Bragt i Skub nr. 4 • Maj 2006

Ved det første demokratiske valg i Spanien i 1936 vandt en koalition af partier valget og dannede regering. Regeringens politik var hverken særligt venstredrejet og da slet ikke socialistisk, vel hvad man kan kalde borgerlig radikal. En af de mærkesager man var gået til valg på var et krav om en omfordeling af landets økonomiske resurser, hvilket indebar,
at kirken og godsejerne skulle afstå en del af deres jordbesiddelser til landarbejdere og bønder med små jordlodder, og at adel, kirke og store industrifortagende skulle yde mere til samfundshusholdningen.

Det var i realiteten små indgreb i de besiddendes økonomiske og sociale privilegier, man stillede krav om. Ved disse tiltag var regeringen gået lang ud over grænsen for hvad landets magtfulde økonomiske elite forstod ved demokrati.

Den herskende klasse, d.v.s. kapitalen, kirken og godsejerne, accepterede dengang som i dag kun demokratiets spilleregler, når de falder ud til deres fordel. Stillet over for regeringens og dermed befolkningens krav, så de kun en militær intervention som udvej for at fastholde magt og privilegier.

Militæret, med Franco og Mola i spidsen, planlagde da i nøje overensstemmelse med den herskende klasse og de fascistiske stater Tyskland og Italien et militærkup. Starten på opstanden var planlagt til den 19. juli 1936. Under signalet »Der er blå himmel over Spanien «, skulle militæret i de store byer gøre oprør og bemægtige sig magten. Det lykkedes i stor udstrækning, dog ikke i Baskerlandet og i byerne Valencia, Barcelona og Madrid. Den såkaldte borgerkrig var en kendsgerning.

Af Allan Christiansen

Bjelkes Allé

Efter at Hitler var kommet til magten i Tyskland i 1933, skabte Tysklands og Italiens aggressive udenrigspolitik usikkerhed og angst for en ny krig i befolkningerne rundt om i de europæiske lande. Der diskuteredes politik alle vegne og ikke mindst i ungkommunisternes hus i Bjelkes Allé på Nørrebro. Her diskuterede man alle slags politiske emner og især situationen i Spanien.

Man diskuterede selvfølgelig også muligheden for at rejse til Spanien og deltage i kampen mod det fascistiske oprør skulder ved skulder med det spanske folk.

Fire kammerater

Efter diskussion følger handling, sådan var det også for fire DKU’ere. Harald Nielsen, den ældste af de tre brødre fortæller om hvordan de besluttede at drage til Spanien: »Det var kort efter Åges fødselsdag, han fyldte atten år den 8. august 1936. Min anden
bror Kaj og en kammerat, Hans Petersen arbejdede sammen ude på Hartmanns Maskinfabrikker, og de var begyndt at tale om at tage til Spanien. Jeg ville med, og det ville Åge også…..«,

De mente, at Åge var for ung til at tage med, men med sine atten år mente han, at han var gammel nok til selv at bestemme, hvad han ville, og sådan blev det.

De var alle fire medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU, og kom en del i ungkommunisternes hus i Bjelkes Allé på Nørrebro i København. Da kammeraterne her hørte, at de fire ville tage til Spanien, blev man begejstret, og der blev foretaget
en pengeindsamling til deres tur, selv blev de enige om at spare en ugeløn sammen. Kaj var 21 år og Hans Petersen, som var ældst og 26 år var som sagt maskinarbejder, Harald var 24 år og udlært slagter og Åge med sine 17 knapt 18 år var cykelbud.

Den politiske situation i 30erne

Hvad kunne få de 3 brødre til at tage til Spanien? Det er svært at svare på, men svaret skal nok søges i hele deres politiske bagland og opvækst. De boede i en toværelses lejlighed i Skyttegade på Nørrebro. Faderen var grovsmed, syndikalist og ivrig fagforeningsmand, de var 9 søskende og måtte alle tidligt ud at arbejde. Der blev jævnligt diskuteret politik i hjemmet, de tre brødre var som nævnt DKU’ere, og ikke altid enige med deres far. Arbejdsløsheden var stor i Danmark i 30’erne og de havde med egne øjne set arbejdsløshedens resultater på nærmeste hold, men de havde også set, at man ikke skulle acceptere retfærdigheden.

Når nogen i kvarteret var blevet sat på gaden, bar deres far og nogen fra nabolaget møblerne op igen og bad politibetjenten forsvinde og ikke vise sig igen. Også i Danmark stak fascismen hovedet frem, og KU’erne (Konservativ Ungdom) fremturede med deres halv- eller helfascisme. De havde for vane at marchere gennem arbejderkvartererne, og det kom ofte til slagsmål mellem dem og ungkommunisterne.

Til Spanien

De kendte ikke meget til forholdene i Spanien, men de mente nok, at der var brug for deres indsats dernede i kampen mod fascisterne. De ville af sted inden det blev for sent, så en dag i august pakkede de en rygsæk tog deres cykler, tog afsked med familie og venner. Moderen var selvfølgelig ulykkelig, men faderen sagde for at trøste moderen, »Det varer nok ikke så længe før de kommer tilbage«. »Og det havde vi vel også regnet med selv«, som Harald senere fortalte.

Brødrenes og Hans Petersens rejse til Spanien blev meget begivenhedsrig, undervejs mødte de eksempler på tidens politiske polarisering. På vandrehjem i Tyskland sang den tyske ungdom »Horst Wessel- sangen« i stram retstilling og armen strakt ud til nazihilsen. På den anden side var deres partibog et aktiv, som gav dem mad og husly andre steder i Tyskland.

Deres cykler blev frataget dem ved grænsen af en fransk grænsegendarm. Årsagen var, at en tysk bankkasserer havde franarret dem deres sidste penge ved at veksle dem til ugyldige Marksedler, derfor kunne de ikke betale depositum for cyklerne ved grænsen, som man skulle dengang.

I den situation var der ikke andet at gøre end at fortsætte til fods og på »tommelfingeren «. De plukkede frugt langs landevejene, og om natten sneg de sig ind på markerne og malkede køerne for en lidt mælk i en marmeladespand. Det sidste stykke til Paris fra Verdun tilbragte de fire i høet på ladet af en svinetransport. I Paris oplevede de solidariteten med den kamp, de skulle ned til, personificeret i en parisisk taxachauffør, som samlede dem op, og kørte rundt med dem til forskellige holdepladser, hvor han foretog en pengeindsamling blandt kollegerne. Pengene skulle gå til de fire danskeres ophold i Paris og til deres videre rejse.

Kominterns Vestbureau

I Sovjetunionen så man med skepsis på hvad der foregik i Europa og specielt i Tyskland. Det fascistiske oprør i Spanien overbeviste kommunister i hele verden og ikke mindst Sovjetunionens ledelse om, at skulle fascismen/nazismen stoppes før
den satte hele verden i brand, skulle det være i Spanien, derfor diskuterede lederen af Komintern, Georgi Dimitrov og formanden for Frankrigs Kommunistiske parti, Maurice Thorez i Kominterns Vestbureaus regi muligheden for en samlet indsats for at hjælpe Spaniens lovlige regering.

Videre, videre.

Kominterns Vestbureau arbejdede ikke så hurtigt, som de fire kammerater ønskede. Rejsen til Spanien så ud til at blive forsinket, eftersom man i Kominterns Vestbureau i Paris endnu ikke havde taget endelig stilling til, hvordan man taklede den spontane
hjælp, som strømmede til det republikanske Spanien, og da tiden i Paris faldt dem lang, besluttede de at fortsætte rejsen på »tommelfingeren«.

I Fontainebleau lidt syd for Paris blev de taget op af en lastbil. Det viste sig, at den transporterede gravsten, lidt makabert måske, men hvad, det var jo forhåbentligt ikke sten til deres eget gravsted de sad oven på. Senere blev de taget op af en taxa, som skulle sydpå. Undervejs gennem Sydfrankrig gik de ind på fagforeningskontorerne i de forskellige byer og viste deres fagforeningsbøger.

Nogle steder var det fascister, der sad på kontorerne, der kom de hurtigt ud fra igen, men de fleste steder bakkede fagforeningen og dens folk op om Folkefronten, og der fik de som regel noget at spise og en gang imellem husly.I Perpignan tæt ved den spanske grænse traf de en østrigsk militsmand ved navn Rudi, som tilbød at tage dem med over grænsen. De skulle blot blande sig med hans egne folk, det vil sige tyskere, østrigere og andre tysktalende, i toget. Det gjorde de, og de fire danskere nåede deres rejses mål i begyndelsen af september, sovende i bagagenettet. Den spanske borgerkrig havde da varet i halvanden måned.

Centuria Thälmann

Da de fire danskere nåede frem til Barcelona, var den tyske kommunist og forhenværende bayriske rigsdagsmand Hans Beimler ved at reorganisere en centuria af tyske og østrigske frivillige, som var vendt tilbage til Barcelona efter kampene ved Irún og Aragonfronten. Det lykkedes brødrene og Hans Petersen, efter en noget uheldig for ikke at sige dramatisk oplevelse med at blive arresteret af en POUM-milits, at komme i kontakt med Hans Beimler på Hotel Colón, hvilket indebar, at de blev frigivet og herefter optaget i Centuria »Thälmann«.

La ermita de Santa Quiteria

Harald Nielsen havde hjemme aftjent sin værnepligt i et maskingeværkompagni, han blev derfor skytte ved et af centuriaens få Hotchkiss maskingeværer. En tidlig septemberdag afmarcherede centuria »Thälmann« fra Barcelona mod Huescefronten, hvor »Thälmann« skulle forsvare nogle bakkedrag ved Tardienta og Almudévar. Samtidig skulle de forsøge at generobre »Eremitagen« – La ermita de Santa Quiteria – et mindre kloster, som dominerede det omliggende landskab. Hovedangrebet mod »Eremitagen« fandt sted den 20. oktober sent om aftenen. Kampen varede hele natten, og da næste dag gryede, var det lykkedes at drive oprørerne tilbage, men allerede samme dag gik de til modangreb med understøttelse af artilleri og bombefly. Centuriaen havde ikke mulighed for at bevare stillingen. De forudgående kampe havde kostet mange døde og sårede, og »Thälmann« måtte trække sig tilbage. Førsteskytten ved Haralds maskingevær blev dræbt af en eksplosivkugle, og Harald selv blev såret i hånden, da han overtog geværet. Broderen Kaj trådte til i hans sted. Det var en blodig ilddåb danskerne fik, men de slap med livet i behold. Af 125 mand var 19 blevet dræbt og 52 såret. Centuriaen eksisterede i realiteten ikke mere, og den blev afløst ved fronten af spanske militsenheder. Men dens indsats i bakkerne omkring Tardienta havde vakt beundring.

»Thälmann« blev hædret med den catalanske lokalregerings første æresfane, »La bandera de sangre«. Ceremonien fandt sted den 27. oktober i »Carlos Marx-kasernen« under overværelse af repræsentanter fra »La Generalitat« og PSUC, samt Sovjetunionens generalkonsul i Barcelona, Antónov- Ovsjenko. For deres indsats blev Åge, den yngste af de tre brødre udset til på Centuria »Thälmann«s vegne at modtage æresfanen.

Albacete den 17. oktober

I begyndelsen af oktober havde Komintern taget beslutning angående organisering af hjælpen til den spanske regering. Medens centuria »Thälmann« kæmpede ved Huescefronten, var de Internationale Brigader under opstilling i Albacete under ledelse af
franskmanden André Marty.Centuriaernes tid var forbi. De tre brødre og Hans Petersen blev overflyttet til det nye hovedkvarter i Albacete, hvor de blev optaget i Bataljon »Thälmann«. I november 1936 deltog bataljonen i de hårde kampe omkring Madrid.
Egentlig hed den første internationale brigade »Edkar André-brigaden«, den tysktalende, som blev formeret den 17. oktober 36. Kort efter blev der oprettet en italiensk brigade med navn efter den italienske frihedshelt Garibaldi, og en fransk med
navnet »La Marseillaise«.

»Edkar André-brigade« blev i slutningen af oktober omdannet til XI Brigade. Danskerne blev hovedsalig indrulleret i XI. Brigade. Når man taler om XI, XII, XIII, XIV og XV. brigade, hænger det samme med, at den spanske folkehær bestod af ti nydannede brigader, derfor måtte de internationale brigader nødvendigvis have numrene fra XI. og fremefter.

»Argument Dimitrov«

Under forsvaret af Madrid blev Hans Petersen såret og overflyttet til et hospital i Barcelona. Harald, Kaj og Åge blev i Madrid til slutningen af december, indtil kampene i Madrids udkant ebbede ud, uden at det var lykkedes Francos tropper at indtage hovedstaden. I begyndelsen af januar 37 blev brødrene indrulleret i det nyoprettede luftværn kaldet DECA. Flere danskere var kommet til, og sammen med enkelte af de nyankomne indgik de i en anti-luftskytsgruppe som døbtes »Argumenta Dimitrov«.

Gruppen var udstyret med først et par gamle franske, senere med nye russiske luftværnskanoner, og opererede selvstændigt uden tilknytning til en bestemt International Brigade. »Argumenta Dimitrov« flyttedes rundt til forskellige brændpunkter for at beskytte frontlinjen mod Francos eneherskende tyske og italienske luftstyrker. Det var en anden tilværelse end den de havde oplevet som frontsoldater. Opgaverne var forskellige, der var ikke så mange soldater samlet et sted, der var mere ro omkring transporten rundt til fronterne, men det var ikke desto mindre farligt altid at befinde sig næsten direkte under de angribende bombemaskiner.

Hjem og tilbage

Kaj og Åge blev i Spanien i et år og rejste hjem i oktober 1937. Hans Petersen og Harald Nielsen fulgte med, men vende tilbage til Spanien til anden tjeneste. Hans Petersen var fx en overgang ved partisanerne, senere arbejdede han som censor ved brigaden i
Albacete, medens Harald skulle løse forskellige partiopgaver i Spanien.

I november 1938 opløstes de Internationale Brigader og de frivillige rejste hjem efter en bevæget afskedsparade i Barcelona. Hans Petersen og Harald Nielsen blev og hjalp den danske regeringsrepræsentant med hjemsendelsen af en gruppe på 91 danskere
og to islændinge. På rejsen hjem var Harald leder for den danske gruppe. Hans Petersen fulgte efter i december, og blev således en af de sidste der rejste hjem, ligesom han var en af de første der rejse ud. En større gruppe danske artillerister var dog stadig i Valenciaområdet, og kom først hjem i februar 1939.

I den danske modstandsbevægelse

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Det var ikke uventet, at de Spaniensfrivillige ville fortsætte kampen mod fascismen på dansk jord, de var da også de første, der gik ind i kampen mod besættelsesmagten. De dannede den største og
mest slagkraftige organisation, som hed KOPA, Kommunistiske Partisaner. For at give organisationen mere politisk bredde og dermed større slagkraft skiftede den navn til, først DAPA, Danske Partisaner, og kort efter til BOPA, Borgerlige Partisaner.

De 3 brødre og Hans Petersen deltog aktivt i opbygningen af organisationen. Efter Tysklands overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941, satte man en arrestationsbølge ind mod kommunisterne. Den 7. november 1942 arresterede det danske politi 86 tidligere spaniensfrivillige, og i løbet af de næste par dage kom tallet op på 125. De blev indsat i den danske interneringslejr »Horserød-lejren« i Nordsjælland, hvor i forvejen kommunisterne sad.

Den 29.08. 1943 besatte tyskerne Horserødlejren, det lykkedes 92 fanger at flygte over hegnet i nattens mulm og mørke; resten 152 fanger blev den 2. oktober 1943 stuvet sammen i et lastrum på et fragtskib og sejlet til Swinemünde, hvorfra transporten fortsatte i godsvogne mod kz-lejren Stutthof nær Danzig. Otte spaniensfrivillige døde i Kz-lejren eller på dødsmarchen gennem Pommern i februar-marts måned 1945.

Besættelsen

Det lykkedes i første omgang brødrene og Hans Petersen at undgå at blive arresteret. Hans Petersen blev senere arresteret og som den første dansker dømt til døden ved tysk ret i Danmark. Han blev benådet og idømt livsvarig tugthusstraf og derefter overført til tugthuset Dreibergen i Tyskland, han reddede livet på grund af krigens afslutning. Anderledes gik det Åge, han var som sine to brødre sabotør, men faldt i baghold efter en aktion i september 1943. Gestapo forsøgte ved tortur at få ham til at angive sine kammerater, han holdt tæt og døde efter langvarig tortur i Vester Fængslet den 18. oktober 1943. I dag er der opsat
en mindeplade for Åge ved hovedindgangen til Husum Skole og en i Jord og Betonarbejdernes Fagforening.

Harald og Kaj var begge stærkt eftersøgt for sabotagevirksomhed. I november 1943 blev de begge såret i en ildkamp med det danske politi. Harald fik et lungeskud og Kaj et skud gennem benet, de blev indlagt på Bispebjerg hospital, hvorfra de blev sendt til Sverige.Ved ankomsten til Sverige blev de arresteret af svensk politi og i første omgang indlagt på Malmø sygehus; efter en uges ophold på sygehuset blev de indsat i eneceller i Malmø arrest, da politiet frygtede, at de var kommet til Sverige for at sabotere de svenske jernbanetransporter til Tyskland og samtidig for at deltage i opbygningen af våbentransporter fra Sovjetunionen til de danske sabotører. De blev senere overfør til Kalmar Fængsel, hvor de sad i 3 måneder. I maj 1945 kom de hjem til Danmark.

En slagter, en maskinarbejder og en clochard

Efter krigen fortsatte Harald sit arbejde som slagter, medens Hans Petersen fik arbejde som maskinarbejder. Kaj havde skiftende arbejde. I 1954 forlod han Danmark og begyndte at rejse rundt i Europa som flodskipper. I midten af 50’erne havde han store planer om en jordomsejling, og den løb af stabelen under stor opmærksomhed i den franske presse, der døbte ham »le clochard de la mer«, – havets vagabond -, men han nåede kun til Suez, der var blevet lukket på grund af krigen i Mellemøsten i 1956.

I Chelles-les-Courtreau, hvor han boede, var det kun postbudet, der kendte hans rigtige navn. For alle andre var han »le capitaine «. Kaj kom hjem til Danmark i maj 1979, han var syg og blev indlagt på Rigshospitalet i København, hvor han døde få dage efter indlæggelsen.

Harald fik den ære at overrække La Pasionaria, en hilsen fra »De Danske Spaniensfrivilliges Forening« i anledning af hendes 90-årsdag i 1985. I hilsningen stod bl.a.: La Pasionaria:

Vi takker dig for din indsats gennem et langt liv i kamp for frihed, fred og demokrati. Da vi kæmpede i Interbrigaden var din optræden en inspiration som vi aldrig glemmer. Vi ønsker dig godt helbred og personligt velgående i den fortsatte kamp.

Harald døde som den sidste af brødrene den 5. december 1989.

Der er et spørgsmål, man ofte får stillet, som lyder nogenlunde sådan: »Hvorfor fortsætte
med at beskæftige sig med den spanske borgerkrig. Det er jo historie nu?«. Dertil kan man svare med den tyske spaniensfrivillige Kurt Goldsteins ord:

»Solidaritet er progressive kræfters karakteristika – det er det samme verden over. Men den verdensomspændende solidaritet med Spanien er uden tvivl det mest konsekvente eksempel på international solidaritet, Verden endnu har set. Vietnam-krigen var også flot, men det niveau, som blev lagt i Spanien, var og er enestående. Solidaritet dør aldrig ud. Det fortsætter med f.eks. solidaritet med det palæstinensiske folk, der under vanskelige forhold kæmper for de mest grundlæggende rettigheder. Det er en forpligtelse for os i den rige verden at sikre de fattige lande adgang til udvikling og national selvbestemmelse.«

Netop derfor beskæftiger progressive mennesker sig med den spanske borgerkrig og
læren deraf. Derfor er der rejst et monument i Churchillparken ved Esplanaden i København
for de danskere, der faldt i kampen for et frit og uafhængigt Spanien.