Vær årvågne!

Sidst i maj begav en gruppe danske i alle aldre sig på rejse. Rejsens mål var den tidligere nazistiske kz-lejr Stutthof, som ligger ved floden Wislas (Weisels) delta nær den polske by Gdansk. Tidligere hed byen Danzig, og var tysk og den største by i den såkaldte Polske Korridor. Det var her den anden verdenskrig begyndte i 1939.

Af Anton Nielsen, formand

Stutthof 2003

Står man udenfor indgangen til Stutthof ved ”Dødens Port” ser man ned gennem lejren – det af den der er tilbage. Til højre ligger den murede kz-lejrens administrationsbygning, foran den et bassin, hvor de holdt sorte svaner. Lige inden for ”Døden Port” ligger SS-ernes straffebarak, hvor de torterede og myrdede fanger, Cellerne er der endnu – og prygle-bukken. Barakken på den anden side indeholder titusinder af sko – flest børnesko.

Til venstre for porten ligger de sidste kvindebarakker og reviret. Køjer i tre lag – to fanger i hver køje – mindst. På reviret står ”operationsbord” stadig. Her blev fangerne opereret – eller slået ihjel – under de mest svinske forhold og uden bedøvelse. Bagerst – set fra porten – ligger gaskammeret, krematoriet og galgen. Bagved ligger fortsat den smalsporsbane, som bragte de ulykkelige til deres livs sidste station. Indtil gaskammeret var bygget, gassede man menneskene i togvognene, hvoraf et par vogne stadig holder bag krematoriet.

Ved siden af gaskammeret står i dag en stor jødestjerne til minde om de tusinder og atter tusinder af jødiske kvinder og børn, som lå ubeskyttede på marken i krigens hårde vintre.
De, som ikke døde af sult og prygl, gik den sidste vandring ind i døden mens de trøste børnene:” Græd ikke mit barn, nu giver De os den eneste frihed, De kan give os – døden”, sagde ”Fuglen”, der dengang – som fange – var vidne til og deltager i denne frygtelige tragedie. Ved siden af den mark, hvor kvinderne og børnene dengang – i lighed med russiske soldater og mange andre – kæmpede deres sidste kamp, står i dag det mindesmærke, som skal erindre eftertidens mennesker om det frygtelige der skete her, så det ikke gentager sig.
Et stykke derfra ligger den såkaldte nye lejr – mændenes lejr. Barakkerne findes ikke længere. De brændte ned da Stutthof og Det tredje Rige gik i opløsning. I dag er barakkerne markeret med et fritstående fundament med barakkens nummer. Blok 5 er danskerbarakken. Hertil kom 143 danske kommunister – arresteret af dansk politi i 1941 og efter ophold i Vestre Fængsel og Horserød udleveret af den danske regering til nazisterne, som den anden oktober 1943 deporterede dem til udryddelseslejren Stutthof. Syv kommunistiske kvinder førtes til kvindelejren, hvor de boede sammen med de russiske kvinder.

Kampen går videre

Stutthof var en lille lejr efter nazistisk målestok, men alligevel gik flere end 110.000 mennesker fra flere end 25 lande igennem Stutthof mellem dem.: Polakker, jøder, russere, ukrainere, hviderussere, litauer, letter, estere, tjekker, slovakker, finner, nordmænd, franskmænd, danskere, hollændere, belgiere, tyskere, østrigere, englændere, spaniere, italienere, jugoslaver, ungarere, og sigøjnere.

Af de 110.000 der gik igennem lejren fra dens oprettelse i 1939 til dens opløsning i foråret 1945 døde mellem 65.000 og 70.000 mennesker.

Af de 150 danske fanger døde de 16 i lejren eller på dødsmarchen. Fire døde umiddelbart efter hjemkomsten af de sår de havde pådraget sig i Stutthof. De fysiske som lod sig læge med årene, hvis man da ikke døde forinden, og de psykiske – sårene på sjælen – som aldrig lader sig læge.

Af de, der overlevende det nazistiske barbari, er der i dag kun få tilbage, men kampen går videre. Kampen mod krig og fascisme. Kampen for social retfærdighed og fred hører aldrig op. Nye generationer må tage over. Det er absolut nødvendigt, hvis historien ikke skal gentage sig. Det der skete må ikke blive glemt. Den frygtelige arv skal bæres videre for at undgå, at det sker igen. Derfor er der stadig mennesker, som tager til kz-lejrene.
”Mennesker – vær årvågne!” Sådan skrev den tjekkiske kommunist og redaktør af avisen Rude Pravo, Julius Fucik, til sine landsmænd kort før nazisterne henrettede ham. Hans ord har evig gyldighed. Ikke mindst vor tid, hvor der er mennesker, som systematisk – og på regeringernes bud – forsøger at forvanske og fordreje historien.