Kronik af Leif Larsen offentliggjort i Politiken 30. august 2000

I disse år er de sidste øjenvidner ved at forsvinde til de dramatiske begivenheder, der fandt sted under den tyske besættelse i årene 1940- 45. Derfor er det vigtigt, at indtryk fra den periode kan fastholdes. Det kan ske på mange måder. En af dem, som har en betydelig gennemslagskraft, er et museum i det område, hvor begivenhederne fandt sted. Et godt bud er et museum ved Horserødlejren i Nordsjælland. Her er det eneste sted i landet, hvor i alt seks forskellige fangekategorier afløser hinanden i de fem års besættelse.

Allerede få måneder efter 9. April 1940, hvor tyskerne besatte Danmark, bliver lejren fyldt op med tyske flygtninge. I 1941 afløses de af danske kommunister. I 1942 kommer turen til danskere, som har deltaget i den spanske borgerkrig 1936 ” 1939. I 1943 spærrer tyskerne 100 gidsler inde, som de har indfanget mellem kunstnere, politikere og embedsmænd. Samme år kommer turen til jøderne. I 1944 er der 750 danske modstandsfolk I Horserødlejren. Da de sendes til Frøslev, ender lejren med at blive feltlazaret for sårede tyske soldater fra Europas fronter.

I dag er Horserødlejren et dansk statsfængsel, og det brogede billede af de seks forskellige slags fanger bliver nu fortalt på et miniaturemuseum i Horserødlejren. Museet trænger hårdt til mere plads, og der har da også gennem nogle måneder været ført forhandlinger mellem museumsfolk, politikere og embedsmænd om en udvidelse. Alle parter er klar over, at det er meget nødvendigt at ændre ved tingene, men de få hundrede tusinde kroner, som kan skabe rammerne, for et unikt museum er endnu ikke fundet frem på Finansloven.

Set fra sidelinien ser det altså ud til, at forhandlingerne er kørt fast, og det burde ikke være tilfældet. Horserødlejrens historie er alt for spændende til, at det hele blot skal ende i en debat om en bevilling, med risiko for, at pengene forsvinder til andre formål.
Jeg vil derfor tage læseren med på en rundtur i lejrens historie så det træder tydeligt frem, at her virkelig er noget, der kan fortælle nye generationer i vort land om væsentlige begivenheder, der involverede mange mennesker I en ikke så fjern fortid. Lejren oprettes i 1917. Første verdenskrig nærmer sig afslutningen, og Tyskland står foran nederlag. Gennem fire krigsår er der taget tusinder af krigsfanger.

De anbringes i store fangelejre under meget dårlige vilkår. Det er især russiske krigsfanger i titusinde. Denne udvikling får nu den danske regering til at beslutte, at der skal ydes humanitær hjælp.

150 russiske krigsfanger bliver indbudt på et rekreationsophold til Danmark i sommeren 1917. Der er tale om syge og nedbrudte mennesker ,som bliver modtaget i København af et større presseopbud og nysgerrige københavnere. Efter velkomsttalerne bliver de russiske gæster kørt til Nordsjælland. De indlogeres i 75 træbarakker, opført på kun fire måneder, og placeret på et areal, der dækker 15 tønder land i en af Nordsjællands smukkeste egne, Horserød Hegn.Kort efter kommer der yderlige 1.750 russiske krigsfanger til lejren, hvoraf de 250 er officerer.

Gennem et års tid bor næsten et par tusinde unge russiske mænd i Horserødlejren, og en kirkegård i nærheden af lejren vidner om, at der var mange dødsfald. Det er nærliggende at tro, at årsagen er de forhold, de har levet under i de tyske fangelejre.

I 1918 kort efter fredsafslutningen mellem de krigsførende magter, rejser russerne hjem. Lejren står tom, men kun i få dage. Så ankommer nye krigsfanger fra de tyske fangelejre. Det er engelske, belgiske og franske soldater, som kommer fra krigsfangelejre i Tyskland. Efter nogle måneders ophold I Horserød, vender de hjem til deres land og familier . 1920, kort efter Sønderjyllands genforening med det øvrige Danmark, fyldes lejren på ny.
Nu med syge og underernærede børn fra Flensborgområdet. Efter to år, er der ikke flere penge i kassen, og børnene må vende hjem til Flensborg.

Igen er der en tom lejr, og nu forhandles der mellem Justitsministeriet, som har fået overdraget lejren af Krigsministeriet, og de sjællandske sygekasser, som vil købe barakkerne, for at indrette et tuberkulosehjem . Forhandlingerne går trægt, og går helt i stå i 1923 Det ser ud til, at Justitsministeriets embedsmænd har krævet for høj en pris. Åbenbart i frustration , træffer regeringen en rask beslutning. Alle lejrens 75 barakker skal sælges på auktion. Den bliver holdt 23. Maj 1923. På auktionsdagen er de første 40 barakker hurtigt solgt. I sidste øjeblik får generalkonsul Jens Olsen hammerslag for de resterende 35 .Han har en plan om at indrette en sommerlejr for københavnske skolebørn og asylbørn, som børnehavebørn kaldtes dengang.

Planen lykkes, og de følgende 17 år frem til 1940 holder mere end 20.000 børn fra slumkvarterne I København sommerferie i Horserødlejren.

Jeg er selv et af disse børn. To gange i fem ” seks års alderen ” er jeg på ferie i denne lejr. Sammen med 80 jævnaldrende fra îDet Københavnske Asylselskabî i Adelgade 37 i det indre København legede jeg i ugevis i smukke omgivelser fjernt var baggårdsmiljøet i København.

Det er i årene 1929 og 1930. Få år senere kommer min far til den samme lejr og bor i de samme barakker. Han er politisk fange. Sammen med et par hundrede andre danske kommunister bliver han skarpt bevogtet af politi med skarpladte geværer og hunde.
Hans ophold i Horserødlejren varer knapt et år. Det lykkes ham – sammen med andre fanger – at grave en 19 meter lang tunnel under en barak, og under pigtrådshegnet , ud i friheden, til sabotagen, som dermed samtidigt bliver sluppet fri.

Foråret 1940, må de københavnske feriebørn vige pladsen. Tyskerne forlanger, at en gruppe flygtninge fra Hitlers Tyskland, som er kommet til Danmark for flere år siden, øjeblikkeligt skal arresteres af dansk politi, og indsættes i Horserødlejren.

Et 2,5 meter højt hegn med fem rækker pigtråd øverst, bliver på få uger sat op hele vejen rundt om lejren. Her skal danske betjente passe på, at ingen tysk flygtning prøver på at slippe væk.  Flygtningene, som har valgt at kalde sig det noget mindre provokerende ” emigranter “, er de første danske politiske fanger siden doktor Dampe i 1820. Der er tale om fredsommelige tyske arbejdere og intellektuelle , som har boet i Danmark en del år, mange af dem helt fra 1933, hvor Hitler ved et kup kommer til magten. Under opholdet i Danmark har mange af dem fået arbejde. De betaler skat, husleje, fagforening, sygekasse og nogle har børn i danske skoler. De er faktisk ved at blive integreret i samfundet , da jagten en tidlig morgen, 26. juli 1940 går ind over hele landet. Et stort politiopbud sætter ind, og omkring 100 tyske mandlige flygtninge indfanges denne morgen. Det sker efter en nøje udarbejdet plan. En del arresteres i deres bolig, medens hustruer og børn ser undrende til. Andre er ikke hjemme, men i tilid til det danske retssystem, møder de op på Politigården i København, hvor de straks bliver sat i en celle i Vestre Fængsel.

Her må de vente i dagevis på at blive afhørt af den eneste danske betjent, der kan tysk. Skønt mange af flygtningene taler et fortrinligt dansk, venter de til den tysktalende betjent bliver ledig. Efter afhøringen går turen videre til den nye fangelejr I Horserød Hegn. Her anbringes de tidsubestemt og med fængselsbetjente og en meget pligtopfyldende vicefængselsinspektør , som er sat til at overholde et meget skrapt reglement, hvis regler er langt barskere, end det, der anvendes overfor straffefanger.

Mange år efter er jeg heldig. Sammen med historikeren Thomas Clausen får jeg adgang til 70 sagsmapper, der beskriver hver enkelt flygtnings liv i Horserødlejren. Mapperne er indleveret til Landsarkivet på Jagtvej af fængselsinspektør på Nyborg Statsfængsel, Jens Tolstrup. Mapperne er fundetfrem på et loft i Sønderjylland og indleveret anonynmt til lederen af Horserødlejrens nuværende museum, Poul Petersen.Materialet hører egentlig til i Justitsministeriets arkiver, hvor det er efterlyst af arkivbrugere gennem årene . Nu får vi lejlighed til at fortælle historien om tyske emigranters skæbne i bogen ” De Forrådte ” og om hvorledes en stor gruppe af flygtninge i august 1941, udleveres til Tyskland, netop det land de er flygtet fra, fordi de frygtede for deres liv.

Ordren om udlevering kommer fra den danske regering. Efter ankomsten til Tyskland, bliver nogle af de tyske flygtninge henrettet , andre kommer i tyske koncentrationslejre og enkelte indrulleret i dødskompagnier i den tyske hær under fremmarch, hvor de altid får de farligste opgaver.

Straks efter at Horserødlejren er tømt for tyske flygtninge bliver der gjort plads til danske kommunister. Flere hundrede er på regeringens ordre arresteret af dansk politi den 22. Juni 1941, samme dag , som Tyskland overfalder Sovjetunionen.

Her har jeg også , sammen med Thomas Clausen , haft lejlighed til i Rigsarkivet at gennemgå 600 sagsmapper om de politiske fanger fra perioden august 1941 til august 1943. Det bliver gengivet i bogen ” De forvarede “, Her er et billede af dagliglivet for mennesker, som ikke har begået nogen forbrydelse. De har været modstandere af den samarbejdspolitik, der blev ført under besættelsen, det som historikeren Hans Kirschoff mere nøjagtigt har kaldt “kollaborationspolitikken”.

I oktober 1942 sultestrejker fangerne i Horserødlejren. Som straf køres de i store busser til Vestre Fængsel til fængselsceller.Medens de er her, giver regeringen ordre til at arrestere omkring 100 danskere, der har hjulpet en lovlig valgt spansk regering mod facisterne, under den spanske borgerkrig 1936-1939.

Da de “gamle” fanger vender tilbage efter straffen i Vestre Fængsel, tror de ikke deres egne øjne. De 100 spaniensfrivillige har nærmest overtaget lejren. De marcherer gennem lejren. Træner i militære øvelser, og er blevet en så kompakt fangeformation, at lejrlederen giver op. Han overgår til administrativt arbejde i Fængselsvæsenet, og erstattes af en mere humant indstilet lejrchef 29.august 1943, overtager tyskerne lejren. 95 politiske fanger når dog at flygte. Resten 150 danske kommunister, sendes til koncentrationslejen Stutthoff i det tysk besatte Polen.

Igen er lejren tom, men det varer kun få dage. Så bliver 100 danske gidsler hentet af tyskerne i deres hjem rundt om i landet. Efter tre dage i en gymnastiksal på Alsgade Skole på Nørrebro, bliver de kørt i tyske prærievogne til Horserødlejren..

I 65 døgn, holder den tyske Værnemagt gidslerne som fanger. Det er repræsentanter fra kulturliv, politikere og embedsmænd, som tyskerne har til hensigt at henrette, hvis sabotagen og modstanden mod den tyske besættelsesmagt ikke stopper .

Denne periode i Horserødlejrens historie er glimrende fortalt i cand. jur. tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Bramsens bog : “Blandt 100 gidsler i Horserød “. Med et righoldigt billedstof og grundige dagbogsoptegnelser er der her grundlag for at følge med i det daglige liv i lejren. Henrettelserne bliver der ikke noget af, og der går ikke mange dage, før de første gidsler løslades. Et par måneder senere forlader de sidste gidsler, med Bo Bramsen som er en af fem, Horserødlejren .

Samtidigt er lejren langsomt ved at blive fyldt op med jøder, som tyskerne har indfanget over hele landet den 2. Oktober 1943.

10. Oktober er der 170 jøder i lejren. En af dem er chefredaktør på Politiken, Valdemar Koppel. Han er dengang 78 år. Da han bliver stoppet af en tysk vagtpost på Strandvejen sker det efter følgende ordskifte: ” Sind Sie Jude ?”, ” Ja, sind Sie auch ?”. Fra aktionen 2. oktober 1943 bliver 207 jøder sejlet over til Polen med det samme skib, som 150 danske kommunister. Alle stuves ned i bunden af en lastdamper, og i Svinemünde bliver kommunisterne beordret ind i kreaturvogne og kørt til Stutthoff. Den jødiske fangegruppe, hvor der også er en del børn og meget gamle mennesker. De bliver temmelig brutalt stuvet ind i andre kreaturvogne, som kører dem til en jødisk koncentrationslejr, Theresienstadt .
I løbet af oktober og november bliver enkelte jøder løsladt fra Horserødlejren. Resten, 170 , bliver 12. Oktober 1943 sendt fra Horserødlejren med busser til Helsingør. Herfra sendes de videre i jernbanepersonvogne til Gedser, og sejlet over med færgen til Warnemünde. Herfra anvendes igen kreaturvogne til Theresienstadt. Kun kort tid er Horserødlejren tømt for mennesker, så begynder tyskerne at spærre studerende inde, som har uddelt illegale blade. I starten er det kun 16 unge modstandsfolk, men efterhånden bliver det til over 700 frihedskæmpere, som døgnet rundt bliver bevogtet af tyske soldater med skarpladte geværer og hunde rundt om lejren. På dansk initiativ bliver der i sommeren 1944 oprettet en lejr ved den dansk-tyske grænse med plads til 2.000 fanger. Det danske Udenrigsministeriums direktør, Nils Svenningsen er idèmanden. Meningen er, at lejren, som får navnet Frøslevlejren, skal erstatte en tysk koncentrationslejr, så det ikke bliver nødvendigt at sende danske fanger til udryddelseslejre i Tyskland. Der er endog et løfte fra tyskerne om, at de ikke vil hente fanger fra denne nye lejr ; men tanken viser sig at være naiv. Der bliver overført 750 fanger fra Horserødlejren til Frøslevlejren midt i august 1944. Kun tre uger senere bryder tyskerne det højtideligt afgivne løfte. 200 fanger hentes ud af Frøslevlejren I begyndelsen af september 1944. De anbringes i tyske koncentrationslejre, og i alt bliver 1.600 fanger overført til Tyskland. Danske embedsmænd måtte, som så mange gange før, konstatere , at besættelsesmagten ikke var til at stole på.

Efter at Horserødlejren – med dansk entreprenørindsats – var ryddet for fanger, blev lejren omdannet til tysk lazaret de sidste måneder inden krigen sluttede. Mange flere detaljer om Horserødlejren kunne fastholdes i et nyt, moderne museum i forbindelse med selve lejren. Det kan ikke være rigtigt, at gusten kassetænkning hindrer et sådant projekt i at blive gennemført.