I juni 1999 nedsatte folketinget en kommission, som skulle undersøge Politiets Efterretningstjeneste (PETs) virksomhed under den kolde krig. Kommissionen sidder endnu. Hvad den foretager sig er en dyb hemmelighed.

Det forlyder, at de, som stadig måtte være i live, igen ser dagens lys i juni 2009 – på tiårsdagen for kommissionens nedsættelse. Men sikkert er det ikke!

Af Anton Nielsen

I mellemtiden har andre sat sig for, at kaste lidt lys over de hemmelige tjenesters skumle virksomhed. – sidst journalisten Hans Davidsen-Nielsen – som for kort tid siden udgav bogen:” En højere sags tjeneste.” – med undertitlen:” PET under den kolde krig.”

En interessant og oplysende bog til forståelse af demokratiets ynkelige tilstand i velfærdsstaten fra 1945 til 1993 – og politikernes og efterretningstjenesternes forvredne koldkrigstænkning.

Kollaboratører

De danske politikeres og efterretningstjenestens virksomhed under den kolde krig, var ikke væsentlig forskellig fra deres optræden under besættelsen. Man arbejdede igen i en anden stats tjeneste – USA – i ”en hellig krig mod den gamle fjende kommunismen”.

Danmark blev en amerikansk lydstat, som lydigt klappede hælene sammen, og parerede ordre, samtidig med at man rask væk løj for det danske folk. Et kendt eksempel – som også nævnes i bogen var den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansens brev til USA’s regering, hvori han giver tilladelse til atomvåben på Grønland.

”Sagen er med til at illustrere, hvordan danske regeringer under Den Kolde Krig løb ind i et tilbagevendende dilemma, hvor de måtte vælge mellem den offentlige mening i Danmark og medlemskabet af NATO.”

Davidsen-Nielsen fortsætter med en for mig ny oplysning om den amerikanske indflydelse – ikke alene på Grønland – men i også Danmark. Han skriver:

”Men et faktum er, at der lå detaljerede planer for USA’s beføjelser i Danmark, den dag krigen brød ud. I et udkast fra 1963 til en ”Emergency Status of Forces (SOF) Agreement for Denmark” får man et indtryk af rækkevidden: ”Det amerikanske forsvar har ret til at medbringe atomvåben til Danmark og ”opstille dem på de steder, hvor det måtte være nødvendigt”. USA måtte ”besætte ethvert område eller anlæg i Danmark som anses for nødvendigt for at fuldføre deres mission” og ”tage de nødvendige skridt” til at bekæmpe civile uroligheder eller voldelig opstand, der truede de amerikanske styrkers sikkerhed.”

Man føler sig hensat til den 9. april 1940, da Kong Christian d.10. og statsminister Stauning henvendte sig til folket:” … De tyske Tropper, der nu befinder sig her i Landet, træder i forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand overfor disse tropper.”

Kartotekerne

I 1964 rejstes fornyede krav om stop for den sindelagskontrol, som PETs hemmelige kartoteker var et udtryk for. Det var da den almindelige antagelse at PETs kartoteker indeholdt ca. 400.000 navne på danske statsborgere.

I forbindelse med VKR-regeringens erklæring fra september 1968, som forbød PET at registrere danske statsborgere ”alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed,” påbød man PET at destruerer kartotekerne. Det skete som bekendt ikke. I stedet lod den daværende chef for PET – Arne Nielsen, alias ”Grosserer Nielsen – hele molevitten nedfotografere ved hjælp af et foretagende ved navn, Minerva Mikrofilm A/S, hvis slogan var – ”Gør en elefant til en myg”.

I PETs tilfælde var det den eneste løsning, da man jo ikke ville slette alle de fæle kommunister, man havde brugt år og dag på at aflytte og registrerer. I den forbindelse fik man et konkret indblik i opgavens omfang.

”I alt forventede PET at skulle bruge 460 løbende meter arkivplads for at få plads til tjenestens bøger og papirer på Amager (hvor man var ved at flytte hen på dette tidspunkt. A.N ). B-sagerne om de politisk registrerede fyldte alen 130 meter. Når man vidste, at en tilfældigt udvalgt meter rummede 3.150 sagsark, viste lidt simpel hovedregning, at samtlige B-sager i alt dækkede over 409.500 sider. Tromlerne med personregistret kunne klares med ca. 6000 optagelser.”

Efter otte måneders effektivt arbejde, var man i begyndelsen af 1970 (4. marts 1970) færdig med nedfotograferingen. Elefanten var nu reduceret til en myg. Eller rettere til ”244 spoler 16 mm. film med ”tjenestens arkivmateriale over informationsnumre og B-numre med B. Nr. 200.626 som sidste affotograferede sag, samt emnekartoteket.” Bag hver B-nummer gemte sig en registreret person. Også hele navneregistret var foreviget på mikrofilm og lp ”på 8 spoler 32 mm. film rummende samtlige ”plader” på tromlerne.” Mikrofilmene kunne i alt rumme hvad der svarer til 400.000 A-4-sider.” De var nu klar til forsendelse. Det tog chefen – Arne Nielsen – sig selv af. I foråret 1970 tog han sammen med sin hustru til USA, hvor kartotekerne blev gemt af vejen på den danske ambassade i Washington.

I antikommunismens tjeneste

Bogen præsenterer de skiftende PET chefer fra Troels Hoff til Hanne Bech Hansen. Fra 1945 – til 1993. Man får et godt indblik i, hvad det var for typer den danske stat satte til at lede efterretningstjenesterne.

Den første efterretningschef efter besættelsen var Troels Hoff, 1945 – 1949, synes på mange måder at være prototypen på de der fulgte efter.

”Der går en lige linie fra indtrykkene under nazisterne til opgøret med kommunisterne under sloganet ”Aldrig mere en 9. april,” skrev den fnugfri gentleman, som under besættelsen var såkaldt ”særlig anklager” og chef for REA – forløberen for PET.

Efter krigen blev han sat i forbindelse med den kendte ”Edderkoppe-sag” og den nok som bekendte ”cigarhandler” Hasselstrøm. Det kom ligeledes for en dag, at han havde haft en finger med i spillet ved udvisningen af jødiske medborgere til Nazi-Tyskland. Derfor måtte man – til justitsministerens store fortrydelse – ulykkeligvis droppe ham.

Bogen omtaler en række sager, som PET har beskæftiget sig med igennem årene. De fleste vil være de læsere bekendt, der tidligere har beskæftiget sig med PETs gøren og laden. Kejsergade, Verdensbanken, Blekingegade-banden, Aksel Larsen og CIA og så videre. Men det bør man selv læse. Det er for omfattende inden for en anmeldelses rammer.

Men jeg vil gerne føje til, at selv om man kan sætte et spørgsmålstegn ved noget af det, denne bog om PET bringer til torvs, og selv om forfatterens udgangspunkt helt tydeligt, synes at være den til enhver tid herskende politiske mening – magthavernes – er der alligevel så meget stof til eftertanke og så mange oplysninger, som giver stof til eftertanke, at bogen må betegnes som væsentlig i disse de ny terrorlovs tider. Ikke siden besættelsens dage har efterretningstjenesterne haft så stor magt på den enkelte borgers liv, som netop nu i det herrens år 2007. Under påskud af at ville sikre demokratiet – er demokratiet er endnu engang under afvikling.

NB. Diskussionerne om kartotekerne blusser netop i disse dage op igen. Flere kræver adgang til at se, hvad PET har skrevet om dem, og denne gang – til forskel fra tidligere – synes det som om, at der en mulighed for at komme til at læse i hvert fald nogle af PETs notater.

Uden for anmeldelsens rammer, skal jeg opfordre alle, som mener, de er registreret i PETs arkiver, om, endnu engang – skriftlig – at kræve adgang til egen sagsmappe.

Hans Davidsen-Nielsen: En højere sags tjeneste – PET under den kolde krig. Politikens Forlag.