FORFULGT: Han var kun et barn og ved at bukke under i kz-lejren Stutthof. Danske fanger reddede Michael Tauber.

Bragt i Fyens Stiftstidende 5. juni 2005
Skrevet af ErikThomsen ert@fyens.dk

Michael Tauber hader rødbeder. Usædvanligt for en mand på 70, vil nogen mene. Men når kogte rødbeder bliver til smagen af foragt og ydmygelse, kan selv den, der lytter tilMichael Taubers historie, få en dårlig smag i munden ved tanken.

– Det var stor set det eneste, vi fik at spise. Fik vi kød, var der tale om kødaffald, som min mor måtte koge og koge for at gøre spiseligt, husker Michael Tauber og får et fjernt blik i øjnene.

Man kan næsten se dem vende tilbage til den jødiske ghetto i polske Lodz. En ghetto som familien Tauber fra oktober 1941 og til sommeren 1944 kæmpede for at overleve i.

Kæmpede for Tyskland

– Min familie havde boet i Tyskland i flere hundrede år. Begge mine bedstefædre kæmpede for Tyskland under 1. Verdenskrig. Min ene bedstefar faldt i Frankrig i juli 1914. Vi praktiserede den jødiske religion, men vi var først og fremmest tyskere. Vi følte os tyske, siger Michael Tauber på et amerikansk, der trods 57 år i Staterne stadig har en svag tone af tysk accent.

Michael kom til verden i en jødisk familie som første og eneste barn i 1935. Familien boede i Berlin, faderen arbejdede som maskiningeniør og moderen som sekretær på det tyske filminstitut.

Allerede to år forinden var Adolf Hitler og nazisterne kommet til magten. Og med hans ankomst blev familien Tauber og andre jøder klassificeret som undermennesker.

Sandkasser for jøder

– Min bedstemor boede hos os. Og hun plejede at tage mig med i parken hver dag. Der var en separat sandkasse til jødiske børn, en “Juden-kiste”, forklarer han.

Mens forældrene forsøgte at skjule den stadig mere alvorlige situation i landet for deres søn, kæmpede de for at komme ud.

– Jeg ved, at mine forældre allerede fra 1938 forsøgte at komme ud. Jøder kunne godt få lov at forlade landet, men der var ingen lande, der ville tage imod dem. Familien var fanget.

Uden arbejde. Uden rettigheder. Og det var kun begyndelsen.

I 1941 buldrede de tyske hære dybt ind i Sovjetunionen, og nu skulle der gøres op med jøderne en gang for alle. Som alle andre fik familien Tauber besked på at gøre klar til afrejse.
Mod hvad fik de ikke at vide. Kun at deres gamle liv skulle begrænses til en kuffert pr. person. Ikke mere. Og pludselig en dag stod de der så. To Gestapo-folk.

Gestapo fik sparegrisen

– De ville have vores penge. Jeg havde 31 pfennig i min sparegris, og dem kan jeg huske, de fik, siger Michael Tauber og holder så en pause.

Den fynske have i Middelfart denne lune majaften, hvor Michael Tauber besøger danske venner, står i skærende kontrast til Berlinanno 1941.

Men efter en kort tænkepause og en klump i halsen fortsætter han.

– Vi blev samlet i den store synagoge i Uranienstrasse og kom derfra til en togstation.
Turen gik mod øst ind i det Polen, som nazityskland på kun en måned i september 1939 havde erobret.

Målet var ghettoen i Lodz, hvor op mod 200.000 jøder fra Polen og Tyskland blev stuvet sammen.

– Det var forfærdeligt. Nazisterne havde hegnet den dårligste del af byen ind med pigtråd og sat vagttårne op.

Dagene gik med tvangsarbejde 12-14 timer ad gangen i de fabrikker, der leverede forsyninger til de tyske tropper.

Faderen arbejdede på en sømfabrik, hvor Michael også hjalp til. Moren og bedstemoren arbejdede med at sy tyske uniformer. Lønnen var rationeringskort til madrationer.

– Hvis nogen forsøgte at snyde med kortene, blev de hængt, skudt eller sendt direkte til dødslejrene. Alle voksne blev tvunget til at se på, når nogen blev hængt eller skudt. Vi børn fik lov at slippe.

Krigspension i ghettoen

Som et bizart udslag af tysk “ordnung muss sein” fik Michaels bedstemor de første måneder i ghettoen stadig tildelt sin krigsenkepension, fordi hendes mand havde givet sit liv for det gamle Tyskland.

Imens var det nye Tyskland, Det Tredje Rige, allerede i fuld gang med at slå familien ihjel. I februar 1943 døde bedstemoren. Slidt op af hårdt slavearbejde og sult.

På østfronten var krigslykken vendt. I vinteren 1942-1943 havde russerne knust den 6. tyske arme ved Stalingrad.

I ghettoen var tre fjerdedele af fangerne bukket under. Og med russernes hastige fremmarch besluttede nazisterne i foråret og sommeren 1944, at ghettoen skulle ryddes.
Familien Tauber blev som resten gennet ind i kreaturvogne og sendt mod de udryddelseslejre overalt i nazityskland, der nu arbejdede på højtryk for at slette sporene af historiens største folkemord.

Ind og ud af Auschwitz

-Vi var så mange i vognene, at man kun kunne stå eller sidde. Du kunne ikke ligge ned og sove. Og da vi kom til Auschwitz, var vi sikre på, at nu var det sket. Mænd og kvinder blev skilt ad. Jeg kom med min far. Min mor blev ført bort, husker Michael.

Men faderens uddannelse som maskiningeniør reddede i første omgang familien.

– Vi var for betydningsfulde til, at man ville slå os ihjel. Vi skulle sendes til Tyskland for at arbejde.

I stedet endte familien i koncentrationslejren Stutthof ved Danzig (Gdansk i dag ) i Østpreussen.

– Da vi ankom til lejren, så jeg min mor igen. Men det var kun i glimt. Hun kom i kvindelejren, så vi kunne kun se hinanden på lang afstand gennem hegnet, husker han.

De var sluppet ud af helvede på jord.Men Stutthof skulle hurtigt vise sig blot at være en af helvedes mange filialer.

Lejren var fyldt op med politiske fanger fra Danmark,Norge og Tyskland, jøder, russiske krigsfanger og hårdkogte kriminelle. Og meningen med opholdet var enkel. De sidste arbejdskræfter skulle vrides ud af fangerne, inden de forlod lejren gennem krematorieovnenes skorstene.

– Min trøst var, at jeg havde min far.

Helt alene

Men Michaels far var allerede ved ankomsten til lejren i august 1944 en mærket mand.

Under arbejdet med at lægge jernbanespor i nærheden af lejren pådrog han sig et alvorligt sår på benet. Underernæret og uden nogen medicinsk hjælp var såret en dødsdom. En måned senere døde han.

Den ni-årige Michael var alene og næstyngste af en lille gruppe jødiske drenge, der forsøgte at klamre sig til livet.

– Lejren havde et orkester. Og kapelmesteren, en østriger, hjalp mig. Han pralede med, at han havde været den bedste tyv i Wien, og han lærte mig nogle trick, smiler Michael.
Hvilke vil han stadig ikke helt ud med.Som om han næsten er lidt flov over dem.
Men de holdt ham i live.

– På et tidspunkt hørte jeg, at danskerne i lejren hjalp børnene. Tyskerne betragtede ikke danskerne som undermennesker som os andre. Derfor fik de lov at få pakker hjemmefra.
Pakkerne kom fra fangernes familier og blev via Røde Kors sendt til lejren.

Pakkerne indeholdt mad og andre fornødenheder, som holdt de danske fanger i live.

– På en eller anden måde kom jeg i kontakt med dem. Hvordan husker jeg ikke. De havde deres egen barak. Men de besluttede sig for at hjælpe mig. Og det blev min redning, siger Michael Tauber.

Manden der delte sin pakke med Michael var den danske sømand og frivillige i den spanske borgerkrig, Aksel Poulsen. Og det er Poulsens skyld, at Michael Tauber nu sidder i en have i Danmark. Poulsen kom sig aldrig over sin tid som fange og døde kort efter krigen på Blegdamshospitalet i København.

Men Poulsens familie lever, og det er dem, Michael blandt andre er her for at besøge.

Gaskammer på skinner

I Stutthof begynder lugten af død for alvor at hænge i luften i januar 1945.

Gaskammeret i lejren arbejder på højtryk for at slippe af med de mange fanger, som strømmer til lejren i takt med tyskernes tilbagetog. Presset er så stort, at et gaskammer i en togvogn bliver taget i brug.

Lejrens to krematorieovne kan heller ikke længere følge med. Nu brændes de døde på store bål ved lejren.

Og fra vinduerne i deres barak kan de jødiske drenge se det hele.

Siden november 1944 har Michaels mor været forsvundet.

Han ved ikke, at hun sammen med en lille gruppe kvinder er blevet sendt til Dresden for at arbejde. Og han ved ikke, at moderen sammen med de andre slavearbejdere har overlevet de allieredes terrorbombardement af byen, låst inde i en kælder.

Han ved heller ikke, at hans og de andre fangers liv nu er genstand for en hidsig diskussion mellem lejrkommandanten Hoppe og nazipartiets repræsentant i området. Hoppe tror stadig på sejren og vil have de arbejdsduelige fanger til nazityskland. Nazirepræsentanten vil udrydde hele lejren. Hoppe får sin vilje.

Og sidst i januar 45 begynder lejren at blive rømmet.

Dødsmarchen

Planen er at lade fangerne marchere ad biveje mod Tyskland, så de ikke blokerer for de hovedveje, som tyske tropper og flygtninge bruger.

Med sne og 20 graders frost er det reelt en march i døden.

– Vi var otte-ti jødiske drenge tilbage. Inden vi skulle gå, fik jeg lidt brød og et par støvler af danskerne. Støvlerne var stive og svære at gå i. Men jeg undgik forfrysninger.Alle mine kammerater mistede tæer. De havde kanvassko på.

Efter to dages march kom kolonnen med drengene til Luftwaffebasen ved Praust.
I lejren passede en gruppe jødiske kvinder fra Ungarn køkkenet. Og Michael fik lov til at sidde der for at få varmen.

– Pludselig dukkede der en SS-mand op med en maskinpistol. Og da han så mig, var jeg sikker på, at det var forbi. Han begyndte at snakke med mig. Det var første gang, jeg hørte en SS’er tale.De råbte altid. Måske fordi jeg talte tysk, eller fordi han fandt ud af, at jeg kom fra Berlin, fik jeg lov at blive, til basen skulle evakueres.

Drengene fik et rum i en barak ved basen, og fra vinduerne kunne de følge den brutalitet, der blot tog til i takt med russernes fremrykning.

– På et tidspunkt så vi, hvordan vagterne læssede lastbiler med gamle og syge og kørte dem væk. Vi vidste, de skulle dø, og vi var frygtelig bange for, at det nu var vores tur. Lavtflyvende russiske jagerfly og de tunge drøn fra russisk artilleri mindede alle om, at afslutningen var nær.

Luftwaffe-folkene gjorde klar til at rømme basen ved blandt andet at sprænge startbanen. Og pludselig en lørdag morgen i marts ’45 skete det.

– Da vi stod op, var vagterne væk, og porten stod åben. Vi gik ud af porten og flyttede ind i vagternes barak.

En lille gruppe tyske soldater kom forbi.

En russisk kugle

Med et barns nysgerrighed gik Michael hen for kigge på soldaterne, da han hørte et smæld fra den barak, han stod ved.

– Jeg forstod ikke, hvad der var sket.Først da soldaten fortalte mig, at det var en russisk snigskytte, der havde skudt lige forbi mig, gik det op for mig.

Drengene søgte i skjul, de tysker soldater trak sig tilbage, og kort efter dukkede de første russiske soldater op med en maskinkanon på en hestevogn.

Russerne lod drengene passe sig selv, og drengene gik nu på jagt efter mad i de bondehuse, som civile tyskere i området havde rømmet.

– Vi fandt nogle kyllinger i et hus, og dem spiste vi. Vi blev der vel et par dage, og ind imellem kom der russere forbi. På et tidspunkt kom et par soldater ind og gennemsøgte huset.En af dem kom op fra kælderen med et stort billede afAdolf Hitler, som han gennemhullede med sin maskinpistol.

Michael var blevet befriet. Men til hvad?

På børnehjem

Drengene endte på et jødisk børnehjem i Lodz.

Og mens de kom sig, blev Michaels mor befriet af amerikanske soldater.

– Et halvt års tid efter krigens ophør blev vi interviewet af nogle Røde Kors-folk. Vi fortalte, hvad vi hed, hvad vores forældre hed, og hvor vi kom fra. Oplysningerne endte på lister over savnede, som blev offentliggjort verden over. Men Michaels mor så dem ikke. Hun havde dog ikke opgivet håbet om at se ham igen.

– Mange sagde til hende, at hun var skør. Men en onkel i New York og en onkel iPalæstina så begge mit navn og skrev til min mor. Hun sendte et brev til børnehjemmet med et foto af sig selv. Og i marts 1946 fik Michael det første livstegn fra sin mor.

– Men jeg kunne ikke læse. Jeg fik læst det højt. Jeg var overvældet over, at hun var i live.
Men Michael og moren kunne ikke forenes. Han var i den russiske zone, mens moderen var i den amerikanske. Jerntæppet var på vej ned. Først efter et halvt år lykkedes det at smugle Michael ud gennem Prag og få ham genforenet med sin mor.

– Jeg havde ikke set hende i to år. Og jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvordan det føltes.
Tårerne i de 70 år gamle øjne taler for sig selv. Men trængslerne var ikke forbi. Michael og moderen forsøgte at skabe sig et liv i Bayern. Men selv om krigen var forbi, fortsatte den i skolegården.

Krig i skolegården

Michael fik tæv af de store drenge, fordi han var jøde.

Han fik en privatlærer, en tidligere tysk soldat i Afrikakorpset, der havde været krigsfange i Amerika. Og han lærte Michael de første engelske gloser. Og i 1948 tog familien konsekvensen og emigrerede.

Som 13-årig kom Michael for første gang i skole, og mens moderen giftede sig igen med en anden tidligere kz-fange og gav Michael en lillesøster, knoklede han for at indhente det tabte.

Med en eksamen som ingeniør blev han ansat i det amerikanske rumprojekt NASA og forsøgte gennem arbejdet af blive fri af fortidens spøgelser. Men slippe dem kan han ikke.

– Krigen gav mig et livslangt had til Tyskland. Jeg vil aldrig sætte mine ben der igen. Men den gav mig også en tro på, at der stadig findes anstændighed og mennesker som Aksel Poulsen, der midt i den værste elendighed vil gøre noget for at hjælpe andre.