Villy Fuglsang er død, 96 år

Tidligere folketingsmedlem for kommunisterne Villy Fuglsang, Aalborg, er død, 96 år.

Villy Fuglsang levede et politisk aktivt langt og dramatisk liv. Som partimedlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i 1930’erne blev han sendt på partiskole i Moskva, og kort efter tog han til Spanien for at kæmpe på republikanernes side under borgerkrigen.

Under den tyske besættelse af Danmark blev Villy Fuglsang arresteret på grund af sit kommunistiske partimedlemskab, og han blev sendt til koncentrationslejren Stutthof.

Efter krigen blev han for første gang valgt ind i Folketinget, hvor han i alt fik 18 år, senest i perioden 1973-79.

/ritzau/

Dr.dk 05.09.2005 15.44 Indland: Villy Fuglsang er død

Tidligere folketingsmedlem for kommunisterne Villy Fuglsang, Aalborg, er død. Han blev 96 år.

Han levede et politisk aktivt langt og dramatisk liv. Som partimedlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i 1930’erne blev han sendt på partiskole i Moskva.

Kort efter tog han til Spanien for at kæmpe på republikanernes side under borgerkrigen. Under den tyske besættelse af Danmark blev Villy Fuglsang arresteret på grund af sit kommunistiske partimedlemskab, og han blev sendt til koncentrationslejren Stutthof.

Efter krigen blev han for første gang valgt ind i Folketinget, hvor han i alt fik 18 år, senest i perioden 1973-79.

DR.dk Regioner 05.09.2005 – Fyn: Villy Fuglsang død, 96 år

Tidligere folketingsmedlem for Svendborg-Langeland Kredsen og fremtrædende kommunist gennem en menneskealder, Villy Fuglsang er død, 96 år.

Fuglsang blev født på Fyn som søn af en fodermester og fik indsigt i fattige landarbejderes livsvilkår, hvilket vakte hans politiske interesse. I 1928 blev han medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, som kom til at præge det meste af hans liv.

En kollega som kendte Villy Fuglsang gennem mange år i blandt andet partiets centralkommite, er Villy Iversen fra Odense, som overfro DR Fyn betegner Fuglsang som en “beskeden mand med et fantastisk, politisk aktivt liv”.

 

 

Dagbladet Arbejderen 10. september 2005: Glimt fra 13 år med Villy Fuglsang

Villy Fuglsang var udover alle sine andre talenter også en trofast foredragsholder og debattør på mange af landets højskoler

af Niels Ole Frederiksen, lærer Esbjerg Højskole

Der var to væsentlige årsager til, at han blev meget brugt på højskolerne: Den ene grund, at han ikke fik noget honorar, ej heller rejseomkostninger, da han som gammelt folketingsmedlem havde et frikort til DSB, den anden mere væsentlige grund var, at Fuglsang havde noget på hjertet og en historie at fortælle. Nemlig sin egen dramatiske historie.

Det er 13 år siden, jeg personligt mødte Fuglsang første gang på Sønder Felding Højskole. Han og konen Elna var taget på et højskolekursus for selv at deltage i debatten. Det blev starten på et bekendtskab med Villy Fuglsang. Det er slut nu.

Jeg kom i de forløbne år i tæt arbejdskontakt med Villy Fuglsang. Fra 1995, hvor jeg startede med at tilbyde højskolekurser om besættelsestidens historie først på Sønder Felding Højskole og de sidste par år på Esbjerg Højskole, var Villy med de fleste år som en engageret foredragsholder og debattør.

Rejsen til Stutthof

For et par år siden var jeg med en god ven, Poul Henrik Jensen, inviteret på en rejse med Villy Fuglsang til kz-lejren Stutthof syd for Gdansk i Polen, hvor Villy Fuglsang havde været indsat fra oktober 1943 til januar 1945. Hans forbrydelse var, at han var kommunist. Fuglsang var blevet taget af det danske politi allerede i juni 1941 efter det tyske overfald på Sovjetunionen og først indsat i den danske lejr Horserød i Nordsjælland sammen med 300 andre kommunister.

Rejsen til Stutthof blev en rejse tilbage i tiden. Vi havde en båndoptager med. Den dag, vi var i selve lejren, var vi der i ti timer. Vi spurgte konstant, hvad han kunne huske, og om det ikke var sådan og sådan, og hvordan var han eller hun? Spørgsmålene regnede ned over den gamle mand. Det var i 2000, og dengang var Villy 92 år. Da vi kom hjem, skrev vi vore bånd sammen til en lille bog om Villy Fuglsangs genmøde med Stutthof.

Turen til Spanien

Efter udgivelsen af bogen blev det til mange fælles foredrag og møder rundt omkring i foredrags-foreninger og højskoler. I 2002 havde jeg tilrettelagt et højskolekursus om ‘Den spanske Borger-krig’ med en efterfølgende rejse til Spanien. Villy var med på hele kurset, og ikke mindst var han med på den efterfølgende rejse til Spanien. Det blev en uforglemmelig tur ikke mindst på grund af Villy Fuglsang.

Vi besøgte en lille landsby uden for Brunette. Det var ved dette frontafsnit, Villy blev hårdt såret af et skud i lungen. Det var meget kritisk, men han kom på lazaret og blev lappet sammen igen. Efter nogle måneders forløb var han blevet så kvik, at han kunne gå sig en tur i omegnen af lazarettet.

Helt rask var han nu ikke, han blev hurtigt træt og fik stoppet en forbikørende ambulance, som tog ham med op. Det viste sig, at det var en amerikansk ambulancefører.

Fuglsang og føreren kom i snak med hinanden. Ambulanceføreren spurgte, hvad han fik tiden til at gå med, altså når ikke lige han var i krig. Fuglsang fortalte, at han skrev reportager hjem til det daværende kommunistiske dagblad ‘Arbejderbladet’ i København.

‘Nå, men så er vi en slags kollegaer’, svarede ambulanceføreren. ‘Jeg skriver nemlig til New York Times. Hvad hedder du i grunden?’ Fuglsang fortalte, hvad han hed, og hvad han ellers gik og lavede. Fuglsang stillede selvfølgelig det samme spørgsmål til ambulanceføreren: ‘Jeg hedder Ernest Hemmingway’.

‘Så kørte vi ind til Barcelona og gik i byen sammen’, berettede Fuglsang. Hvortil jeg gjorde ham opmærksom på, at han engang havde fortalt mig, at han i 1927 havde aflagt afholdsløftet: ‘Ja, men det havde Hemmingway ikke’.

Den sidste gang

I maj måned var jeg sammen med Villy Fuglsang for sidste gang. Vi var sammen på en rejse til Stutthof for at mindes 60-årsdagen for lejrens endelige lukning den 9. maj 1945.

Fuglsang var allerede på det tidspunkt en mærket mand. Da vi går rundt i lejren, får vor delegationsleder Villy Fuglsang gelejdet op foran mindesmærket for alle ofrene i Stutthof. Da Fuglsang kom op på stensætningen, så han op og begyndte at tale. Han talte om de hundredetusinde ofre, som gik til i denne lejr for nazismens menneskeforagt og intolerance, og ikke mindst mindede han os om de danske kammerater, som satte livet til i Stutthof.

Fuglsang sagde blandt andet: ‘Der er ingen af jer, der ikke var her dengang, som rigtig kan forstå, hvordan det var. De fleste af os danskere kom hjem i live, men med nogle ar på sjælen som aldrig ville forsvindeé I må forstå, her i lejren var vi sat uden for livet’

Fuglsang levede med sin historie, sin skæbne hele sit liv. Han var til det sidste tro mod den politiske opfattelse, han hele sit lange liv havde arbejdet for. Nemlig den kommunistiske.

www.vrangsiden.dk onsdag 21. sep. 2005: I kampens tjeneste – Villy Fuglsang blev 96 år

Ting kan skrives/siges på flere måder:

Den korte som Ekstrabladet eller,

Den dybtgående og respektfulde som en taler ved Villy Fuglsangs bisættelse benyttede:

Villy havde om nogen levet sit liv fuldt ud. Han tømte livets bæger til bunds. Tro mod sin ungdoms drømme om et bedre og mere retfærdigt samfund, kæmpede han utrættelig gennem et langt liv for drømmenes virkeliggørelse. Ukuelig, altid sandfærdig og uden svig. Et meget vidende og meget uselvisk menneske, som aldrig førte sig frem eller stillede sig i positur, men altid stod solidarisk med sine kammerater. Også når man havde ryggen mod muren. En revolutionær, og et rigtigt menneske – med et stort rødt og varmt bankende hjerte, hvis slag nu efter 96 år er stoppet for altid.

Blandt os – og de mange, mange andre som har kendt dig Fugl – vil dit minde blive bevaret. Det du har givet og lært os, vil vi bringe videre til de næste generationer – til vore børn, børnebørn og deres børn, for din retfærdige kamp er ikke slut, den går videre indtil menneskene endeligt sejre over de mørkets kræfter, som også i dag truer menneskehedens eksistens.

Hvor er du?
spurgte Carl Scharnberg.

Hvor er den stærke,
ægte harme,
der gror af
Solidaritetens
kraft og varme?

Du har selv svaret!
Lad os vide:
Hvor er du?
På de kolde eller
svages side?

Fuglen var på de svages side. Han tog parti. Han viede sit liv til kampen. Til kampen for de svage, de forfulgte, de udbyttede. Det drejede sig ikke blot om kampen for social retfærdighed for de udstødte. Men om kampen for menneskeværd i videste forstand. Mod kapitalistisk undertrykkelse og udbytning. Mod menneskelig fornedrelse.

Fra sin grønne ungdom havde han altid og uden forbehold været på arbejderklassens side i kampen mod udbytterne. Han påtog sig de forpligtigelser, som fulgte med at være kommunist. For kommunist – det var han til sit sidste åndedrag.

Men frem for alt var det kampen for freden, mod krig og fascisme, som fyldte Villys liv. Menneskenes frigørelse fra slaveri og kampen for national og social frihed. Det var de røde tråde i hans liv.

Og han gik hele turen med. Han er – synes jeg – et sindbillede på et menneske fra det indtil nu blodigste århundrede i menneskehedens historie, som gik det hele igennem, med alt hvad deraf fulgte af ar på sjæl og legeme, men som desuagtet bevarede en urokkelig tro på det bedste i menneskene. Og som derfor år efter år utrætteligt brugte sit liv og al sin tid på at forklare, argumentere, diskuterer, fortælle og advare andre – ikke mindst de som er unge i dag, og som ikke selv oplevede krigens gru – mod en ny krig – og ikke mindst mod fascismen og al dens væsen, som stadig – på trods af, Det tredje Riges sammenbrud i 1945 – stadig er en trussel mod menneskene i år 2005.

Han advarede mod et nyt ragnarok, hvor vi – til forskel fra sidste gang – vil være i stand til at udrydde os selv og alt andet liv på kloden indtil flere gange. Han advarede mod de imperialistiske krigsmagere, der nu som før truer, intimiderer og overfalder andre nationer og folkeslag, myrder menneskene og stjæler deres værdier. Korea, Vietnam, Latinamerika, Jugoslavien – og i denne stund Afghanistan og Irak – er nogle få stationer på disse terroristers blodige vej. Morderne sidder nu som før på regeringstaburetterne. Afstanden mellem Førerbunkeren og Det hvide Hus er mindre end de fleste tror.

Og om nogen kendte han til krigens gru, og dog var han et af de blideste mennesker, jeg mindes at have mødt. Han var ikke pacifist – han forstod at bruge våben. Han var en frihedskæmper, som tidligt indså, at hverken sejren eller freden vindes med smukke og velmente ord alene. Der skal sættes magt bag ordene.

Det gjorde han i praksis, da han, og flere end 500 andre unge danskere, rejste til Spanien for at kæmpe mod fascisterne, mens de såkaldt demokratiske stater vendte ryggen til, mens Franco, Hitler og Mussolini strangulerede det unge spanske demokrati. De frivillige og Sovjetunionen var alene om at komme den demokratisk valgte spanske regering til hjælp.

Villy blev kaptajn i Den internationale Brigade og blev såret flere gange. I en lille duplikeret frontavis – ‘Offensiv’ – kunne man i september 1937 læse om de voldsomme kampe ved Quinto den 23. august, hvor danskerne var i den forreste linie:

‘Så snart Nørup var gået ud af kampen, overtog vor kloge og urokkelige politkommissær Villy Fuglsang kommandoen over kompagniet. Det varede ikke længe, før også han fik en kugle gennem skulderen, men Fuglsang overgav sig ikke til sygebærerne, før han havde ført kompagniet helt frem til en gunstig stilling.

Under kampen faldt vore danske kammerater Eggert Annfeldt, Jeppe Pedersen, Georg Lundkvist og Kaj Rasmussen, mens Bernhard Larsen, og hans broder Svend, Karl Rasmussen, Kaj Jensen, Kurt Ørsted, Jørgen Nørup og Villy Fuglsang blev såret.’

Efter 15 måneder kom han og de øvrige overlevende atter hjem til Danmark, hvor de blev mødt af et særdeles nidkært dansk politi, som benyttede lejligheden til at få deres kartoteker ajourført.

Efter Danmarks besættelse i 1940 fulgte en tid, hvor Partiet udadtil fungerede stort set som sædvanlig, mens man internt gjorde sig klar til at gå i illegalitet.

Den 22. juni 1941 ændredes situationen sig med et slag, da Hitler-Tyskland satte tre millioner mand ind i et angreb på Sovjetunionen fra Ishavet til Det sorte Hav.

I Danmark fik den danske regering ordre fra besættelsesmagten til at arresterer 60 ledende kommunister. Regeringen klappede hælene sammen og parerede ordre vel vidende, at de dermed begik grundlovsbrud.

Politiet fik nu glæde af deres nyligt ajourførte kartoteker, ikke færre end 366 påståede kommunister blev anholdt. At det var et klokkeklart brud på grundloven, vidste de udmærket, men når politikerne kunne, så kunne de vel også. Sådanne bagateller kunne man virkelig ikke tage sig af. Det blev i øvrigt også ‘rettet’ senere, da folketinget enstemmigt vedtog den såkaldte ‘Kommunistlov’, som forbød DKP og al kommunistisk virksomhed med tilbagevirkende kraft. Dermed var igen sikkert tilbage på lovens grund.

Villy var mellem de, som blev arresteret. Han blev, efter en odyssé igennem provinsens arresthuse, omsider ført til København, hvor han kom sammen med de øvrige fængslede på Vestre Fængsel.

Senere blev de ført til Horserødlejren i Nordsjælland, hvor de – med afbrydelser hvor de sad på Vestre – opholdt sig til den 2. oktober 1943, da de, som det ikke var lykkedes at flygte – i alt 150 mænd og kvinder – blev deporteret til udryddelseslejren Stutthof ved det daværende Danzig – i dag Gdansk.

16 kammerater døde i Stutthof af sult og mishandlinger eller blev skudt ned af SSerne på ‘Dødsmarchen’. Fire nåede kun lige hjem, inden de døde. En tog sit eget liv. I dag er der efter Villys bortgang endnu tre tilbage, af de mennesker som den danske regering dengang udleverede til de nazistiske bødler.

Efter hjemkomsten genoptog flertallet deres almindelige arbejde i det omfang de havde kræfter til det, ligesom de fleste igen kastede sig ind i det politiske arbejde for partiet samtidig med, at de kæmpede med de store traumer, som fulgte i kølvandet på deres rejse til det jordiske helvede med det idylliske navn ‘Waldlager Stutthof’.

En anden Stutthof-fange skrev herom, som hans konklusion:

‘Vil man ændre menneskene, må man ændre menneskenes vækstbetingelser. Vil man gøre menneskene bedre, må man gøre de forhold, hvorunder de lever, bedre. Men også dette er menneskene i stand til.

Dette er disse års både alvorstunge og optimistiske lære til alle, der forstår. Det er den lære, vi, der dengang slap igennem om end med ydre og indre forbrændinger, bragte med os tilbage fra den store rejse hinsides godt og ondt.’

Det var hans mening, og det var også Villys, ved jeg. På det grundlag byggede de deres nye tilværelse op. Derfra fortsatte de deres arbejde for en anden og bedre verden. Han og hans kammerater gav aldrig op.

Man skal være tro mod sin ungdoms drømme og mål, og det var Villy. Han lod sig ikke friste, lokke eller true til at frasige sig sin ungdoms smukke idealer om et retfærdigt samfund – et socialistisk samfund. Han følte sig som en soldat i den internationale kommunistiske bevægelse, og det var da også, hvad han var. Måtte mange følge i hans fodspor.

Farvel ven – vi vil aldrig glemme dig.

Æret være kommunisten og mennesket Villy Fuglsangs minde.

TV2 Nyhederne 05.09.2005: DKP’eren Villy Fuglsang død, 96 år

Villy Fuglsang, tidligere folketings­medlem for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), er død. Han blev 96 år.

Fuglsang blev i 1930’erne sendt på par­tiskole i Moskva. Derefter kæmpede han på republikanernes side mod Franco i den spanske borgerkrig og blev medlem af Spaniens Kommunistiske Parti.

Under besættelsen blev Fuglsang arre­steret og sendt til kz-lejren Stutthof pga. sit medlemskab af DKP. Han kom dog via Moskva tilbage til Danmark, hvor hans politiske arbejde gav ham 18 år i Folketinget, senest i 1973-1979.

Villy Fuglsang var flere gange på tale som formand for partiet, senest da Aksel Larsen brød med kommunisterne og stiftede Socialistisk Folkeparti, men Fuglsang sagde nej til at stille op.

Efter Berlinmurens fald og interne modsætninger i partiet forlod Villy Fuglsang DKP, og i 1993 var han med til at stifte Det Kommunistiske Parti i Danmark (DKIP). Her var han medlem af landsledelsen til sin død.

Mindeord trykt i Politiken 9. september 2005

Journalist Leif Larsen skriver om tidligere folketingsmedlem Villy Fuglsang:

Det er kun få mennesker beskåret at fylde 96 år og til sin død være åndsfrisk og mobil; men det lykkedes for det tidligere kommunistiske folketingsmedlem Villy Fuglsang.

”Fuglen” som han blev kaldt af mange var et fantastisk menneske. Han talte flere hovedsprog perfekt, og var ustandselig på farten til møder og konferencer rundt om i Europa.

For 3-4 år siden var jeg sammen med ham og en snes andre danskere på en slags pilgrimsrejse. Rejsens mål var Fuglens ophold gennem halvandet år i nazisternes udryddelseslejr Stutthof i Polen.

Under sejlturen til Polen, delte vi kahyt, og flere gange i løbet af natten vågnede jeg og så over på Fuglens seng. Hvor min egen seng var temmelig rodet, var hans tæppe og lagen helt glatte. Der hørtes ingen vejrtrækning. Han lå ubevægelig hele natten. Næsten som var han død.

Under den spanske borgerkrig blev han hårdt såret i kampen mod Francos fascistiske tropper, men han klarede den.

Det samme var tilfældet, da dansk politi i 1941 hentede ham på bopælen, internerede ham i Horserødlejren og herfra udleverede ham til Hitlers Tyskland. Sammen med 149 andre danske kommunister blev han anbragt i tilintetgørelseslejren Stutthof, hvor han igen med nød og næppe overlevede.

I de mere end 60 år, der er forløbet siden Anden Verdenskrig har han hele tiden været aktiv… blandt andet som præsidiemedlem i foreningen: ”Dokumentationscenter mod Historieforfalskning”, hvor han rejste fra Ålborg til København hver gang denne forening havde møde.

Der er ingen tvivl om, at Villy Fuglsang vil blive savnet af mange på den politiske venstrefløj, som han inspirerede og støttede.

Mindeord fra Dansk-Russisk Forening: Fuglen er død

Villy Fuglsang er død 96 år gammel. Dermed en af landets stærke stemmer blevet stum. Han formåede til det sidste at videregive et langt livs indtryk. En rejse gennem Europas politiske historie fra den russiske revolution i 1916 til i dag. Han rystede ikke på stemmen og var ikke i tvivl. Hans analyse var klar og fast, fordi han selv fra barnsben kendte de vilkår og den vilkårlighed, der gjaldt for landproletariatet ved århundredets begyndelse.

Som ganske ung valgte han DKP som udgangspunkt for et gigantisk politisk arbejde, der først bragte ham til Moskva på skoling, senere til Spanien som frivillig i borgerkrigen mellem demokrater og general Francos højreoprør. Han kom til Aalborg som leder af det politiske arbejde, blev under 2. verdenskrig interneret i Horserød af det danske politi og udleveret til tysk fangenskab i Stutthof. Efter krigen kom han tilbage til Aalborg, hvor han i 18 år repræsenterede det gamle arbejderparti i Folketinget.

Ingen var urørt, når de hørte Fuglen (hans gamle kælenavn fra Stutthof) fortælle om nazisternes herre-mentalitet i udryddelseslejren overfor jøder og slaviske folk. Hans analyse var klar og givet med en stille stemme. Den gjorde indtryk, åbnede historiens store bog og talte direkte til os.

Vi, der også i hans seneste år, fik lov til at arbejde sammen med Villy, mødte i ham stadig den stille humanist, der med humor og stor vedholdenhed fulgte med i det politiske arbejde og var optaget af solidaritet og venskab som en livslang forpligtigelse og glæde.

På bestyrelsens vegne
Lars Bang Jensen

Tale ved Villy Fuglsangs bisættelse i Ålborg den 10. september 2005.

Anton Nielsen, Formand for Horserød-Stutthof Foreningen og FIR.

Villy havde om nogen levet sit liv fuldt ud. Han tømte livets bæger til bunds. Tro mod sin ungdoms drømme om et bedre og mere retfærdigt samfund, kæmpede han utrættelig gennem et langt liv for drømmenes virkeliggørelse. Ukuelig, altid sandfærdig og uden svig. Et meget vidende og meget uselvisk menneske, som aldrig førte sig frem eller stillede sig i positur, men altid stod solidarisk med sine kammerater. Også når man havde ryggen mod muren. En revolutionær, og et rigtigt menneske – med et stort rødt og varmt bankende hjerte, hvis slag nu efter 96 år er stoppet for altid.

Blandt os – og de mange, mange andre som har kendt dig Fugl – vil dit minde blive bevaret. Det du har givet og lært os, vil vi bringe videre til de næste generationer – til vore børn, børnebørn og deres børn, for din retfærdige kamp er ikke slut, den går videre indtil menneskene endeligt sejre over de mørkets kræfter, som også i dag truer menneskehedens eksistens.

Hvor er du? Spurgte Carl Scharnberg.

Hvor er den stærke, Du har selv svaret!
ægte harme, Lad os vide:
der gror af Hvor er du?
Solidaritetens På de kolde eller
kraft og varme? svages side?

Fuglen var på de svages side. Han tog parti. Han viede sit liv til kampen. Til kampen for de svage, de forfulgte, de udbyttede. Det drejede sig ikke blot om kampen for social retfærdighed for de udstødte. Men om kampen for menneskeværd i videste forstand. Mod kapitalistisk undertrykkelse og udbytning. Mod menneskelig fornedrelse.

Fra sin grønne ungdom havde han altid og uden forbehold været på arbejderklassens side i kampen mod udbytterne. Han påtog sig de forpligtigelser, som fulgte med at være kommunist. For kommunist – det var han til sit sidste åndedrag.

Men frem for alt var det kampen for freden, mod krig og fascisme, som fyldte Villys liv. Menneskenes frigørelse fra slaveri og kampen for national og social frihed. Det var de røde tråde i hans liv.

Og han gik hele turen med. Han er – synes jeg – et sindbillede på et menneske fra det indtil nu blodigste århundrede i menneskehedens historie, som gik det hele igennem, med alt hvad deraf fulgte af ar på sjæl og legeme, men som desuagtet bevarede en urokkelig tro på det bedste i menneskene. Og som derfor år efter år utrætteligt brugte sit liv og al sin tid på at forklare, argumentere, diskuterer, fortælle og advare andre – ikke mindst de som er unge i dag, og som ikke selv oplevede krigens gru – mod en ny krig – og ikke mindst mod fascismen og al dens væsen, som stadig – på trods af, Det tredje Riges sammenbrud i 1945 – stadig er en trussel mod menneskene i år 2005.

Han advarede mod et nyt ragnarok, hvor vi – til forskel fra sidste gang – vil være i stand til at udrydde os selv og alt andet liv på kloden indtil flere gange. Han advarede mod de imperialistiske krigsmagere, der nu som før truer, intimidere og overfalder andre nationer og folkeslag, myrder menneskene og stjæler deres værdier. Korea, Vietnam, Latinamerika, Jugoslavien – og i denne stund Afghanistan og Irak – er nogle få stationer på disse terroristers blodige vej. Morderne sidder nu som før på regeringstaburetterne. Afstanden mellem Førerbunkeren og Det hvide Hus er mindre end de fleste tror.

Og om nogen kendte han til krigens gru, og dog var han et af de blideste mennesker, jeg mindes at have mødt. Han var ikke pacifist – han forstod at bruge våben. Han var en frihedskæmper, som tidligt indså, at hverken sejren eller freden vindes med smukke og velmente ord alene. Der skal sættes magt bag ordene.

Det gjorde han i praksis, da han og flere end 500 andre unge danskere, rejste til Spanien for at kæmpe mod fascisterne, mens de såkaldt demokratiske stater vendte ryggen til mens Franco, Hitler og Mussolini strangulerede det unge spanske demokrati. De frivillige og Sovjetunionen var alene om at komme den demokratisk valgte spanske regering til hjælp.
Villy blev kaptajn i Den internationale Brigade og blev såret flere gange. I en lille duplikeret frontavis – ”Offensiv” – kunne man i september 1937 læse om de voldsomme kampe ved Quinto d. 23. august, hvor danskerne var i den forreste linie:

”Så snart Nørup var gået ud af kampen, overtog vor kloge og urokkelige politkommissær Villy Fuglsang kommandoen over kompagniet. Det varede ikke længe, før også han fik en kugle gennem skulderen, men Fuglsang overgav sig ikke til sygebærerne, før han havde ført kompagniet helt frem til en gunstig stilling.

Under kampen faldt vore danske kammerater Eggert Annfeldt, Jeppe Pedersen, Georg Lundkvist og Kaj Rasmussen, mens Bernhard Larsen, og hans broder Svend, Karl Rasmussen, Kaj Jensen, Kurt Ørsted, Jørgen Nørup og Villy Fuglsang blev såret.”

Efter 15 måneder kom han og de øvrige overlevende atter hjem til Danmark, hvor de blev mødt af et særdeles nidkært dansk politi, som benyttede lejligheden til at få deres kartoteker ajourført.

Efter Danmarks besættelse i 1940 fulgte en tid, hvor Partiet udadtil fungerede stort set som sædvanlig, mens man internt gjorde sig klar til at gå i illegalitet.
Den 22. juni 1941 ændredes situationen sig med et slag, da Hitler-Tyskland satte tre millioner mand ind i et angreb på Sovjetunionen fra Ishavet til Det sorte Hav.

I Danmark fik den danske regering ordre fra besættelsesmagten til at arresterer 60 ledende kommunister. Regeringen klappede hælene sammen og parerede ordre vel vidende, at de dermed begik grundlovsbrud.

Politiet fik nu glæde af deres nyligt ajourførte kartoteker, ikke færre end 366 påståede kommunister blev anholdt. At det var et klokkeklart brud på grundloven, vidste de udmærket, men når politikerne kunne, så kunne de vel også. Sådanne bagateller kunne man virkelig ikke tage sig af. Det blev i øvrigt også ”rettet” senere, da folketinget enstemmigt vedtog den såkaldte ”Kommunistlov”, som forbød DKP og al kommunistisk virksomhed med tilbagevirkende kraft. Dermed var igen sikkert tilbage på lovens grund.

Villy var mellem de, som blev arresteret. Han blev, efter en odyssé igennem provinsens arresthuse, omsider ført til København, hvor han kom sammen med de øvrige fængslede på Vestre Fængsel. Senere blev de ført til Horserødlejren i Nordsjælland, hvor de – med afbrydelser hvor de sad på Vestre – opholdt sig til den 2. oktober 1943, da de, som det ikke var lykkedes at flygte – i alt 150 mænd og kvinder – blev deporteret til udryddelseslejren Stutthof ved det daværende Danzig – i dag Gdansk.

16 kammerater døde i Stutthof af sult og mishandlinger eller blev skudt ned af SSerne på ”Dødsmarchen”. Fire nåede kun lige hjem, inden de døde. En tog sit eget liv. I dag er der efter Villys bortgang endnu tre tilbage, af de mennesker som den danske regering dengang udleverede til de nazistiske bødler.

Efter hjemkomsten genoptog flertallet deres almindelige arbejde i det omfang de havde kræfter til det, ligesom de fleste igen kastede sig ind i det politiske arbejde for partiet samtidig med, at de kæmpede med de store traumer, som fulgte i kølvandet på deres rejse til det jordiske helvede med det idylliske navn ”Waldlager Stutthof”.

En anden Stutthof–fange skrev herom, som hans konklusion: ”Vil man ændre menneskene, må man ændre menneskenes vækstbetingelser. Vil man gøre menneskene bedre, må man gøre de forhold, hvorunder de lever, bedre. Men også dette er menneskene i stand til.
Dette er disse års både alvorstunge og optimistiske lære til alle, der forstår. Det er den lære, vi, der dengang slap igennem om end med ydre og indre forbrændinger, bragte med os tilbage fra den store rejse hinsides godt og ondt.”

Det var hans mening, og det var også Villys, ved jeg. På det grundlag byggede de deres nye tilværelse op. Derfra fortsatte de deres arbejde for en anden og bedre verden. Han og hans kammerater gav aldrig op.

Man skal være tro mod sin ungdoms drømme og mål, og det var Villy. Han lod sig ikke friste, lokke eller true til at frasige sig sin ungdoms smukke idealer om et retfærdigt samfund – et socialistisk samfund. Han følte sig som en soldat i den internationale kommunistiske bevægelse, og det var da også, hvad han var. Måtte mange følge i hans fodspor.

Farvel ven – vi vil aldrig glemme dig.
Æret være kommunisten og mennesket Villy Fuglsangs minde