Boganmeldelse oktober 2007
Taget af tyskerne
”Taget af tyskerne” er titlen på en nys udkommet bog skrevet af Sven Arvid Birkeland, ansat på ”Rehabiliterings- og forskningscentret for torturofre”. Bogen om ”de som blev taget af tyskerne”, og deres familier, og dem, der hjalp tyskerne og deres efterkommere,” er resultatet af Sven Arvid Birkelands forskning.
Af Anton Nielsen.
Bogen bygger på 278 interviews med Gestapos torturofre og deres bødler – de som fortsat lever. ”Historien om torturen under Besættelsen er ikke tidligere fortalt,” skriver Birkeland. ”Den er grum,” fastslår han. ”Den er et angreb på krop og psyke,” på det enkelte offer. Og den har langtrækkende følger for såvel de, der overlevede torturen, som deres familier helt ud i anden og tredje generation.
En kendsgerning som enhver, der er vokset op i et hjem med rod i modstandskampen og kz-lejrene, kan genkende. Krigen og dens følger har præget hele vort liv og vor livsholdning – og vort politiske ståsted.
Var Danmark reelt i krig med Tyskland? Spørgsmålet stilles, selv om det måske vil forekomme nogen absurd, fordi det var/er afgørende for behandlingen af tilfangetagne modstandsfolk. Var de soldater eller partisaner? Var de soldater, var de – i hvert fald proforma – beskyttet af Geneve-konventionen. Var de partisaner, kunne man gøre med dem, hvad man ville. Og det gjorde man!
Spørgsmål, er desværre stadig aktuelt i det herrens år 2007, hvor USA bl.a. har udnævnt irakiske og afghanske modstandsfolk til ”fjendtlige kombattanter”, som efter den amerikanske regerings mening ikke er omfattet af ”krigens love” og derfor kan behandles, som man lyster. I ”krigen mod terror” er alt tilladt, som det var det underbesættelse – herunder tortur. Danske politikere kryber – dengang som nu – for magten. Dengang Hitlers Tredje Rige nu Bush´ Nye Verdensorden.
For Danmarks vedkommende, som deltager i CIAs krig mod frihedsbevægelser jorden over – og forfølgelse af de landsmænd, som stiller sig solidarisk med disse frihedskæmpere.
På det sidste har man igen accepteret tortur som anvendeligt middel i USA’s og Danmarks såkaldte ”krig mod terror”. Justitsministeren har sagt ja tak til ”oplysninger” fremkommet under tortur i CIAs torturkamre. Hun vil selvfølgelig ikke selv stå for torturen – som en anden tidligere dansk justitsminister – herom senere. Indtil videre overlades bødlens beskidte arbejde til andre – ”tortur pr. stedfortræder” kunne man kalde det. Fruen ønsker ikke at få blod på hænderne
Ofre og bødler.
Blandt de mange knuste skæbner, som forfatteren referer til, er historien om Aage Nielsen, kommunist, der – sammen med sine brødre – kæmpede frivillig på republikkens side i den spanske borgerkrig. ”De første danske frihedskæmpere faldt i Spanien,” som medlem af Frihedsrådet Børge Houmann senere skrev.
Efter besættelsen af Danmark sluttede han sig til KOPA – Kommunistiske Partisaner – som siden skiftede navn til det kendte BOPA – Borgerlige Partisaner.
Aage Nielsen døde den 18. oktober 1943 i Vestre Fængsel. I 30 dage holdt han tæt på trods af den grusomste tortur dag ud og dag ind. ”Hans brødre brød en af de følgende nætter ind på Retsmedicinsk Institut for at se hans lig, og det er derfra, kendskabet til Gestapos brutale behandling stammer.” Han blev pryglet ihjel!
Det var efter Aage Nielsens død, man – i erkendelse af at alle kan bringes til at tale under tortur – fastsatte den såkaldte 24-timers regel. Det vil sige, at man skulle tie de første 24 timer efter anholdelsen, så resten af gruppen kunne nå at komme væk.
Et andet frygteligt eksempel:
NN var en ung modstandsmand, som overlevede og siden berettede som følger til læge Frithiof Truelsen i Odense:
” … at NN under det første forhør – vistnok otte uger før jeg talte med ham – var blevet pisket på ryggen, gennem lang tid, vistnok flere timer, således at han efter at være besvimet to gange blev båret bevidstløs bort fra det lokale, hvor forhøret var foregået.”
Han forsøgte herefter selvmord, ved at skære pulsåren over – men det mislykkedes og torturen fortsatte..
”… Håndjernet var på venstre hånd anbragt på det sted, hvor det betændte sted (efter selvmordsforsøget) fandtes, og under torturen blev et reb fastbundet til den imellem underarmene liggende lås, rebet blev anbragt over en åbenstående dør og trukket så langt ned på den anden side af døren, at NN svævede i luften, hængende på døren uden at kunne støtte på fødderne. Håndjernet borede og skar sig derved ind i bløddelene og for venstres vedkommende ind i det i forud betændte sår. Under forhøret blev døren svinget frem og tilbage, således at NNs krop blev slynget ud i luften hvilket yderligere måtte fremkalde smerter i håndled og sår. NN hang på døren i lidt mindre end en halv time.
NN var under torturen blevet brændt med brændende cigaretter i begge næsebor, i knæhaserne og under fodsålerne.”
Der var derfor intet mærkeligt i at modstandsfolkene tog deres forholdsregler, hvis de skulle blive arresteret.
”Min fas gik jo altid selv med giftampul,” forklarede en søn af en modstandsmand,” for han troede ikke han ville kunne modstå torturen. … og Børge Houmann fortalte mig, at han altid gik med pillen i munden.”
Gjorde han virkelig det?
”Nej, nej. Men hver gang han gik ud, hvor chancen for at blive taget var stor.”
Et andet eksempel på tortur stammer fra en faldskærmsmand, som var endt i kz-lejr, og på et tidspunkt blev hentet til forhør i Berlin i Prinz Albrechts Strasse – Gestapos hovedkvarter. Hans oplysninger er nye – i hvert fald for nærværende anmelder. Det samme er hans bødler:
Blev du meget mishandlet under de forhør i Tyskland?
”Ja, tænderne blev hevet ud, fordi der var guld i dem.
Fik du også pisk?
De slog mig en tre – fire gange i hovedet, så derfor har jeg høreapparater på, for jeg fik ødelagt hørelsen.
Var det i Prinz Albrechts Strasse?
Det var i Prinz Albrechts Strasse.
Slog de dig med pisk?
Nej, de slog mig ikke med pisk. Derimod blev vi brændt med cigaraske af to danskere. De brændte os, fordi vi ikke ville sige noget.
Var det i København?
Nej det var i Prinz Albrechts Strasse. Den ene var minister, og den anden var chef for det danske politi. De brændte os, fordi vi ikke ville sige noget
Var det i København?
Nej, det var sgu nede i Prinz Albrechts Strasse.
Tog de der ned?
Ja, de tog derned.
Hvem var den minister?
Justitsministeren.
Var det Thune Jacobsen?
Han hed Thune Jacobsen. (Det var i lige godt satans! A.N.)
Brændte han dig?
Nej det var hans makker, chefen for det danske politi.”
Hvem chefen for det danske politi var ved denne lejlighed, fremgår ikke af bogen.
Var det prisen værd?
”Var det prisen værd,” spurgte Birkeland de interviewede. Langt de fleste af ofrene, såvel som familierne, hustruer, børn, børnebørn og sågar børnebørns børn svarer, ja. Selvfølgelig er der bitterhed, ikke mindst mod de danske politikeres forræderi og dobbeltspil, som fik til følge, at befrielsen ikke blev den nye begyndelse for vort land og det danske folk, som så mange havde drømt om og kæmpet for.
Men på spørgsmålet om de fortrød, var svaret oftest et bestemt nej! Det gælder også børnene, som for første gang er blevet spurgt om følgerne for deres liv, hvilket vi er mange, som er Sven Arvid Birkeland stor tak skyldig for.
”Er det sådan, at du kan fornemme, at børnene ligesom har overtaget hjemmets holdninger til at stå op mod uretten og gå ind for sine holdninger? Spørgsmålet er rettet til et af de før omtalte ”børn” – søn af en tidligere modstandsmand: Hans svar er klart og umisforståeligt:
”Ja, ja, det synes jeg, de gør alle sammen! ”
Hermed slut på denne anmeldelse. Læs selv bogen. Det er en nyttig bog i en farlig tid, hvor fascismen igen stikker sit grusomme fjæs frem, og politikere og såkaldte historikere forsøger at skrive historien om.
Det er god bog, som burde indgå i skolernes historieundervisning. Det er en nødvendig og sand bog, en øjenåbner – som på trods af den frygtelige historie den afdækker, tænder nyt håb i kampen mod fascisme og krig i år 2007.
__________________
Taget af tyskerne – danskerne under 2. verdenskrig.
Af Sven Arvid Birkeland.
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. København. 2007.