfreds med frifindelse i dansk terrorsag

Colombias regering mener, at Københavns Byrets frifindelse af syv personer fra foreningen Fighters and Lovers undergraver den internationale kamp mod terror.

Colombias regering er stærkt utilfreds med torsdagens frifindelse af de syv personer fra den danske forening Fighters and Lovers, der har samlet penge ind til guerillabevægelsen FARC.

»Den type kendelser er en trussel mod de internationale bestræbelser mod terrorisme«, sagde Colombias udenrigsminister, Fernando Araujo, i en udtalelse.

Han tilføjede, at Colombia »ikke er enig i rettens beslutning om at frifinde folk, der finansierede en organisation, som har bortført næsten 7.000 personer i de seneste 10 år og desuden dræber hundreder årligt – voldelige handlinger, der er dokumenterede og som regeringen har fremlagt« over for de danske myndigheder.

ritzau