I 70-året for den spanske borgerkrigs udbrud.
Af Anton Nielsen.
Første del: Generalprøven – første akt.
2006 er 70-året for udbruddet af den spanske borgerkrig. Med rette er den blevet kaldt generalprøven på anden verdenskrig. Fascismen bredte sig som en pest over Europa. Land efter land blev forrådt og overladt til de nazistiske og fascistiske bødler. I 1936 var turen kommet til den unge spanske republik.
Sorte skyer trak op over Europa efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933. Den 29. januar blev Adolf Hitler Tysklands kansler. Det nazistiske Tyskland oprustede. Tysklands allierede i fjernøsten, Japan, angreb Kina, hvor de myrdede og plyndrede. Mussolinis Italien kastede sig ”modigt” over det forsvarsløse Abbesinien (Etiopien). I Grækenland udnævnte fascisten Ioannis Metaxas sig selv til diktator. Og i Spansk Marokko konspirerede fascisten Francisco Franco mod den unge spanske republik. Den spanske republik blev oprettet så sent som i 1931 da den spanske konge Alfonso d. 13. blev styrtet. Som sin første handling overtog den nye republiks første demokratisk valgte regering kontrollen over de store godser. Jorden skulle tilbage til folket.
Den fascistiske terror slippes løs.
Den 18.juli udbrød en revolte, vendt mod den lovlige spanske regering, i garnisonen i Melilla i Spansk Marokko. Det var indledningen til de nationalistiske generalers oprør. Anført af general Franco – som snart efter blev leder af den fascistiske Falange – bredte oprøret sig næste dag til hele Marokko.
Da Franco havde sikret sig magten i Marokko, var hans næste problem at få fragtet sine tropper til det spanske fastland. Til dette formål fik han hjælp fra Hitler-Tyskland, som velvilligt stille fly til rådighed for overførslen af de fascistiske oprørere til Spanien.
Flere store byer som Burgos, Pamplona og Saragossa faldt straks i oprørernes hænder. I Madrid, Barcelona og i Baskerlandet nedkæmpedes de lokale militære garnisoners oprør af regeringstro tropper og bevæbnede arbejdere og militser fra de politiske partier.
Francos tropper var – som før tidligere omtalt – fløjet ind fra Marokko med tyske fly til Sevilla. Efter hårde kampe mellem de fascistiske okkupanter og bevæbnede og byens befolkning blev modstanden knust. Det var den 20. juli 1936.
Herefter fulgte en af borgerkrigens grusomste massakre. Alle mænd blev drevet ud af husene og myrdet på åben gade med knive af de marokkanske tropper. Byens borgmester og andre lovligt valgte ledere blev tortureret til døde, mens den fascistiske general, de Liano, indrettede sit hovedkvarter i byens nu tomme rådhus.
Imens lukkede regeringen i Madrid øjnene for situationens realiteter. Den daværende regering var kommet til magten efter valgene i 1936. Regeringen udsprang af en folkefront, som bestod af Det socialistiske Parti, kommunisterne og forskellige republikanske centrumpartier. Manuel Azana var landet præsident, og Casares Quitroga var chef for den nyvalgte regering. Kommunisterne var ikke medlem af regeringen.
Sådan havde det været siden republikkens indførelse i 1931, da en lignende regering bestående af socialister og borgerlig, republikanske partier så dagens lys for første gang. De ændrede forfatningen, adskilte stat og kirke – en vigtig og nødvendig ting i et land som Spanien. De gennemførte som tidligere nævnt en jordreform og en stribe reformer inden for undervisningsvæsnet.
Men på grund af et stadig voksende pres fra højrefløjen sprængtes venstrekoalitionen. Resultat blev en række svage regeringer, som ikke kunne tilfredsstille hverken højre eller venstre.
En af disse overvejende borgerlige regeringer gik så langt, at de i 1934 sendte Franco – en af de monarkistiske ”afrikaner” generaler, ”som havde udmærket sig i undertrykkelsen af det marokkanske folk” – til Asturien for at knægte de asturiske minearbejdernes opstand.
”De undertrykkelsesmetoder de fremturede med i Asturien var mere end hårde,” skrev kommunisten Dolores Ibaruri – måske bedre kendt som La Pasionaria – i sine erindringer: Den eneste vej, de var grusomme, især på de steder, hvor afrikanernes ”tabor” og fremmedlegionen viste sig.
Asturien blev hærget i en sådan grad, som havde det været en oprørsk marokkansk stammelandsby. Over 4000 dræbte var resultatet af kampene og terroren i 1934.”
Op til 1936 organiseredes og mobiliseredes den spanske højrefløj. I spidsen for denne proces stod landet ultrahøjre, som altid havde domineret hæren og civilgarden. I 1934 dannedes Falangen, et fascistisk parti efter italiensk model, men dog med særlige spanske træk.
Den største højregruppe var det katolske Ceda-parti. Men også Agrarpartiet – godsejernes parti – og monarkisterne var aktive modstandere af Folkefronten og alt, hvad den stod for.
Samme Folkefront erklærede efter valget i 1936 sin vilje til at fortsætte og udbygge de grundlæggende reformer fra 1931. Det bragte højrefløjen i alarmberedskab. Katolikkerne frygtede overgreb. De blev bestyrket i den opfattelse af en række afbrændinger af kirker og mord på gejstlige, som – viste det sig – i høj grad var anarkisternes værk.
Højrefløjen konspirerede med de utilfredse officerer, der som Franco var blevet forflyttet på grund af upålidelighed, eller var blevet afskediget. Forbindelserne til det fascistiske Italien og Tyskland havde man allerede så meget mere som at tysk kapital havde store interesser i Spanien. Mord og uroligheder i perioden mellem regeringsdannelsen i februar og juli 1936 skabte det klima af usikkerhed og vold, som fik mange til at støtte en fascistisk ”løsning” af landets problemer.
Giv arbejderne våben!
Dagen efter kuppet opfordrede den samlede venstrefløj og de faglige landsorganisationer regeringen til at uddele våben til arbejderne og oprette arbejdermilitser. Det nægtede regeringen, og det blev dens endeligt. Der blev dannet en ny regering – denne gang med kommunistisk deltagelse. Nu blev der udleveret våben til arbejderne i Madrid, så allerede den 20. juli sikrede sig den fulde kontrol over Madrid. Det samme skete i mange andre byer og distrikter.
Hermed begyndte et nyt kapitel i den spanske republiks historie. I Madrid overtog den faglige landsorganisation og venstrepartierne ansvaret for uddeling af fødevare. De gamle embedsmænd – som var højrefløjens tro væbnere – blev sendt på ”pension”, og Folkefronten inklusive fagbevægelsen overtog den centrale administration i samarbejde med de loyale dele af det gamle embedsmandskorps. Bankerne kom under de folkelige organers direkte kontrol. Byens liv blev omorganiseret. De drivende kræfter i denne proces var kommunisterne og det socialistiske ungdomsforbund, der samledes i én organisation under ledelse af kommunisten, Santiago Carillo – som langt senere – efter Francos død i 1975 – blev
formand for Spaniens kommunistiske Parti.
Anarkisternes problematiske rolle.
Der skete kun få beslaglæggelser af privat ejendom. Den holdning var helt i overensstemmelse med regeringens og Folkefrontens politiske grundlag. Det var en politik, som fik fuld opbakning fra størstedelen af det spanske folk – fra kommunisterne og langt ind på den borgerlige midte. Folkefrontens politik sikrede den spanske arbejderklasse og fagforeningerne betydelig indflydelse på den politiske proces.
Anderledes gik det i de regioner af Spanien, hvor anarkisterne dominerede. Provinsen Aragonien var et af de områder, som måtte lægge ryg til et af de anarkistiske eksperimenter. Mens Franco i spidsen for en fascistisk oprørshær forsøgte at underlægge sig Spanien, mente anarkisterne, at det var helt afgørende, umiddelbart at sikre oprettelsen af kollektivbrug. Disse kollektiver, som ofte blev oprettet ved tvang, blev organiseret på landsbybasis, og var såkaldt selvstyrende politiske enheder. I Kina forsøgte man noget lignende mange år efter – folkekommuner blev det kaldt dengang.
Disse kollektivers hensigtsmæssighed og nødvendigheden af dette eksperiment i en situation, hvor fascismen var på fremmarch og truede den spanske republik med udslettelse, er meget omdiskuteret. I de mange ophedede diskussioner, som er foregået siden, virker det som om, at mange har glemt, hvad følgen blev af anarkisternes hovedløse politik. Kendsgerningerne fik trange kår, de tjente ikke sagen.
En kendsgerning er det dog, at den, af anarkisterne iværksatte tvangskollektivisering i Valencia-distriktet, stødte mange oprindelige tilhængere af Folkefronten og en demokratisk udvikling i Spanien fra sig.
Men den største indflydelse havde anarkisterne i Barcelona. Udviklingen i Barcelona var entydigt præget af anarkisterne. Den catalanske regering – Catalonien havde fået delvis selvstyre i 1931 – nøjedes med at se til, mens anarkisterne eksproprierede alt hvad de kunne. Hele industrien og dertil banker og hoteller. Virksomhederne blev drevet af valgte arbejderråd, som suverænt fastsatte produktionsmål, arbejdsforhold, lønninger mv..
I starten af perioden var der et fald i produktiviteten, som skadede den spanske republik forsvarsevne på et særdeles vanskeligt tidspunkt. Men i fra midten af 1937 og frem til midten af 1938 forbedredes situationen meget væsentligt. Mange af de anarkistiske ledere fik med de nye erfaringer, som man hentede sig i det praktiske arbejde. Man lærte også meget af det samarbejde, man indgik i med de faglige organisationer. I det hele taget skete der en samling af den stærkt splittede spanske arbejderklasse i løbet af borgerkrigen. Enheden blev dog aldrig fuldstændig, og frem for alt – den kom for sent!
I Barcelona dannedes Det forenede socialistiske Arbejderparti (PSUC) ved en sammenslutning af socialister og kommunister. Og i Madrid dannedes i september 1936 en ny folkefrontsregering under ledelse af socialisten Largo Caballero, der også omfattede det kommunistiske parti (PCE), som derved blev det første vesteuropæiske kommunistiske parti, som indgik i en regering.
Dannelsen af den nye regering kom efter en række katastrofale militære nederlag. Republikken tropper bestod på dette tidspunkt af loyale hærenheder, dels af arbejdermilitser eller militser fra de politiske partier. Anarkisterne dannede deres egne enheder, som under fascisternes angreb på Madrid i slutningen af oktober 1936, viste en total mangel på effektivitet.
I november var situationen faktisk den, at fascisterne havde erobret universitetsbyen i Madrid, og havde besat hovedstadens forstæder. Den fascistiske general Mola skryde af, at han snart ville kunne drikke sin kaffe på sin yndlingscafé på Madrid hovedstrøg Gran Via.
Det kom han dog til at vente med lidt endnu. Madrids indbyggere var ikke til sinds at overgive sig.
Kilder:
Land og Folk d.5. august 1976: Et kapitel i den spanske republiks historie,
Dolores Ibaruri/ La Pasionarias erindringer.
Carsten Jørgensen: Fra Bjelkes Allé til Barcelona.
Anden del: … og kampråbet lød fra Madrid.
”Da Spaniens folk var i fare
Og kampråbet lød fra Madrid
Fra alle lande sig meldte
En skare rede til strid.
En hær mangfoldig og broget
kun ens i sit flammende mod,
en hær af brødre, der ikke
hinandens tale forstod.”
Og det blev hørt – råbet fra Madrid. Det nåede ud til unge i de fjerneste egne. De fulgte opfordringen og begav sig af sted. Forlod deres hjem og kære, for, med livet som indsats, at kæmpe i et fremmed land.
For hvad? For frihed og menneskelig anstændighed. Mod undertrykkelse og slaveri. Fordi mennesket er et menneske og ikke et umælende dyr. Derfor stillede almindelige mennesker, antifascister fra alverdens lande sig solidarisk med det spanske folk i kampen mod den fælles fjende – fascismen. De havde langt tidligere end de såkaldt ”ansvarlige”, forstået, hvilke fare fascismen indebar.
Flere end 40.000 frivillige blev optaget i de legendariske Internationale Brigader. Godt 500 unge danske meldte sig til forsvaret af den spanske republik. Mindst 150 af disse danske antifascister faldt i Spanien.
”Hele verdens front går ved Madrid” skrev en af disse frivillige, den danske digter Gustav Munch-Petersen. Og det var så rigtig, som det var sagt.
I oktober 1936 stod den fascistiske general Molas hær foran Madrids porte. Den 16. november bombede det tyske Luftwaffe Madrid for første gang. Den 18. november anerkendte Italien og Tyskland officielt Francisco Franco som spansk regeringschef. Kort efter jul sendte Mussolini et stort antal fly til brug i det fascistiske angreb på Madrid. I Madrid organiserede kommunisterne byens forsvar.
På årsdagen for den store russiske revolution – den 7. november 1936 – gik de fascistiske tropper til angreb på Madrid. Få dage efter begyndte det tyske Luftwaffe at bombe byen. Dag og nat faldt bomberne over den ulykkelige bys indbyggere. Modstandsviljen skulle knækkes.
50 år senere sagde formanden for Spaniens kommunistiske Parti – den 90-årige La Pasionaria – ”… den vigtigste lære vi må drage af denne periode er nok den, at et enigt folk, der kæmper for en retfærdig sag og er fast besluttet på at overvinde alle vanskeligheder, ikke kan besejres. NO PASARAN! (De skal ikke komme igennem)
Den britiske kommunist H. Pollitt var som journalist på rejse i borgerkrigens Spanien og refererede hjem:
”Vi forlod Teruel. Vi mindedes de store portbuer i Madrid, der på den ene side dagligt beskydes af Franco, og som på den anden side endnu bærer spor af Napoleons kanoner, da han forsøgte at erobre Spanien. Også hans forsøg strandede.
Og så tog vi til Madrid.
Jeg har besøgt denne vidunderlige by tre gange. Man har overøst og beskudt den med bomber, har ødelagt dens arbejderkvarterer, men dens befolkning står der nu som før uovervindelig.
… vi gik gennem arbejderkvarteret. Overalt ødelæggelser. Granaternes eksplosioner drøner over vore hoveder, men henne om hjørnet hængte der vasketøj på snore, der var trukket tværs over gaden… På den anden side af gaden hang et stort banner – det må være blevet anbragt dér allerede den 7. november – hvorpå der stod:
”Ungdommen i Madrid sender Sovjetunionens ungdom sine hilsner i anledning af Oktoberrevolutionens 20-årsdag.”
Da vi læste det, skammede vi os på Englands vegne.”
I oktober 1936 stod den fascistiske general Molas hær foran Madrids porte. Allerede i august havde man i Madrid på kommunistisk foranledning dannet et egentlig regiment – 5. regiment – på basis af arbejdermilitserne. Dette regiment viste med sin uddannelse og disciplin vejen frem. For at undgå kaos i byen, hvor titusinder af flygtninge levede i gade og stræder, oprettedes Madrids forsvarsjunta, der organiserede byens liv.
Byens befolkning stod skulder i forsvaret for deres by. General Mola kom ikke igennem – denne gang.
Forræderiet mod den spanske republik.
”Den fascistiske fremgang skyldes den massive tysk-italienske støtte, der dels fandt sted i form af regulære enheder – f.eks. den tyske Condor Legion – dels i form af våben. Allerede i juni – få dage efter det fascistiske oprør startede – havde repræsentanter for Franco henvendt sig til Mussolini og Hitler for at sikre materiel støtte.
Det er umuligt her at nævne alle deres motiver til at hjælpe. Hitler ønskede sit materiel afprøvet og opmærksomheden afvendt fra hans øvrige foretagender. Mussolini ønskede at styrke sin vaklende prestige ved militære eventyr, der samtidig kunne styrke hans indflydelse i Middelhavet. For Tysklands vedkommende skal man også pege på tysk kapitals interesser i Spanien.
Den spanske regering klagede i Folkeforbundet og til stormagterne over den igangværende intervention. Den 1.september 1936 oprettedes derfor en ikke-interventionskomite bestående af de fleste vesteuropæiske lande – herunder Danmark. Komiteens virksomhed frem til borgerkrigens afslutning er et vidnesbyrd om vestmagternes svaghed og given efter over for de fascistiske diktaturer i disse år.
Mens Sovjetunionen krævede indgreb mod interventionsmagterne eller effektive foranstaltninger til at stoppe interventionen afviste især England sådanne forslag. De forskellige forsøg på at stoppe interventionen faldt alle uheldigt ud, og Sovjetunionen endte med at erklære sig ude af stand til at respektere komiteens krav om ikke-intervention, når to af dens medlemmer – Tyskland og Italien – åbent intervenerede og Mussolini sågar pralede af det.
Først Guernica – siden …
Navnet Guernica er for altid indskrevet i menneskehedens historie, som et eksempel på fascismens umenneskelige grusomhed. Den først by i en endeløs række af byer, ofre blodige tyranners ”storhedsdrømme”, og de vestlige stormagters såkaldte ikke-interventionspolitik. Man overlod det spanske folk til bødlernes forgodtbefindende. Guernica blev et eksempel på krigens gru.
Klokken 4:30 den 20. marts 1937 begyndte Luftwaffe af bombe Guernica – en by ca. 5000 indbyggere.
Forfatteren og journalisten G. L. Steer var i Guernica på den skæbnesvangre dag. Her et kort uddrag af hans reportage:
”… der herskede travlhed i Guernica. Det var markedsdag. Vi kørte gennem byen og ad vejen, som ville føre os til fronten ved Marquina. Fronten lå der ganske rigtigt, men det gjorde Marquina ikke. Den var udslettet af bomber. … han hakkede bremsen i og gav sig til at råbe op. Han pegede vildt op i luften, og hjertet røg op i halsen på mig, da jeg fulgte hans finger. Oppe over bjergtoppene var der dukket en flok flyvemaskiner op. En halv snes bombemaskiner fløj højt oppe, men meget lavere, faktisk i højde med trætoppene, kom seks Heinkel 52 jagere susende.
Jeg var den første journalist, der nåede frem til Guernica, og jeg blev øjeblikkelig sat i arbejde af nogle baskiske soldater, der beordrede mig til at indsamle de forkullede lig… Nogle af soldaterne græd som børn. Der var flammer, røg og sod, og lugten af brændt menneskekød fik det til at vende sig i én.
De fleste af byens gader begyndte eller mundede ud ved torvet. Det var umuligt at komme igennem dem, for de var omdannet til hele mure af flammer. Murbrokkerne tårnede sig op. Jeg kunne se nogle skyggeagtige former, nogle var store, andre bare askedynger. Jeg gik om bag torvet blandt de overlevende. Alle kunne de berette den samme historie om flyvemaskiner, kugler, bomber og ild.
Mindre end et døgn efter denne grusomme beretning var nået ud til omverdenen, havde Franco stemplet disse chokerede, hjemløse mennesker som løgnere. Såkaldt britiske eksperter kom rejsende til Guernica flere uger senere, da stanken af brændt menneskekød var trukket bort og erstattet af benzin, der blev hældt ud af Molas folk, og de afgav deres pompøse dom:”
Det var de røde, der med fuldt overlæg satte ild på Guernica.”
Vi bekæmper en livsanskuelse
Den borgerlige forfatter til bogen ”Fredløse Verden”, amerikaneren Webb Miller, skrev, da han rejste hjem deprimeret og mange illusioner mindre, bl.a.:
”Jeg var dybt rystet, da jeg forlod Spanien, ved den atmosfære af blod, tårer og terror, jeg havde levet i, og fuldkommen modløs ved tanken om, hvad der forestod Europa. Hvad jeg så og hørte af udviklet terrorisme som et nyttigt våben i krigstid var til at få kvalme af.
Aldrig før havde man i nyere tid hørt om lignende massemyrderier og koldblodige nedslagtninger af fanger, sårede og hjælpeløse gidsler i tusindvis.
Voldshandlinger mod befolkningen ved samvittighedsløse bombardementer havde næsten ganske udslettet skellet mellem militære og civile. På begge sider var der blandt døde og sårede mange tusinde kvinder og børn.
”Vi bekæmper en livsanskuelse,” sagde en officer til mig. Livsanskuelsen sidder i hjerne, derfor må vi dræbe mennesket for at komme hans livsanskuelse til livs. Vi må dræbe alle, som har den ”røde livsanskuelse”. En elskværdig, charmerende, intelligent ung officer blandt oprørstropperne (fascisterne) fortalte mig, at han personlig havde henrettet 71 mand.
Oprøret, der blev rejst af en militærklike, fik tilslutning fra den politisk interesserede gejstlighed, fra godsejerne og falangistas – de spanske fascister – som så de gamle tiders privilegier truet af den republikanske regering.
Nu havde borgerkrigen varet i seks måneder, og den kunne komme til at vare mange måneder endnu. Til at begynde med mente lederne af Franco Bevægelsen, at de kunne vinde magten over landet på to uger. De havde ikke forudset den enestående folkerejsning, som ville gøre modstand mod dem.
Det er ikke sandsynligt, at tabslisterne fra borgerkrigen vil fremkomme de første år – muligvis vil de aldrig blive gjort op. Men på basis af forespørgsler, jeg har foretaget hos begge partier, mener jeg, at der i krigens første halve år er blevet dræbt 250.000 i slagene, som repressalier eller ved henrettelser. Og endnu er den spanske dødskval langt fra sin afslutning.
”Viva la muerte” – ”Leve Døden” – synes at være slagordet. Stakkel Spanien, stakkel Europa – stakkels, stakkels menneskehed!”
Som tilhørende den næste generation, – de der født mens borgerkrigen rasede i Spanien eller lige efter – faldt mine tanker umiddelbart tilbage til Vietnam-krigens dage – på massakren i Mylai i 1968, og den unge løjtnant William Calley, som for at retfærdiggøre sine forbrydelser bl.a. sagde:
”Hvad mig selv angår, plager den tanke mig ikke, at jeg slog de mennesker i Mylai ihjel. Jeg gjorde det ikke af lyst – jeg kan ikke slå ihjel af lyst. Vi var faktisk sådan set ikke i Mylai for at dræbe mennesker. Vi var der for at dræbe en ideologi, der repræsenteres af… tja, jeg ved ikke. Skakbrikker. Figurer. Kødmasser. Men jeg var ikke i Mylai for at udslette tænkende væsener. Jeg var der for at tilintetgøre en uhåndterlig i idé. For at tilintetgøre kommunismen!”
Intet er tilsyneladende ændret fra den spanske borgerkrigs dage. Kan nogen i givet fald forklare, hvori forskellen skulle bestå mellem Hitlers raceteori om undermennesker og hans udryddelseslejres industrialiserede massemord. Eller de amerikanske massemord i ”frihedens og demokratiets navn”:
Koreakrigen 1950 – 1953 – som kostede 3 millioner koreanere livet. De tidligere koloniers blodige frihedskrige – tabstallene er ukendte – og frem til før omtalte Vietnam-krig og vore dages ”krig mod terror” – The never ending war! Højdepunktet i den kapitalistiske stats udvikling, forstår man den nuværende amerikanske præsident ret.
Angrebet på Almeria og Socialistisk Internationale.
Den 31.maj 1938 beskød tyske krigsskibe Almeria i Spanien. Kominterns formand Georgi Demitrof skrev bl.a. i den anledning:
”De tyske slagskibes uhørte provokation i de spanske havne Ibiza og Almeria den 31. maj (1937), kan ikke betragtes som andet end en fræk og åben krigsakt fra Hitler-regeringens side mod den spanske republik.
I de samme dage forkyndte Tysklands og Italiens regeringer deres udtræden af den såkaldte ikke-indblandingskomité, og gav befaling til afsendelse af nye krigsskibe til de spanske farvande og erklærede, at de fra nu af med hensyn til den spanske republik kun ville optræde ”efter eget forgodtbefindende”.”
Om at sidde mellem to stole.
På denne alvorlige baggrund henvendte Spaniens faglige Landsorganisation, Spaniens Socialistiske Arbejderparti og Spaniens kommunistiske Parti sig til arbejderklassens internationale organer – ll Socialistiske Internationale og Kommunistisk Internationale (Komintern).
Den spanske appel.
På baggrund af Nazi-Tysklands uprovokerede angreb på Republikken Spanien henvendte Spaniens socialistiske Arbejder, Spaniens kommunistiske Parti og Det almindelige Fagforbunds Eksekutivkomite sig til Socialistisk Arbejder Internationale, Kommunistisk Internationale og International faglig Central efterfølgende med en indtrængende appel om solidaritet i kampen mod fascismen:
”En nationalsocialistisk eskadre, som udøver kontrolfunktion i farvandene ved Almeria, har netop over for by forøvet en neddrægtig aggressiv handling, som overgår alle de skændselsgerninger, der hidtil er udført af den tyske og italienske fascisme, der er trængt ind i vort land.
Under krænkelse af alle normer for folkerettigheder og under ringagtelse af de internationale afgørelser, har den tyske krigsflådes kanoner bombarderet den civile befolkning i Almeria og bragt den blodige tab.
Stillet over for denne krigeriske handling, der er et oprørende udtryk for fascismens krigeriske hensigter, vender vi arbejdere og bønder i Spanien, folkets arbejdende masser, der kæmper i de forreste rækker i kampen mod den nationale og internationale fascisme, og som, samtidig med, at vi forsvarer vor frihed, også beskytter proletariatet i hele verden mod en frygtelig krigs rædsler, vender vi os til jer, kammerater i Socialistisk Internationale, Komintern og I.F.C., til hele det aktive proletariat i arbejderpartierne og fagorganisationernes rækker, med anmodning om at forstærke jeres solidaritet med det spanske folk, hvis hjem og hvis ubevæbnede sønner på ny er blevet udsat for et forbryderisk overfald. Vi opfordrer jer til at standse de fascistiske regeringer, der med uhørt grusomhed angriber vor civile befolkning og truer oldinges, kvinders og børns liv.
Vi opfordre jer, verdensproletariatets avantgarde, om på ny at indlede energiske, fælles aktioner for at mobilisere den proletariske solidaritet blandt alle folkeslag, der er fast besluttet på at forhindre, at fascismens planer om at udfolde en verdensbrand bliver virkeliggjorte.
Leve proletariatets internationale solidaritet i kampen mod fascismen! Fremad, sammen med Spaniens folk! Fremad, for fred og frihed i hele verden!”
Kominterns korte svar til de spanske kammerater:
”Vi vil gøre alt, hvad der står i vor magt for at få det internationale proletariat til endelig at forstå, hvor overordentlig nødvendigt det er at skabe enheden til forsvar for det spanske folk imod de fascistiske barbarer og til verdensfredens bevarelse.
På Kommunistisk Internationales Eksekutivkomités vegne.
G. Dimitroff, generalsekretær.
På baggrund af Kominterns henvendelse om fælles initiativer i kampen mod fascismen, skriver ll Internationale tilbage som følger:
” Til Georgi Dimitroff,
Generalsekretær for den Kommunistiske Internationale.
Vi har modtaget det samme opråb fra Valencia. Vi er fuldkommen klar over nødvendigheden af en energisk aktion og mere end nogensinde besluttet på at gennemføre en sådan. Vi har underrettet vore spanske venner om vore hensigter, før vi modtog jeres budskab. Vor Internationale vil indenfor sit ansvars rækkevidde fuldt ud opfylde sin pligt. Hverken dens formand eller dens sekretær har imidlertid, som De ved, den nødvendige fuldmagt til i Internationalens navn at tilslutte sig den foreslåede komité.
Bryssel, den 4. juni 1937
De Brouekére.
”Skal det spanske folk prisgives på grund af formalisme?”
”Under påberåbelse af bevæggrunde af formel karakter og mangel på fornøden fuldmagt er formanden for Socialistisk Arbejderinternationale veget uden om et direkte svar på vort forslag om skabelse af en kontaktkomité,” skrev Kominterns generalsekretær til de spanske kammerater,” ..en komité, der skulle indlede fælles aktioner af de tre internationaler til forsvar for det spanske folk. Vi insisterer fortsat på konkrete forslag til oprettelsen af den internationale aktionsenhed fra Socialistisk Arbejderinternationales lederes side. Vi har i den forbindelse foreslået et møde mellem repræsentanter for den kommunistiske og den socialistiske arbejderinternationale. Så snart vi har fået svar herpå, skal vi underrette jer herom.
På vegne af Kommunistisk Internationales Eksekutivkomité.
G. Dimitroff.
NB. Svaret kom aldrig
Republikkens sidste dage.
I maj fremsatte den republikanske regering et fredsforslag i 12 punkter, men det blev arrogant afvist af Franco. I løbet af sommeren 1938 gik fascisternes offensiv i stå, og slaget ved Ebro ændrede situationen i republikkens favør. Men endnu engang var man ikke i stand til at udnytte den tilkæmpede fordel på grund af manglende materiel.
USA havde lige nedlagt forbud mod salg af våben til den spanske republik. Kun Sovjetunionen kom den betrængte republikanske hær til hjælp. Dette på trods af den af den tysk-italienske flådeblokade, som gjorde det stadig vanskeligere at trænge igennem til de spanske havne, hvor den livsvigtige last kunne bringes videre til fronten. Sovjetunionen sendte i alt 700 kampvogne og 1500 fly og et ukendt antal håndvåben, ammunition m.m..
Da Hitler, Chamberlain, Daladier og Mussolini mødtes i München den 23. september 1938 og dér indgik den såkaldte München-aftale, udleverede de ikke alene Tjekkoslovakiet til Hitlers forgodtbefindende, nej også Spaniens skæbne blev besejlet den septemberdag i München.
Før mødet München-aftalen overvejede Franco at indgå i fredforhandlinger, da han regnede med, at Hitler ville blive sat på plads af vestmagterne, og derfor ikke kunne fortsætte den militære støtte til hans falangister. Men som bekendt skete det modsatte. München-aftalen blev kronen på Hitlers værk efter den, havde han frie hænder. ”Krigen var sikret”, som Arbejderbladet skrev.
De sovjetiske opfordringer til at stoppe Hitler mens man stadig kunne, blev hånligt afvist. I maj lukkede den franske regeringschef, Daladier den fransk-spanske grænse og umuliggjorde dermed forsendelse af sovjetiske våben til den spanske republik gennem Frankrig.
I Spanien var ingen i tvivl om følgerne af München-aftalen. Francos tropper var igen i offensiven. I juni 1938 erobrede fascisterne Bilbao, og 15. november afholdes en afskedsparade for Den internationale Brigade, som derefter hjemsendes.
I januar 1939 satte Franco sin afgørende offensiv ind i Katalonien. Barcelona faldt den 26. januar, og de lange knives nat begyndte. Flere end en halv million af byens indbyggere flygtede mod den franske grænse, hvor de blev mødt af de franske gendarmer og indsat i dertil indrettede kz-lejre. Den 1.februar anerkendte England og Frankrig Franco-Spanien.
I Madrid krævede en række officerer fredsforhandlinger og overgivelse. Den 4.marts forsøgte de et oprør mod regeringen og indsatte en kup-regering, der som sin første handling arresterede mange ledende kommunister, samtidig med at de gik til angreb på de kommunistisk ledede militære enheder i byen. Motivet var at vise Franco, hvor antikommunistiske de var, for at få en ”acceptabel” fred for hæren.
Franco afviste dem, og den 27.marts brød den republikanske hær sammen og Madrid og Valencia faldt i fascisternes hænder. De kommunistiske ledere var de sidste der forlod Madrid. Tilbage blev andre kommunistiske – men mindre kendte – ledere. Den illegale kamp tog sin begyndelse fra dag 1.
Den 28.marts 1939 rykkede Franco ind i Madrid med 200.000 mand. Den fascistiske nat sænkede sig over Spanien.
Slået – men ikke besejret.
Kommunisternes stolte leder – La Pasionaria – frihedens ypperste forsvarer, skrev om disse de mørkeste dage i hendes liv:
”Modstanden i Katalonien var brudt sammen. Mirakler kunne vore soldater jo ikke fuldbyrde. De havde ikke længere et bagland for deres kamp. Foran sig havde de fjendtlige tropper, som var vel udstyret med al slags krigsmateriel, bag deres ryg lå den franske grænse. Men vore mænd holdt endnu stand for at gøre det muligt for republikkens præsident, den centrale regering og generalidad, at forlade landet og gå over den franske grænse. Så kom turen også til dem.
Med tungt hjerte overskred de grænsen. De franske gendarmer betragtede fulde af uro de dystre ansigter og den beslutsomme holdning hos disse mænd, som vel var slået, men ikke besejret. Omringet af gendarmer blev de spanske soildater ført bort til pigtrådslejren Argelés, Gurs, Saint-Cyprien.
De første franske ord, som vore soldater hørte i menneske- og borgerrettighedernes land, var ”allez”, allez, reculez!” – ”fremad, fremad, tilbage dér!” – fra de gendarmer, der omringede dem på vejen til kz-lejrene.
Blandt disse soldater var også min søn Rubén som havde fået sin ilddåb i Katalonien. Han tilhørte en rekognoscerings-bataljon ved Ebro-hæren og var under tilbagetoget sammen med en lille gruppe soldater blevet afskåret i en brændende skov, hvorfra han kun med stort besvær kunne slippe bort.
Erfaringerne i Spaniens-krigen, hvor han havde levet og kæmpet side om side med Listers og Modestos tapre mænd og bestræbt sig på at ligne dem, og hans ophold i kz-lejren Argelés havde lært ham, hvordan man skal kæmpe og dø. Ruben fandt heltedøden ved Stalingrad.
Kilder:
Land og Folk. 12. august 1976
Spaniens Arbejdere kræver international samling. Arbejderforlaget 1937.
H. Pollitt: Folkefrontens og enhedens Spanien. Arbejderforlaget 1938.
Dolores Ibaruri: Den eneste vej. Forlaget Tiden 1979.
Tredje del: I er vor stolthed og ære.
Godt 500 danskere deltog som frivillige i den spanske borgerkrig 1936 til 1939. 150 fandt døden dernede. De der kom hjem i live, blev modtaget på havnekajen eller tog-perronen af et særdeles fjendtligt dansk politi. Den danske stats taknemmelighed over for de unge modige danske, som i frihedens navn – og som de første havde bekæmpet den fjende – der få måneder efter besatte vort eget land, var hurtigt overset. Samme stat indledte fra dag 1 et tæt samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt. Det varede til det danske folk satte dem fra bestillingen i august 1943. Imens opbyggede den danske modstandsbevægelse, hvori de spaniensfrivillige, kom til at spilde en betydningsfuld rolle.
Fangerne lemlæstes.
Efterfølgende er et brev fra Harald Nielsen, der sammen med sine brødre Kaj og Aage ligger ved Madrid-fronten:
Madrid d. 22. marts 1937.
Kære alle!
Ja, så sender vi et par ord igen, så I kan se vi stadig er i live. Vi er gået et godt stykke frem. Fascisterne havde sat en del tanks, som vi med vore tanks slog tilbage. De trak sig så hurtigt tilbage, at deres tanks kørte hen over deres mange sårede og faldne og knuste dem. Vore flyvere har bombarderet en autokolonne på 400 vogne med al mulig ammunition, flyvemaskinedele, geværer, fødevarer og et par tusind mand, så dem kan Franco kikke i vejviseren efter.
De italienske fascister benytter nogle modbydelige metoder over for fanger. Vi har set dræbte fanger, som blev efterladt, hvor fascisterne har skåret hele deres underliv i stykker, og andre havde de med lange stave naglet til jorden, hvor de fik lov at ligge og dø. Det er den kultur Mussolini indfører i Spanien.
Men vi har det efter forholdene godt, og vor front står godt, hvad kan vi så forlange mere.
Vi har taget italienske fanger, og de er blevet indprentet af deres fascistiske officerer, at de skal skyde sig en kugle for panden, hvis de bliver fanget af os. Man har bildt dem ind, at vi lemlæster dem på samme måde, som de lemlæster vore fanger.
Vi har talt med en kammerat fra det gamle ”Centuria-Thälmann”, han er nu oberst, og han besøgte os tre en aften, hvor han fortalte os, at han havde taget 175 italienere til fange. Italienerne sagde, at de var taget hjem fra Abesisinien for at komme på orlov, men da de så kom til Italien, fik de ordre til at tage til Spanien, de blev tvunget til det. Han fortalte også, at da de kom ind til dem i fængslet rystede de af angst, men da han havde talt med dem i et par minutter og sagt, at der ikke ville ske dem noget, hvis de var rolige, havde de alle tårer i øjnene.
… jeg blev afbrudt, for der kom to fascistiske bombeflyvere over hovedet på os, og dem måtte man jo give en salut med på vejen.
Hilsen fra Harald.
Artilleriskyts.
Samme dag skrev en anden af brødrene – Aage – bl.a. følgende:
… Vi er alle tre raske og ligger i en dejlig understand. To af vore luftkanoner er kørt frem til artilleriskyts, og de kan lave noget. I går skød de tre lastautomobiler i stykker. De var på vej til fascisterne med frisk ammunition, desuden blev en kolonne på 200 fascister ødelagt.
Vi håber alle sammen, at England og Frankrig snart kan få begyndt på den kystkontrol, for det er jo bare tyske og italienske fascister, der ligger ved fronten, og deres materiel er også tysk og italiensk.
Det har været temmelig varmt i de sidste to uger, vi har været ved fronten, næsten ikke til at holde ud. Vi er sorte som negre af skidt og solen. Det er fem døgn siden, vi sidst vaskede os, det kniber nemlig lidt med vandet her ved fronten. Vi drikke kun vin, rødvin og hvidvin, men det er til gengæld også nok af, og maden er heller ikke dårlig.
Mange hilsner fra Aage.
(Aage Nielsen døde under Gestapos tortur i Vestre Fængsel den 19. oktober 1943. Han var sammen med sine brødre mellem de første sabotører og var med til at opbygge KOPA og BOPA.)
I Sierra Nevadas bjerge.
Spanien den 29. marts 1937
Kammerater!
Som jeg skrev i sidste brev, som jeg håber I har modtaget, skulle vi til fronten, vi har nu ligget her over en måned.
Rejsen til fronten varede i tre døgn og foregik i rutebiler. Inden vi kom til fronten, var vi en tur i Valencia, og som i Barcelona var modtagelsen og afskeden strålende. En mur af kammerater og forbundsfæller, en skov af knyttede næver, var det sidste indtryk af den by, hvor Spaniens lovlige regering har til huse i øjeblikket.
Det første mål på vor rejse var en lille bjergby i bjergkæden Sierra Nevada. Her gik vi i stilling efter at have haft 3-4 timers skarp bjergbestigning med fuld oppakning.
I seks dage lå vi i kamp med fascisterne i Sierra Nevadas højeste punkter. Flere nætter havde vi frygtelige snestorme. Det var frygtelige nætter, som jeg kunde unde dem, der taler om barrikaderomantik i forbindelse med de kammerater, der i dag kæmper i Spanien.
Da vi i rutebilerne var på vej til fronten, mødte der os et syn, som vi sent vil glemme. Det var flygtningene fra Malaga. De kunne ikke blive hjulpet, før de kom til større byer, hvor regeringen havde magten. Kvinder, mænd og børn i alle aldre med hundreder af kilometers strabadser i bjergene og på solvarme landeveje bag sig. En gammel kone sad helt sammenkrøbet og lignede kun en bylt klude. Mødre med børn på armene og en bylt på ryggen, sultne og trætte, men de havde dog sans for at hilse os med knytnæver, og samtidig udslyngede de deres foragt og forbandelser mod de fascistiske røverbanditter, der havde jaget dem bort fra deres hjem. Det var en oplevelse, som vi aldrig vil glemme.
For øjeblikket har vi vagttjeneste det ene døgn og fri det næste, men snart skal vi videre. Kammerater – der er kun én vej – fremad.
Harry Jensen.
Varme dage ved Jarama-fronten.
Spanien den 9. april 1937.
Kammerater.
Vi ankom til Spanien juleaftensdag og var derefter først en måneds tid i en lille by, hvor vi uddannelse, herefter blev vi overflyttet til Thälmann-bataljonen. Endelig den 16. februar gik det til fronten. Det var Jarama-fronten. Så ved I sikkert, at vi fik nogle varme dage. I de tre første døgn var der en del sårede, men vi danskere klarede os meget godt. Vi havde kun en alvorligt såret, og det var Poul Olsen, hans maskingevær blev ramt af en granat. Den næste dansker, der blev såret, var Helge Christiansen, det skete den 8. dag, han fik en eksplosiv kugle på den ene side af kæben, men han kommer temmelig sikkert godt fra det.
Den 24. februar – det var om morgenen – skulle den maskingeværgruppe, jeg var med i, skifte stilling. På selve turen over til den nye plads, fik jeg et skud i låret, så benet brækkede lige over knæet, og efter de andre var kommet på plads, fik Bjarne Sørensen et skud lige i hoften.
Svend Olsen og Poul ligger her på hospitalet, de har skudsår i maven. Det er ikke rart, et brækket ben kan da i hvert fald blive helt igen. Nu ved I, hvordan det er gået os, der rejste herned den 19. december, men hvorledes det går med de andre danskere, ved jeg ikke, vi har ikke haft nogen rigtig føling med dem, da de ligger ved andre kompagnier.
Jeg håber I kan læse min skrift, den er ikke smuk, men kan ikke blive bedre, når man skal ligge på ryggen og skrive lige op i luften. Jeg kan nemlig ikke sidde op for min gipsbandage, der når helt op til brystet.
Hilsen til alle kammeraterne, Roald (Thomsen)
Da italienerne fik klø.
Spanien d. 14. april 1937.
Kære kammerater.
… Vi kom fra Jarama-fronten og rejste til Guadaljara-fronten. Den ligger meget højt, så vi havde sne og regn i to dage. Det var ikke morsomt at komme så højt til tops. De første dage så vi ikke noget til fascisterne, men så kom den dag, hvor vi gik frem imod dem. Vi kom op på en bakke, og så begyndte krigen for alvor. Kuglerne peb os om ørene.
Jeg var gruppefører for et maskingevær, og vi kom i stilling. Men så blev en dansker, der var ved mit maskingevær, såret i ryggen af en kugle. Hans sår var dog ikke farligt, og vi blev liggende et stykke tid og skød på fascisterne. Der faldt mange for vores maskingevær, men vi har også en god skytte, han er svensker. Vi går for at være det det bedste maskingevær i Thälmann-bataljonen. Så kom der ordre til at flytte stillingen, og jeg var ude for at finde en anden stilling. Men jeg kom ikke så langt, før jeg fik en kugle i ryggen. Såret var ikke farligt, og jeg kunne selv gå hen og blive forbundet og derpå gå tilbage til mit maskingevær. Jeg kunne godt have fået to dage, men jeg ville hellere tilbage til kammeraterne.
Jeg mødte mine kammerater på tilbagetog, men det var gjort med vilje for at lokke fascisterne i en fælde, og de plumpede lige så nydeligt i den. Vi drejede vort maskingevær om og skød på fascisterne. Der faldt mange, og alle var de italienere, så nu hjælper det ikke, at de borgerlige blade skriver, at der ikke findes nogen italienere på fronten, vi har selv set dem med vores egne øjne, og det var ikke nogle enkelte stykker. Rundt om os lå de i hundredvis – som fluer. Den dag endte med nederlag for fascisterne. Der blev erobret en mængde maskingeværer og geværer, og der blev taget en masse fanger.
Den næste dag klokken 3 gik vi frem igen. I skulle have set fascisterne løbe. Det gik stærkt. De løb fra geværer, gasmasker, tæpper og alt muligt andet. Bagefter skrev de spanske aviser:” Vi har ikke noget mod at Mussolini blander sig i borgerkrigen, når han på den måde skaffer os krigsmateriel. Vi havde fået over 100 kanoner, næsten 200 maskingeværer, ca. 15.000 geværer, to millioner patroner, mængder af kanonammunition, over 100 biler og lastvogne og mere end 100.000 liter benzin. Hertil kommer så uanede mængder af levnedsmidler, tæpper, kogekar og udrustning af alle slags. Og nu ryger mange af vore kammerater italienske cigaretter.
Bernhard Larsen.
Højtaler som våben.
Spanien d. 27. maj 1937.
Kammerater.
Sidste gang jeg skrev, havde vi foretaget et større fremstød fra Pozoblanco, hvorpå vi gik i stilling ca. 600 meter fra fascisterne for at afvente flankernes fremgang. Vi ligger på omtrent samme sted endnu, men vi har bygget nye stillinger, som ingen fascist kan slippe levende igennem. Venstre og højre flanke har derimod haft god fremgang og har taget mange fanger foruden store mængder ammunition og materiel.
Hos os har kampen fået en anden form. For ca. 14 dage siden fik vi en højtaler her ved fronten, og jeg tør sige, at den gør mere nytte end vort maskingevær.
For hvorfor skyde på vore kammerater, som ligger på den anden side; det ser måske mærkeligt ud, at jeg skriver om kammerater, når der er tale om dem, der ligger på den anden side af os, men forholdet er det, at mange af dem er tvungne soldater, deres uniformer er fascistiske, men deres politiske anskuelser er lige modsat, hvad de mange overløbere er det bedste bevis på. Der går ikke en nat, uden der kommer nogen over til os. I de fleste tilfælde kan vi takke højtaleren og vore flyveblade, kastet ned fra flyvemaskiner, for det. Det er en vigtig opgave at gøre alle antifascister forståeligt, at kommer de til os, så sker der dem intet. Vi har gennem overløbere fået at vide, at der findes mange, der hellere end gerne vil komme, men de tør ikke, fordi officererne har fortalt dem i hundredvis af løgnehistorier om ”de røde” og især om Den Internationale Brigade.
Med kammeratlig hilsen
Ronald Johansen.
(Ronald Johansen faldt på Madrid-fronten i august 1937)
Skandinaver i hårde kampe ved Quinto.
Spanien d.21. september 1937.
Vi har fra vore kammerater på fronten ved Zaragoza modtaget en lille dansk skrevet front avis ”Offensiv”. Det nummer vi har modtaget beskæftiger sig kun med de republikanske tropper gennembrud af den fascistiske front ved Quinto den 23. august, et gennembrud så voldsomt, så alt hvad vi har hørt tidligere stille i skyggen.
I gennem bruddet spillede den heltemodige Thälmann-bataljon, der hovedsagelig består af danskere og svenskere en afgørende og ærefuld rolle. Desværre kostede gennembruddet fire danske arbejdere livet, nemlig Eggert Annfeldt, Jeppe Pedersen, Georg Lundkvist og Kaj Rasmussen.
– Og så lader vi vore kammeraters egen avis, frontavisen ”Offensiv”, fortælle i sit nøgterne, saglige sprog om hvad der skete ved Quinto, en lille by syd for Zaragoza hin blodige men sejrrige dag.
Stormangreb.
Vor offensiv på Aragon-fronten indledtes med stormen på byen Quinto, en nøglestilling til landevejen og jernbanen til Zaragoza. Som sædvanlig tog Thälmann- bataljonen en fremskudt position i kampen, og som sædvanlig viste den sig sit ry værdig. At fascisterne selv var klar over Quintos strategiske betydning, fremgik af de omfattende befæstningsværker, de havde anlagt foran byen. Deres tre dobbelte linier var bygget efter de bedste principper fra verdenskrigen med sandsække, skydeskår, underjordiske rum og pigtråd og skulle på forhånd synes uindtagelige. Når det alligevel lykkedes os at storme disse stillinger på vor offensivens første dag, skyldes det, at angrebet kom uventet for fascisterne, at vort krigsmateriel var tilstrækkeligt, og at mandskab og materiel under vor dygtige hærledelse samarbejdede med forbilledlig præcision
Mandag aften d. 23. august klokken 23 rykkede Thälmann-bataljonen ud i frontlinien, og få timer efter havde den sammen med 11. brigades andre bataljoner indtaget en stilling i et øde ingenmandsland foran fjendens linier. Allerede klokken tre morgen begyndte fascisterne skydningen i måneskinnet, mens vore folk koncentrerede sig om at finde dækning på den flade slette, inden dagslyset gjorde det vanskeligt.
Kirken som fæstning.
Første kompagni, som udelukkende bestod af skandinaver og spaniere havde fået den opgave at storme hovedindgangen til stillingerne lige foran byen, og kompagniet løste opgaven så grundigt, at en sektion skandinaver stormede videre helt ind i byen, hvor fascisterne under hele kampen havde holdt befolkningen indespærret i husene, men nu var på vild flugt.
Nogle officerer og fire præster havde imidlertid forskanset sig i kirken, hvor de – ligesom i Alcazar – holdt en del civile fanger, hvis nødråb lød ud gennem vinduerne. Fra kirketårnet skød den kristelige civilisations forsvarere imod alt levende i byen, og først efter vi havde bragt kanoner frem og ødelagt deres maskingevær næste dag, var byen renset for fascister. Samtidig overgav 600 fascister efter stærk artilleribeskydning deres ”uindtagelige” stillinger på bjerget syd for byen og lod sig tage til fange.
Men allerede under første dags stormangreb var vor berømte general Lister, der for et år siden var en ukendt spansk arbejder, brudt igennem fjendens linier på venstre flanke, havde med kavaleri og store troppestyrker taget flere byer og var stødt 20 kilometer frem i retning af Zaragoza. Med et slag var hele Ebrondalen bag Quinto og Pina i vor besiddelse.
Efter den hårde, om end kortvarige kamp, nød Thälmann-bataljonen hvilen i en idyllisk lejr ved floden, hvor der blev ivrigt badet og braset over lejrilden. Sejren var hurtigt tilkæmpet og af stor betydning for den endelige sejr over fascismen i Spanien, men den var ikke vundet uden ofre. Straks ved stormangrebet faldt Thälmann-bataljonens tapre og afholdte fører, Georg Elsner, for en kugle i brystet.
Georg var en lyshåret Berliner-arbejder, der både hvad udseende og humør stod os skandinaver nær, men ved siden af at være en god kammerat, var han en glimrende officer og fører, som det vil blive svært at erstatte. Flere andre bataljonschefer faldt foran Quinto den 24. august, og cheferne for vor bataljons andet og tredje kompagni blev alvorligt såret, foruden adskillige andre af vores kammerater.
Dræbte danskere.
Hårdest gik kampen dog ud over danskerne i første kompagni. Vores tidligere sårede, ukuelige kompagnichef Jørgen Nørup såredes tidligt på dagen i skulderen, men fortsatte ledelsen af kompagniet til en fascistkugle gik igennem et stykke af tindingen. Kuglen gik ind under stålhjelmen og såret var farligt, men vore sidste oplysninger går ud på, at Jørgen Nørup er uden for fare.
Så snart Jørgen Nørup var gået ud af kampen, overtog vor kloge og urokkelige politkommissær, Villy Fuglsang, kommandoen over kompagniet. Det varede ikke længe, før også han fik en kugle gennem skulderen, men Fuglsang overgav sig ikke til sygebærerne, før han havde ført kompagniet helt frem til en gunstig stilling.
Under kampen faldt vore danske kammerater Eggert Annfeldt, Jeppe Pedersen, Georg Lundkvist og Kaj Rasmussen.
Kilder:
Ovenstående breve (oprindelig offentliggjort i Arbejderbladet) fra danske spaniensfrivillige er samlet og udvalgt i 1976 af den gamle frihedskæmper nu afdøde, Martin Evald Jensen, tidligere medarbejder på Kommunist, i anledning af 50-året for udbruddet af den spanske borgerkrig.
Fjerde del: Fascismens sorte nat.
Umiddelbar efter Francos sejrsparade i Madrid den 29. marts 1939, sænkede fascismens sorte nat sig over Spanien. Franco – støttet af hæren, den fascistiske Falange og den katolske kirke – befæstede deres magt med alle til rådighed stående midler. Terroren blev sluppet løs på en forsvarsløs befolkning. Mere end 600.000 mennesker havde mistet livet under borgerkrigen, Andre hundredetusinder var flygtet til udlandet, hvor de fristede en uvis skæbne.
Man gik grundigt til værks. Den lovgivning, som var blevet til ved Republikkens fødsel i 1931, blev øjeblikkelig ændret. Som det første blev jordreformerne ophævet og jorden givet tilbage til godsejerne, der hvor der havde fundet beslaglæggelser sted. Samtidig oprettedes nye fascistiske ”fagforeninger”, hvor arbejdere og arbejdsgivere var medlem af den samme organisation. (En model som siden er blevet adopteret af andre – f.eks. Kristelig Fagforening i Danmark). Religionsundervisning blev gjort obligatorisk i skolerne. Det kommunistiske Parti blev forbudt, det samme blev Det Socialistiske Arbejderparti og fagforeningerne. I stedet oprettedes nye fascistiske ”fagforeninger”, hvor arbejdere og arbejdsgivere var medlem af den samme organisation. (En model som siden – om end under andre omstændigheder – er blevet adopteret af andre – f.eks. Kristelig Fagforening i Danmark).
Terroren sætter ind.
Samtidig satte en hård undertrykkelse af de separatistiske bevægelser ind. Især Katalonien og Baskerlandet ramtes, og de to områders autonome status blev ophævet.
Lovgivningen blev fulgt op med en fysisk undertrykkelse af de tilhængere republikken, som var blevet tilbage. Det anslås, at ca. 200.000 personer blev henrettet i årene 1939 til 1944, og i det tal er ikke indregnet det store antal summariske mord, der blev begået som private hævnakter, eller folk, som ganske enkelt forsvandt.
Samtlige funktionærer fra den tidligere administration blev fyret øjeblikkelig. I uddannelsessystemet gjorde man også rent bord. Sekstusinde lærere blev henrettet under og efter borgerkrigen og yderligere 7000 blev fængslet.
Samtidig med dette blodbad, konsoliderede Franco sin personlige magt blandt sine støtter. Eventuelle rivaler blev elimineret. Det gik formentlig hårdest ud over Falangens ledelse. Flere af dens topledere blev fjernet, og som verdenskrigen udviklede sig, og Hitlers nederlag blev stadig tydeligere, blev de mest tyskvenlige erstattet med andre, som hældede mere til de allieredes side.
Efter 1945.
Da anden verdenskrig sluttede, stod Franco-Spanien isoleret. Mexico fik i FN vedtaget, at Spanien ikke kunne optages i den nye verdensorganisation. Over hele Europa demonstreredes der i solidaritet med det spanske folk mod blodhunden Franco. Den europæiske arbejderklasse havde ikke glemt den spanske borgerkrig, og mordet på den spanske republik.
På den baggrund fik Franco vedtaget en ny grundlov, som skulle overbevise omverdenen om, at det fascistiske Spanien var på vej mod en form for demokrati. Det var dog – kikkede man nærmere på indholdet af den nye lov – klart at det såkaldte demokrati havde særdeles snævre rammer. For eksempel stod der i paragraf 12 ”Enhver spanier kan frit udtrykke sine ideer, hvis de ikke angriber statens fundamentale værdier.”
Situationen ændredes først i midten af 50-erne, da USA indgår et militært samarbejde Spanien. Resultatet blev, at USA oprettede flere store baser på spansk jord, hvilket i realiteten betød, at Spanien blev en del af NATOs og USAs koldkrigsstrategi.
En anden gammel allieret meldte sig igen på banen – Paven i Rom. Sammen indgik de et såkaldt konkordat, som bl.a. fik til følge, at der blev plads til flere katolske gejstlige i den fascistiske regering.
Økonomisk gik det derimod ikke så godt. Landet var på fallittens rand. Det tvang Franco til at ændre sin regering. En såkaldt ”teknokratisk” regering, skulle forsøge at få landet økonomisk tørskoede i land. Man begyndte en ændring af landet fra et helt overvejende landbrugsland til et moderne industrisamfund. Derved ændredes situationen – ikke mindst den økonomiske – sig til det bedre. ”Det spanske mirakel” blev det naturligvis kaldt. Det holdt sig frem til begyndelsen af 1970-erne, hvor den internationale krise ramte Vesteuropa, og altså også Spanien.
Den illegale kamp.
Under det økonomiske opsving satte undertrykkelsen voldsomt ind, især mod arbejderklassen, hvis aktioner generede den økonomiske planlægning. Selv om man fra den øvrige oppositions side søgte at isolerer kommunisterne, var det PCEs linie der var ved at slå igennem.
På Socialisternes kongres i Frankrig i 1958, forlangte de af partiet medlemmer, som arbejdede i illegalitet i Spanien – ledelsen opholdt sig i Frankrig – en tilnærmelse og aktionsenhed med kommunisterne.
Samme år gennemførtes på kommunistisk initiativ en national aktionsdag – den første siden 1939. Overalt i landet kom det til strejker, og befolkningen blev bekendt med PCEs politik. Dette enhedsarbejde fortsatte i årene frem, og blev afgørende for opbygningen af en effektiv bevægelse mod det fascistiske diktatur.
Det var på dette tidspunkt, at opbyggelsen af ”Arbejderkommissionerne” tog sin begyndelse. Disse kommissioner blev et meget vigtigt led i opbyggelsen af den modmagt, som senere skulle fælde det fascistiske styre. I 1974 oprettedes på kommunistisk initiativ ”Spaniens demokratiske Junta”, som med sin ”Pagt for frihed” i 12 punkter lagde op til det demokratiske Spanien, som skulle komme, når Franco og fascismen var sat på porten.
Julian Grimau.
Francos svar på den voksende modstand, var hans sædvanlige – vold terror og mord. Det kulminerede med henrettelsen af en af de illegale kommunistiske ledere, Julian Grimau. Trods en verdensomspændende kampagne til fordel for Grimau, blev garrotteret af de fascistiske bødler den 20. april 1963.
Men Grimau var ikke blodhundens sidste offer. Inden han døde, blev fem unge baskere henrettet.
Den 20. november 1975 døde Francisco Paulino Hermenegildo Teodulo Franco y Bahamondo Salgado Pardo – bedre kendt som generalissimo Francisco Franco. ”Verdens mest ubegrædte lig”, skrev aviserne.
En ny tid begynder.
Spanienssangen sidste vers lyder:
Ja, folkenes sejrende skare
Skal følge dit blodige spor,
Og frihedens blomster skal spire
Af Spaniens bloddrukne jord.
Med Francos død slog Spanien portene op til en ny tid. Ingen kunne den gang vide, hvad den ville bringe. Men for første gang i mange, mange år, var der håb.
Den nu 90-årige La Pasionaria – hjemvendt fra årtiers eksil – og igen i spidsen for sit parti – Spaniens kommunistiske Parti – henvendte sig til de nye generationer, som skulle føre kampen videre:
”Til alle unge og især til vore unge kammerater, vil jeg sige: Jeg ønsker jer styrke til at videreføre det, som tidligere revolutionære generationer har begyndt før jer i kampen for en bedre verden, en kamp hvori så mange prægtige mennesker har givet deres liv. Når jeg siger det, så er det ikke kun moderlige følelser der bevæger mig, jeg ønsker for jer, at det vil lykkes jer at opbygge et samfund, der svarer til jeres egen tid.
Jeg ønsker for jer, at I forbliver trofaste mod den sag, som tidligere tiders kommunister har kæmpet for, men ikke at I skal blive hængende i fortiden. Jeg ønsker for jer, at jeres higen skal være rettet fremad, at I løser problemerne på en måde, der svarer til jeres egne ønsker og til de nye krav, som en verden i uafbrudt forandring stiller.”
Kilder:
Land og Folk. August 1976.
Spanien – Arbejderkommissionerne: Politisk Revy 1976.
Dolores Ibaruri: Den eneste vej.
Tiden – Verden rundt (nr. 8/86): Interview med Dolores Ibaruri.