Adskillige tusinde deltog i markeringen af 60-årsdagen for befrielsen på Rådhuspladsen i København – hvor københavnerne spontant samledes om aftenen den 4. maj 1945.

60 år efter var der igen gang i den på Rådhuspladsen. Horserød-Stutthofforeningens udstilling var opstillet i et telt på Rådhuspladsen. Mange forskellige kunstnere optrådte, se billeder fra arrangementet.

Kl. 20.36 genlød befrielsesbudskabet over pladsen – derefter gik man i fakkeltog gennem Istedgade til Vega med flere taler og musik.

Det var 4. maj-Komiteen, bestående af en lang række modstands- og fangeorganisationer, fagforeninger og politiske partier, som stod bag arrangementet, herunder Aktive Modstandsfolk, Horserød-Stutthof Foreningen og mange andre. Det blev gennnemført under parolen Mod fascime og krig – For fred og frihed, Scenen og pladsen var udsmykket med modstandsbevægelsen faner og farver.

Program for 4. maj kl. 18 Festmøde, Rådhuspladsen, København

• 18.00: Velkommen Røde Horn
• 18.20: Kenneth Thordal og Strandvaskerne
• 18.35: Modstandsmand og forfatter Leif Larsen
• 19.05: Laila Andersson
• 19.15: Kim Larsen
• 19.50: Anton Nielsen, Horserød – Stutthofforeningen og Modstandsfolkenes Internationale Forbund (FIR)
• 20.10: Benny Holst Trio
• 20.36: Afgang fra pladsen. Røde Horn. Fakkeltog gennem Istedgade.
• 21.30 – 24.00: LilleVega. Musik og hilsningstaler. Anne Eltard, Torben Kjær, Søren Krogh m.fl.

Fra om eftermiddagen er der en udstilling i et telt på Rådhuspladsen lavet af Stutthof Historisk Forening

Det er maj – vi er fri

Af Erik Stinus

Prolog i anledning af 60-årsdagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt. Den blev oplæst af skuespilleren Laila Andersson ved arrangementet på Rådhuspladsen i København på befrielsesaftenen.

Det meddeles:
Det er forbi,
det er maj, vi er fri.
Nu står det i bøgerne,
tid og støv har lagt sig over det,
få er der som husker,
færre som spørger:
Hvordan, kammerat,
blandt slagne trodse magten,
bag mur og pigtråd forvandle
den fangnes monolog
til en samtale med friheden
og indkreset
af geværernes klare hensigt
tro på livet?

I historiebøgerne berettes
om hære der drog ud,
hære der lagde sig til hvile.
Vældigt forandrende,
som uvejr af mudder og ild,
stormede de frem
over strand, mark og bakkedrag.
Dér hviler de nu,
dem der ikke blev plads til
under triumfbuerne:
passionerede grænseoverskridere,
befalere og befalede,
vældige forandrere,
mens byerne på krykker
rejser sig igen.

Hvem var de
om ikke renhedens riddere
de ariske værdiers oprustere,
viede til jord og blod?
Vi fordrer livsrum,
den folkekårede kanslers ene stemme
skreg det ud over paradepladser,
og som en flodbølge
svarede millioner ja ja
til renheden og værdierne.
Så kørte herskeren bort i sin bil,
så fyldtes lejrene,
så lukkedes fængselsportene,
flyttedes en hær,
faldt et land.

Det står i bøgerne.
Forår, april,
begynder et kapitel,
en solopgang pludselig formørket
af lavtflyvende eskadrer.
Et opråb
annullerer en traktat.

Hvem er du, søster? Og du, bror?
Modvægt mod en sådan adel,
en sådan enighedens koalition,
førerne i Berlin, Rom, Tokyo
deres tog fulde af friske tropper,
deres krigsmaskiner og henrettere?
De har proklameret
den endelige løsning,
de øverstes orden
stadfæstet på Jorden i tusind år.
Og det meddeles: Addis Ababa, Madrid,
Prag, Warszawa, Rotterdam, Paris
er allerede ordnede,
hærene nærmer sig Moskva og Mandalay,
London brænder.

Under et nyt navn, søster,
et nyt navn, bror –
i forhør må den ene ikke vide
hvem den anden er – skal du –
så svære ord, så lette at udtale –
og måske også du brænde op
før denne brand kan slukkes.

Afsked, afsavn,
enhver art smerte og død
stirrede dem i øjnene,
så trangt var deres livsrum
som en søvn af bly,
men de stod op, forandrede sig
og sløjfede mens de gik
vejen til dem de havde været.
Kun drømmen bar de på
om selv at digte tragediens sidste akt
og håbets første.
Alle roller påtog de sig
men måtte bestandig flygte i skjul
for berømmelsens spotlight
morderisk rettet imod dem.

De var amatører,
de blev sættere, duplikatordrejere,
smede og kurerer,
udbringere af godt nyt i mørket,
barrikade-byggere,
amatør-ødelæggere
af ødelæggelsens transporter.
De er et kort kapitel
med enkelte fodnoter
i førernes
og hærkolossernes lange historie,
men husk dem
når du husker det meddeltes engang:
Det er forbi,
det er maj, vi er fri.

”Vi har noget at være stolte af”

Tale af journalist og tidligere modstandsmand Leif Larsen på Rådhuspladsen 4. maj 2005 ved 60-året for Danmarks frihed.

Om lidt vil frihedsbudskabet lyde her på Rådhuspladsen. Det sker nøjagtigt 60 år efter, budskabet lød første gang over Londons radio.

Kun få minutter efter udbrød der vild jubel i Københavns gader fra vældige menneskemængder Som tyveårig ville jeg gerne have deltaget i løjerne Men først var der et stykke arbejde, der skulle gøres.

I min deling havde vi aftalt at mødes med vore håndvåben i en kælder i Gothersgade. Her ville vi få at vide af Frihedsrådet – som vi var direkte underlagt – hvilke opgaver, vi skulle løse de næste døgn.

Vi fik at vide, at vi skulle rykke ud til en sporvognsremise i Århusgade på Østerbro. Derfra skulle vi befri den nærliggende Københavns Frihavn. Det lød nemt; men blev sandelig vanskeliggjort af, at vort kompagni på et par hundrede, modstandsfolk, skulle overmande og afvæbne titusindvis af tyske krigsvante frontsoldater plus et af Hitler – Tysklands største og bedst armerede krigsskibe ”Nürnberg”

Få dage før befrielsen havde ”Nürnberg” været udsat for hele to mislykkede sabotageforsøg foretaget af BOPA med undervandsbomber. Nu havde krigsskibet stadig sine mange, tunge kanoner og masser af granater, som blev sendt ind mellem boligkarreer i Marstalsgade og Ndr. Frihavnsgade to tæt beboede gader på Østerbro.

Det fratog os enhver lyst til at ”besætte” Frihavnen. I dag kan jeg godt se det vanvittige i at rykke frem mod en så kolossal overmagt, men de fleste af os var en snes år gamle, og i den alder kan man klare alt.

Hvad vi derimod havde svært ved at klare, var den rævekage kollaboratørerne/samarbejdspolitikerne havde bragt i aviserne 5. maj 1945.

En statsminister, som midt under den tyske besættelse havde opfordret til stikkeri af modstandsfolk skulle igen være leder af en regering. Det var Wilhelm Buhl.

For os var det ufatteligt, at han – af alle – var blevet valgt som den første statsleder efter befrielsen.

I mange dage diskuterede vi med andre modstandsfolk.

Men glæden over at være blevet fri for den tyske besættelse , var alligevel større end vreden over den grove svinestreg, som modstandsbevægelsen var udsat for ved udnævnelsen af Buhl som statsminister.

Efterhånden som årene gik, blev det stadig tydeligere, at modstandsfolk kom på den sorte liste. Der var kamp til stregen om de krav, modstandsbevægelsen havde stillet til et frit og uafhængigt Danmark.

Det gjaldt for eksempel, da Rigsdagen vedtog en ny lov om en befalingsmandsskole for modstandsbevægelsens ledere.

Mange måneders politisk tovtrækkeri fandt sted, før loven fungerede. Det var blandt andet fordi forbenede officerer nægtede at underskrive udnævnelserne af modstandsbevægelsens ledere.

Tre år senere, var de 1200 ansøgere, der søgte ind på skolen, skrumpet ind til kun et par hundrede. Flere hundrede havde trukket deres ansøgninger tilbage. Mange var mobbet eller frosset ud af det gamle officerskorps. I sommeren 1949 var jeg blandt 23 befalingsmænd fra modstandsbevægelsen som blev fyret på gråt papir. Vi var alle medlemmer af DKP eller DKU. Men, skønt vi alle havde bestået officers- og officiantskolens eksaminer – nogle med meget flotte karakterer, blev vi politisk udrenset.

Kun tre år efter befrielsen var magtens centrum erobret tilbage til de gamle kollaboratører, til topembedsmænd og til et hadefuldt officerskorps.

Kun tre år…. så var vi tilbage i de gamle spor.

Retsopgøret forsvandt lige så stille…..

Folketinget tog fat på et hvidvaske sig selv i en kommission de selv have nedsat.

Tusindvis af sider sprøjtede ud fra kommissionen, men ingen tog det alvorligt. Hvad skulle de det for?

For få dage siden udkom – sammen med en mængde andre bøger om besættelsen – en bog om 60-året for 4. maj. Her er 40 øjebliksbilleder fra befrielsen i 1945 skrevet af folk – som havde oplevet dagen.

Bogen har en indledning af journalisten Harly Foged, der har samlet materialet, samt et forord af statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Statsministeren fastslår her, (citat) ”Det er en hån mod de, der tog kampen op under besættelsen at kalde nutidens terrorister for modstands- eller frihedskæmpere”. Men, det er jo ikke det ,der sker Fogh Rasmussen!

Tvært i mod

For et år siden blev jeg i en seksspaltet overskrift på Berlingske Tidendes forside, beskyldt for at være terrorist, fordi jeg støttede en frihedsbevægelse i Colombia. Min brøde bestod i, at jeg havde sagt ja til at modtage titlen som ærespræsident for et colombiansk telegrambureau, som fulgte landets frihedskamp tæt.

Jeg har ikke set statsministeren gribe ind overfor denne perfide form for journalistik fra Berlingske Tidende. Jeg har heller aldrig modtaget en undskyldning fra bladets ledelse efter at FET og PET havde opgivet at føre beviser for bladets grundløse anklager.

Statsministeren har med stor ihærdighed de seneste par år givet helt andre vurderinger af modstandskampen under den tyske besættelse fra 1940 til 1945, end samarbejdspolitikerne og hans eget parti Venstre har lagt sig fast på gennem årene.

Senest fik industri og landbrug tørt på af Fogh Rasmussen. Han mener store danske virksomheder groft udnyttede situationen til en aktiv tilpasningspolitik. Den skulle åbenbart forberede Danmark til at blive et nazistisk mønsterland i Hitlers ”Tusindårsrige”

Foghs udtalelser kom næsten samtidig med, lederen af Frihedsmuseet, Jørgen H.P. Barfod i Berlingske Tidende 30. marts langede ud efter den politiske venstrefløj med ordene: (citat) ”Husk, kommunisterne i det første år af besættelsen kæmpede på tyskernes side ”.(citat slut)!!

Det er noget gedigent vrøvl, han siger til Berlingske . Barfod ved udmærket, at kommunisterne sammen med den danske venstrefløj – allerede da Hitler ved et kup kom til magten i Tyskland i 1933 – stillede sig i spidsen i kampen mod nazismen i Danmark. Han ved også, at DKP og DKU fra besættelsens 1. dag den 9. april 1940 tog kampen op mod den tyske nazismes indtrængen i Danmark.

De store folkestrejker i sommeren 1943, hvor oprørsflammen sprang fra by til by rundt om i Danmark var et godt eksempel på, at enheden i lokalområderne var ubrydelig .Et oprør i hovedstaden den følgende sommer var en præstation i enhedsarbejde, hvor kendskabet til aktionen nåede langt udenfor Danmarks grænser.

Jo, vi har noget at være stolte af. – Lad os huske det.

Jeg vil gerne slutte med at opfordre til at stoppe hemmelighedskræmmeriet om de offentlige arkiver. Lad os nu sparke dørene ind til Rigsarkivet, så alle beslutninger fra besættelsestiden nu kommer frem i lyset. Jeg ønsker alle en varm og glad jubeldag for Danmarks befrielse fra nazismen for 60 år siden 4. maj 1945.

Anton Nielsens tale på Rådhuspladsen

60-året for Danmarks befrielse 4. maj 2005:

Maj 1945 for 60 år siden. Land efter land var blevet befriet for den fascistiske pest. Fra Estland, Letland, Litauen til Polen, Ungarn, Balkan-landene, Vesteuropa inklusive vort eget land. Krigen var slut. Hagekorset knust. Det nazistiske tusindårsrige faldt efter 12 blodige år. Frihedens fane vejede over Berlin, og den var rød.

Europa lå i ruiner. Bag lå knuste menneskeskæbner, usigelige lidelser og millioner og atter millioner afdøde. Friheden og freden var dyrekøbt. Men nu begyndte en ny tid. Livet vendte tilbage. Det var de lyse drømmes forår, hvor alt syntes muligt. Ud af krig og besættelse skulle skabes et nyt og bedre Danmark. Et folkets Danmark.

De tidligere samarbejdspolitikere og kollaboratører – som kort tid for havde opfordret befolkningen til at stikke modstandsfolk — sprang nu ud af skabet, og viste sig, skulle man tro dem selv, at være rigets fremmeste frihedskæmpere. som inkognito havde bekæmpet fjenden.

Mange havde svært ved at forstå dette hamskifte. Blandt dem var Danmarks Frihedsråd som i den sammenhæng bl.a. sagde: “Man gruer ved tanken om vort lands stilling, hvis der ikke havde været et andet Danmark end det officielle.” Det samme kan vi med fuld ret sige i dag.

“I skal ikke blive glemt”, erklærede statsminister Buhl og co. i de glade majdage om de, der faldt i modstandskampen, døde i Hitlers kz-lejre eller de som sad alene tilbage med dybe sår.

Piben havde pludselig faet en anden lyd. nu gjaldt det om at redde, hvad reddes kunne – først og fremmest deres egen politiske fremtid. En vis tilpasning var for en tid igen nødvendig.

Håbene og de lyse drømme blev hurtigt gjort til skamme. Retsopgøret blev en parodi. De små slyngler blev straffet, de store lod man løbe.

Samarbejdspolitikerne vejrede igen morgenluft, efter at have frifundet sig selv i den af dem selv nedsatte parlamentariske kommission, førte de sig igen frem på den vante maner.

Fjenden var igen de røde. Sådan havde det været siden trediverne, hvor flygtninge fra Hitlers Tyskland – jøder, sigøjnere, kommunister, socialdemokrater og fagforeningsfolk – søgte asyl i Danmark, med risiko for at blive sendt tilbage over den danske grænse til bødlerne, som grinende ventede på den anden side.

Den politik blev endeligt blåstemplet på skammens dag d. 25. november 1941, da Danmarks udenrigs- og senere også statsminister Erik Scavenius underskrev Hitlers Antikominternpagt. Den danske minister udtalte i Berlin under stor applaus fra de nazistiske spidser ”… under Tysklands ledelse gælder det nu om at bevare fællesskabets system i overensstemmelse med den europæiske kultur.”

I 1946 – 1947 var man så småt ved at være tilbage i den vante gænge. Verden kunne være nok så forandret, uden at det ændrede en tøddel i den politiske tankegang hos det officielle Danmark. Men skulle fører linien igennem, krævede det at man ikke blev afsløret. Befolkningen skulle vide så lidt som muligt.

For man havde ét problem: Historien kunne afsløre dem, hvis nogen talte over sig, vedrørende politikernes gøren og laden under besættelsen. Derfor måtte den revideres og skrives om — eller som det mindste ties ihjel Da det ikke var muligt så kort efter besættelsens ophør, blev de afslørende historiske kendsgerninger gemt af vejen i eftertrykkelige låste arkiver, hvortil ingen havde eller har fri adgang, undtagen statens autoriserede krønikeskrivere. Og de udgør på ingen måde nogen trussel mod magthaverne. End ikke i deres vildeste fantasi kunne de forestille sig at afsløre de misgerninger og overgreb, som fandt sted fra den danske stats side mod landsmænd, i de fem forbandede år. De var en del af systemet, som de også er det i dag.

Ikke et ord kom der fra det officielle Danmark om de øverste myndigheders mildt sagt tvivlsomme rolle under besættelsen. Intet om politikernes samarbejde med besættelsesmagten og opfordringerne til stikkeri. Intet om politiets nidkærhed i jagten på landsmænd, indtil de blev afbrudt i arbejdet af deres nazistiske arbejdsgivere den 19. september 1944. Intet om de velvillige dommere som dømte landsmænd på samlebånd. Tavsheden lukkede sig om de, man ekspederede videre til kz-lejrenes helvede eller Gestapos torturkældre og henrettelsespladser.

Man udviste i det hele taget den største diskretion, når det gjaldt det officielle Danmarks landsforræderiske optræden i årene 1940 til 1945. Og det gør man stadig -60 år efter.

Løfterne til de som aktivt kæmpede mod fascismen, dengang det virkelig gjaldt, forsvandt som dug for solen. I stedet startede en bagtalelseskampagne: “Mordere”, råbte en dengang kendt og i vide kredse tillige anerkendt politiker og historiker – en såkaldt god socialdemokrat – efter de modstandsfolk, der med livet som indsats kæmpede mod fascismen for et frit og selvstændigt Danmark.

Og udviklingen gik hastigt videre. I stedet for fred fik vi NATO, Mccarthyisme, antikommunisme, Vesttysk genoprustning og kold krig. De som havde kæmpet mod fascismen og nazismen blev bagtalt. Løgnagtigheden blev sat i system. Göbbels havde og har ikke levet forgæves. Sort blev hvidt. Sandheden blev udskreget som en historisk løgn, eller forsøgt tiet ihjel – gemt af vejen under lås og slå.

På trods af store folkelige protester blev vi indlemmet i NATO. Siden har krig – kold som varm – været anerkendt af landets skiftende regeringer som et “legitimt” middel i kampen for udbredelse af det “vestlige demokrati” og markedsøkonomiens velsignelser. i demokratiets navn trædes friheden gang på gang ned. Undertrykkelsen var og er global. imperialismen giver ikke frivilligt noget fra sig, som den engang har tilegnet sig – stjålet hedder det på dansk.

1 slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne pralede landets højeste officerer – blandt dem hærchefen og Københavns kommandant, den sidste tidligere medlem af nazipartiet – af deres indsats under krigen, som i alt væsentlig havde bestået i at stjæle og gemme de våben, der var bestemt for den aktivt kæmpende modstandsbevægelse. De gik ikke af vejen for noget. Mord på modstandsfolk, som kunne afsløre deres dobbeltspil, hørte til dagens orden.

Man var stolt af sit forræderi, og pralede senere med det i aviser og erindringsbøger. Våbnene skulle bruges efter besættelsens ophør imod landsmænd i det endelige opgør med kommunisterne. Arbejdet skulle gøres færdigt, det var deres pligt, forstod man. Pligt mod hvem? Det undlod de at fortælle. Var de danske politikere, var det nazisterne, den tyske besættelsesmagt eller amerikanerne? Hvem var det? Svaret var tavshed!

Som følge af den vesttyske genoprustning oprettede NATO i slutningen af halvtredserne den dansk/vesttyske fælleskommando – eller Enhedskommando. Mange af de omtalte “helte” fra det danske officerskorps kom til at gøre tjeneste i den fælles overkommando, hvor de igen kunne pleje gamle bekendtskaber med de nazistiske generaler og admiraler som f.eks. Speidel – Paris bøddel, og Ruhe – chef for Hitlers ubådskommando. De – og folk som dem – var dem, der udgjorde den egentlige ledelse af dette skamløse sammenrend.

En af følgerne blev, ud over en spirende nynazisme, at unge danske – nogle af dem sønner af tidligere modstandsfolk – som blev indkaldt som soldater i det danske forsvar, angiveligt for at forsvare vort land mod ydre fjender, nu kom under kommando af deres fædres bødler.

I 1972 lykkedes det, som var mislykkedes for Hitler. Det danske folks flertal lod sig bedrage. Med en blanding af gyldne løfter og grove trusler lykkedes det at få Danmark indlemmet i det nye europæiske Gemeinschaft – EF. Man gjorde det til et spørgsmål om flæskepriser, mens man i virkeligheden holdt brandudsalg på vor nationale suverænitet og uafhængighed.

Det Hitlers banditter i lange sorte støvler ikke kunne klare med krudt og kugler, klaredes herefter af Brüssels burekrater i jaket og laksko.

Om kort tid – den 27. september – finder folkeafstemningen om den såkaldte EU­grundlov eller “forfatningstraktat” sted. EU-partierne pønser på et nyt nationalt forræderi. Alt vil blive gjort, millionerne vil rulle – intet vil være uforsøgt, for at få os til at stemme mod vore egne egentlige interesser.

Men et ja til EU-grundloven, vil være et ja til at fratage vor nation og det danske folk den sidste rest af selvbestemmelse. Derfor må den smides på historiens losseplads. Vi vil ikke reduceres til “Region Nord” en ubetydelig gevækst på den Europæiske Unionens nordlige flanke.

Vi er et gammelt folk, som i mere end tusind år har forstået at styre os selv og vort land. Det vil vi også gøre i fremtiden.

I aften og i morgen aften vil overvægtige søndagssoldater trampe rundt på de faldne modstandsfolk og kz-fangers grave i Mindelunden. Ingen har indbudt dem, det er en grov krænkelse af alt det, som de der her ligger begravet, kæmpede og døde for.

Dronningen og cremen af det danske politiske liv vil mode frem og lægge blomster. Politikerne — fra alle de partier som samarbejdede så forbandet godt med besættelsesmagten i de fem forbandede år – vil holde rørstrømske taler om vor hårdt tilkæmpede frihed, som kostede så mangen en god dansk mand livet. De vil tale om vore umistelige grundlovssikrede rettigheder, mens de pønser på at sætte samme grundlov endelig ud af kraft til september.

Ikke et øje vil være tørt. I vil kunne se det med egne øjne i tv og høre de smukke og til lejligheden velvalgte ord i radioen. Aviserne vil skrive om de følelsesladede taler og den dybtfølte stemning, som prægede højtidelighederne. Men I vil lede forgæves efter en omtale af vort møde her. Det er ikke politisk korrekt.

Derimod blev det anset for særdeles politisk korrekt i de højere politiske luftlag – da de regerende politikere i dagens Danmark – regeringen og folketingsflertallet på deres nye amerikanske herres forlangende – sendte Danmark i krig.

For 60 år siden blev vort land befriet fra den tyske besættelsesmagt. I dag er Danmark selv besættelsesmagt og i fuld gang med at træde andres frihed og menneskerettigheder under fode.

Danmark er med i “de villiges koalition”, som Danmark i sin tid var med i Antikominternpagten. Der går en lige politisk linie fra Erik Scavenius til Anders Fogh Rasmussen. De var og er begge stikirenddrenge for en fremmed magt.

Den 11. september kom – undskyld mig udtrykket – som sendt fra himlen for USAs regering og præsident. Nu kunne man – under påberåbelse af at bekæmpe terrorismen – angribe hvem man ville og når man ville. Planerne lå i forvejen klar i skufferne, nu blev de ført ud i livet. Bush udnævnte en “ondskabens akse”, som med jævne mellemrum udvides med nye lande, som siden sidst har pådraget sig “Det fjerde Riges” vrede. Disse stakler kan når som helst vente besøg af de amerikanske læderhalse, som med bomber og granater vil lære dem at elske det vestlige demokrati.

I stedet for fredelig sameksistens har vi fået Bushs “krig mod terror”, der, såvel i indhold, som i måden hvorpå den praktiseres, har ikke så lidt lighed med Hitlers fremgangsmåde i årene op til anden verdenskrig.

“Vil I den totale krig”, skreg Göbbels i Berlin. I dag råber Bush og Rumsfeld op om den permanente krig om krigen uden ende – og de danske marionetter klapper hælene sammen og parerer ordre. Statsministeren og hans villige klapkører i folketinget – fra vor tåbelige udenrigsminister til Socialdemokratiets nye formand – er åbenbart klar til alt, også at ofre unge danskes liv, for at få lov at spise morgenmad med føreren i Det hvide Hus.

I mere end to år har “de villiges koalition” nu med vold, terror og tortur, med bomber og bajonetter indført det vestlige demokrati i Afghanistan og Irak. Opmuntret af besættelsesmagten og med amerikanske, britiske og danske bajonetter som en effektiv støtte, gik irakerne til “deres første demokratiske valg”. Nu, nogle måneder senere, har man fået en “præsident og en regering”, som har til huse bag høje mure til værn mod det utaknemmelige folk. Nærmeste nabo – USAs ambassade. Det vestlige demokrati fejrer stadig nye triumfer.

Vi har længe kunnet se følgerne af denne politik – ikke blot hos forbilledet USA – men også i Danmark. Afdemokratisering, manglende retssikkerhed grænsende til retsløshed, terrorlovgivning, flygtninge- og racehad, en gennemgribende og for os alle livsfarlig oprustning af de vestlige samfund, og som en følge heraf en almindelig forråelse af menneskene.

Svimlende summer bruges på udviklingen af nye mordvåben, oprustningen løber grassat, mens flertallet af menneskeheden synker ned i stadig større armod. Alt dette viser, at hverken friheden eller freden er vundet én gang for alle, men kun kan sikres gennem en fortsat kamp mod de mørke kræfter, der i øjeblikket sidder på magten.

Også i vort land må der gøres op med krigsmagerne. De fører ikke alene krig i Afghanistan og Irak, de fører også krig mod den danske befolknings flertal – social, økonomisk, politisk, ideologisk og kulturel krig.

Det er på tide, at vi her i landet får organiseret modstanden mod regeringens og folketingsflertallets politik. Det kan hurtigt blive for sent!

Kræv soldaterne hjem fra Afghanistan og Irak øjeblikkeligt!

Den danske regering må overholde alle internatonale konventioner for behandling af flygtninge og indvandrere. En anstændig og menneskelig behandling af flygtninge og indvandrere, som kommer til vort land, må være en selvfølge. Solidariteten skal igen i højsædet.

Stem nej til EU-grundloven den 27. september.

Når uret bliver ret – er modstand en pligt, siger en gammel parole fra modstandskampens dage. Den var gældende i de fem forbandede år. Den gælder også i dag.

Kampen for fred og frihed mod fascisme og krig går videre!