Minearbejderdatteren fra Baskerlandet, der blev symbol på det spanske folks kamp mod fascismen.

af Hanne Rosenvold, dagbladet Arbejderen den 4/1 2002

“Jeg ser hende endnu for mig, da hun stående på en lastbil omgivet af republikkens faner talte til os i den lille by Villalba ved Brunetefronten. Det var på et tidspunkt, hvor vi moralsk var ved at bryde sammen. Gennem hele sin optræden, stemmeføring og skikkelse satte hun på ny mod i os.”

Sådan oplevede Villy Fuglsang “La Pasionaria” under den spanske borgerkrig. Fuglsang var én af mere end 500 frivillige danske i de internationale brigader, der tog til Spanien, da fascistiske oprørere under ledelse af general Franco forsøgte at vælte den spanske republik.

La Pasionario, den lidenskabeligt hengivne, var det tilnavn det spanske folk gav Dolores Ibarruri – minearbejderdatteren fra Baskerlandet, der blev kommunist og en fremragende folketaler. Verden over kendt som symbol på det spanske folks kamp mod fascismen.

Slagordet “No pasaran!” – “De kommer ikke igennem” blev første gang brugt af Dolores Ibarruri i en tale og siden trykt på plakater over hele verden.

I de tre år den spanske borgerkrig varede, kunne man støde på Dolores Ibarruri overalt. På besøg ved fronten, hvor hun opildnede tropperne. På rejse rundt i landet for at organisere arbejdet i alle de områder, hvor regeringen havde magten. I Spaniens nabolande for at forklare regeringer og folk om det spanske folks retfærdige kamp.

Hun blev om nogen personificeringen af det spanske folks modstand mod fascismen.

Barn af arbejderklassen

Dolores Ibarruri var helt bogstaveligt barn af den spanske arbejderklasse. Født i 1895 som barn nummer otte af elleve i en minearbejderfamilie i Baskerlandet. Hele familien – far, bedstefader og brødre – var minearbejdere. Bedstefaderen omkom ved en arbejdsulykke, hvor en stor malmblok faldt ned over ham. Støvlunger, nedslidning og arbejdsulykker var en del af hverdagen.

Som ung drømte Dolores om at blive lærerinde, men det var der ikke penge til. I stedet kom hun ud og tjene: dels i huset hos en rig familie, dels som gadesælger af sardiner.

Som 20-årig blev hun gift med en socialistisk indstillet arbejder, der præsenterede hende for socialismens ideer. Hun læste Det Kommunistiske Manifest og en forkortet udgave af Kapitalen, men indrømmer i sine erindringer, at hun ikke forstod meget af den: “men nok til at vide, hvor oprindelsen til kapitalismens rigdomme ligger. Jeg har lært, hvordan merværdi opstår.”

Dolores Ibarruri blev mor til i alt seks børn, hvoraf de fire døde som små. Af de to, der voksede op døde den ene, Ruben, som soldat i Den røde Hær ved forsvaret af Stalingrad under Anden Verdenskrig.

Revolution i oktober

Dolores Ibarruri engagerede sig som ung i minearbejdernes faglige organisation og begyndte at skrive til avisen “El Minero Vizcaino” (Minearbejderen fra Vizcaya).

Hun hørte om den russiske oktoberrevolution på et tidspunkt, hvor manden var fængslet efter en strejke og hverdagen præget af fattigdom.

Men meldingen fra det fjerne Rusland fik hverdagens trængsler til at blegne. Noget stort var i gang. Noget, som minearbejderhustruen fra Baskerlandet med det samme var klar over ville forandre historien.

I Somorrostro, hvor familien Ibarruri boede, var der en socialistisk gruppe. Dolores Ibarruri blev hurtigt leder af den og i 1920 var hun med til at stifte det spanske kommunistparti. I 1930 blev hun medlem af det stadig illegale kommunistpartis centralkomite.

I 1931 afløstes det spanske monarki af en republik, hvor regeringen bestod af socialdemokrater og borgerlige republikanere. Det betød friere forhold for politisk aktivitet, men alligevel ikke mere frie end at en 1. maj demonstration, som kommunisterne ville afvikle i Baskerlandet, blev angrebet af myndighederne.

Redaktør i Madrid

De illegale forhold under monarkiet havde lagt et voldsomt tryk på kommunistpartiet: mange havde meldt sig ud og partiet havde vendt sig indad og var blevet til en lille sekt.

Skulle indflydelsen i den spanske arbejderklasse genvindes, måtte der en ny udvikling til og i den forbindelse blev Dolores kaldt til Madrid. Her skulle hun lede partiets kvindearbejde og være redaktør af partiets nye dagblad “Mundo Obrero”.

Den republikanske regering fortsætte den grove undertrykkelsespolitik overfor den spanske arbejderklasse: angreb politiske demonstrationer, myrdede deltagere, fængslede i flæng for politisk aktivitet og meget andet.

Da der i oktober 1934 udbrød generalstrejke i Asturien i protest mod regeringens politik blev oprøret brutalt slået ned. 3000 arbejdere blev dræbt, flere blev såret og omkring 40.000 fængslet. I forbindelse med oprøret i Asturien ydede Dolores Ibarruri et stort humanitært arbejde overfor fangerne og deres familier.

Parlamentsmedlem

Da Folkefronten – et samarbejde mellem republikanere, socialister og kommunister – stillede op til parlamentsvalget i februar 1936 blev Dolores Ibarruri opstillet netop i Asturien. Her blev hun valgt til det spanske parlament, som én af 16 kommunister.

Hendes første handling som nyvalgt parlamentsmedlem var at rejse fra fængsel til fængsel i Asturien og få fangerne fra oprøret i 1934 løsladt.

Kun fem måneder efter Folkefrontens valgsejr gik Franco-tropper til angreb på den spæde republik. Selve oprørsforsøget mislykkes i første omgang, men oprørerne fik massiv støtte fra Tyskland og Italien til at fortsætte kampen. Omvendt svigtede de borgerlige demokratier i Europa fuldstændig den uprøvede spanske regering. Slutresultatet efter tre års borgerkrig blev en sejr til de fascistiske oprørere og nederlag til de demokratiske kræfter.

I forbindelse med borgerkrigen blev Dolores Ibarruri kendt verden over som et symbol på det spanske folks heroiske kamp for demokrati og frihed.

I eksil

Mod borgerkrigens slutning, da nederlaget var en realitet, flygtede Dolores Ibarruri til Moskva, hvor hun levede i eksil i 38 år. Herfra fungerede hun også som formand for det spanske kommunistparti, der var forbudt i Spanien selv. Blandt andet opfordrede hun gang på gang til politiske og økonomiske sanktioner overfor Franco-styret.

Dolores Ibarruri vendte tilbage til Spanien i 1977, da Franco var død og det spanske kommunistparti atter legalt. Samme år blev hun indvalgt i det spanske parlament – igen repræsenterende sin gamle valgkreds Asturien.

La Pasionaria døde i 1989. Læs mere i Dolores Ibarruris erindringer “Den eneste vej” (udgivet på Forlaget Tiden 1979), der handler om perioden op til 1939.