Anton Nielsen: I anledning af 75-året for nazisternes magtovertagelse i 1933.
Offentligt møde den 22. november 2008.

I Hamburg står en mindesten i Rosenhaven ved skolen ved Bullenhuser Damm. Den er rejst til minde om de 20 jødiske børn der den 20. april 1945 blev hængt i kælderen under skolen. Børnene var blevet brugt som forsøgsdyr, men nu, hvor nazi-Tysklands nederlag var uundgåeligt, havde bødlerne travlt med at slette deres spor. Børnene var så små og vejede så lidt, at bødlerne måtte hænge sig i deres fødder for at gennemføre henrettelsen. På mindestenen i Rosenhaven står de manende og tankevækkende ord – en opfordring til handling:
”Her står du tavs – men når du vender dig så ti ikke!”

Forberedelserne til børnenes død blev taget før de blev født – den 30. januar 1933. Den dag hvor rigspræsident Hindenburg udnævnte Hitler til rigskansler. Weimerrepublikken gik under i skam og forræderi mod det tyske folk og overlod mere eller mindre velvilligt Tyskland til de nazistiske mordere. Jagten gik ind på jøder og kommunister – og siden hen på socialdemokrater og fagforeningsfolk og alle andre som vågede at løfte deres stemme i protest mod det nazistiske bæst.. Den tyske arbejderbevægelse gik under i strømme af blod.
Tyskland blev et lovløst samfund under nazisternes og stor-finansens diktatur. Et racistisk og militaristisk samfund, som ikke afstod fra nogen midler for at nå, det de ville. Et samfund byggende på ultravold, løgne, politisk ensretning – og det totale bedrag.
Med Det tredje Riges fødsel var krigen kommet helt tæt på, herefter var det kun et spørgsmål om tid – kort tid – før den ville bryde ud.
Samtidig blev dødsdommen fældet over millioner af mennesker – iblandt dem millioner af Europas børn, som de 20 jødiske børn i skolen ved Bullenhuser Damm i Hamburg.

Weimer-republikkens sank ned i en moralsk sump og gik politisk og økonomisk i opløsning, mens nazisterne terroriserede befolkningen og befæstede deres magt. Ansvaret for den skæbnesvangre udvikling ligger tungt på den tyske arbejderbevægelse og splittelsen mellem kommunister og socialdemokrater. De var den eneste kraft, som kunne have sat en stopper for det nazistiske barbari, og dermed måske kunne have forhindret krigen. Men som i 1914 således også i 1933. En kendsgerning vi alle burde lære noget af – også i 2008.

Weimerrepublikkens dage var talte:
6. november 1932: Rigsdagsvalg. Nazisterne taber omkring 2 millioner stemmer, SPD og KPD er i fællesskab stærkere end nazisterne.
19.november:En gruppe bank- og industriledere opfordrer skriftligt Hindenburg til at udnævne Hitler til rigskansler.
I året 1932 blev ifølge ”Rote Hilfe” 81 arbejdere skudt af politiet og 139 af SA og SS. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 133.000 antifascister.
22. januar 1933: De socialdemokratiske fagforeninger udtaler: ”Vi som fagforeninger må regne med enhver regering. Vi skal forhandle med enhver arbejdsminister. Vi skal også mødes med rigskansleren, lige meget hvad han end måtte hedde.”
29. januar: KPD gentager sit tilbud om en enhedsfront fra 20. juli 1932 til SPD og fagforeningerne.
30. januar: Hindenburg udnævner Hitler til rigskansler.
KPD fornyer sit tilbud om enhedsfront med SPD og Fagforeningerne. KPDs centralkomite henstiller samme dag endnu engang til SPDs partiledelse om i fællesskab at opfordre til generelstrejke. Forslaget afvises.
I de efterfølgende dage brød massestrejker alligevel ud på trods af den socialdemokratiske ledelse.
1. februar: På Hitlers forlangende opløser Hindenburg Rigsdagen. Dagen efter besættes kommunisternes hovedkvarter ”Karl Liebknecht Haus” af nazisterne.
3. februar: Hitler forkynder over for befalingsmænd i Reichwehr og Reichmarine parolen: ”Erobring af nyt ”Lebensraum” i Østen og ”Marxismens udryddelse.”
16. februar: Forfatteren og nobelprismodtagerne, Carl von Ossietzky udtaler på et forfattermøde i Berlin: ”I dag ved vi, at der til venstre for os nu kun findes forbundsfæller.” Han blev myrdet den 4. maj 1938.
20. februar: Krupp, I.G. Farben, Vereinigte Stahlwerke stiller 3. millioner mark til rådighed for den nazistiske valgkamp.
27. februar brænder Rigsdagen. Pyromanen var Rigs-minister Göring, som skød skylden på kommunisterne. Mere end 10.000 kommunister og socialdemokrater arresteres. Den kommunistiske presse og parti forbydes. Brandstifteren Göring slæber Demitrof og hans kammerater for retten. Den efterfølgende skueproces går ikke efter Görings hoved. Demitrof afslører det nazistiske komplot for åbent tæppe, og nazisterne må modstræbende løslade Demitrof og hans kammerater.
28. februar: En nødforordning fra Hindenburg sætter under påskud af ”afværgelse at statstruende kommunistiske voldshandlinger” alle demokratiske rettigheder i forfatningen ud af kraft.
3. marts: Ernst Thälmann arresteres. Han myrdes i Buchenwald i 1945.
22. marts: Rigsdagen åbnes i Potsdam. SPDs medlemmer møder ikke op. Og KPDs 81 mandater bliver erklæret for ugyldige; en stor del af KPDs medlemmer er allerede fængslet.
Hindenburg tillader indførelse af særdomstole og udsteder amnesti til alle nazister, der er dømt for terrorhandlinger.
De første kz-lejre oprettes. SA organiserer boykot af jøder i hele Tyskland.. Bogafbrændingerne tog deres begyndelse. ”Den der brænder bøger – brænder mennesker næste gang”, sagde Thomas Mann. Han fik ret!
Den 22. juni 1933 forbydes SPD. Deres parlamentsmandater kasseres. Cirka 3000 SPD-funktionære arresteres med kort varsel, og partiets formue beslaglægges.
Som rosinen i pølseenden nedlagde de borgerlige partiet sig selv.

Hvordan opfattedes disse skæbnesvangre begivenheder i Danmark? Hvilke skridt blev taget for ikke at komme i samme situation som den tyske arbejderklasse? De der kender historien vil vide, at man herhjemme tilsyneladende intet havde forstået og derfor intet lært.
En samlet front fra nazisterne over hejlende KU-ere til Socialdemokratiet gik til angreb på kommunisterne. Kommunisterne var hovedfjenden for danske politikere – ikke nazisterne.
Opfordringer til Socialdemokratiet om enhed i kampen mod fascismen, blev, som i Tyskland, hånligt afvist af den socialdemokratiske ledelse. Opfordringen fra Kominterns 7. verdenskongres om nødvendigheden af enhed mellem socialdemokrater og kommunister i kampen mod den fascistiske trussel, blev afvist som billig og falsk propaganda.
I stedet oprettede man i 1935 HIPA – Hovedorganisationernes Informations- og Propaganda Afdeling – hvis opgave udtrykkelig var at bekæmpe kommunisterne. Man skulle udsprede antikommunistisk materiale og afholde kurser. Samtidig oprettede man sit eget kartotek til registrering af kommunister.
Man betalte postvæsnet for at få navne og adresser på de der holdt Arbejderbladet, og man oprettede et stikkerkorps på arbejdspladserne, som rapporterede tilbage om kommunisternes gøren og laden. De spaniensfrivillige synes at have deres særlige interesse.
Da nazi-Tyskland besatte Danmark i 1940, anså HIPA – helt i den officielle samarbejdspolitiks ånd, og på samme måde som politiets afd. D – Det politiske Politi – det som særdeles vigtigt, at udlevere navne og adresser på de tidligere spaniensfrivillige til tysk politi, da de – de spaniensfrivillige – jo (citat) ”… både var våbentrænede og dertil villige til at yde modstand mod fascismen igen.”

Og jøderne – hvad med jøderne?
Vi går et øjeblik tilbage i historien til 1938: Til ”Krystalnatten” i Tyskland d.9. november, hvor synagoger blev brændt, jøder arresteret, mishandlet og for manges vedkommende sendt i kz-lejr og myrdet. Fire dage efter pogromen, mente den daværende redaktion på Jyllands Posten – frihedens og ytringsfrihedens forkæmper dengang som nu – det nødvendigt at fremkomme med deres uforgribelige meninger om jøder og ”jødespørgsmålet”.
I en ledende artikel, forklarede man, at
”… vi slet ikke kan sætte os ind i det tyske jødeproblem, skønt vi også herhjemme har kunnet lægge mærke til jøders uheldige egenskaber. Der er ganske vist jøder, som har vist sig som gode danske mænd, men der er også jøder, som har været forgrundsfigurer i svindelaffærer og uappetitlige pornografi- og fosterdrabsaffærer.
Men det vi har set af uheldigt i Danmark, er kun en svag afglans af, hvad man har oplevet med jøder i mellemeuropæiske og østeuropæiske lande. Der har jøder ført an i det tvivlsomme forretningsliv, i den tvivlsomme forlystelsesindustri og navnlig i politiske bevægelser yderst til venstre.
Det var ikke russere, men jøder med russiske navne, som druknede Rusland i blod. Det var ikke en ungarer, men en jøde der ledede den kortvarige, blodige rådsrepublik i Budapest. Det var ikke en tysker, men en jøde, der på samme tid gjorde München til et slagtehus.”
Bladet tog forsigtigt – meget forsigtigt – afstand fra de metoder, der blev anvendt i Tyskland. Men man mente dog, at problemet ”måske kunne løses ved at… man overlod jøderne et af de tidligere tyske koloniområder i Afrika.”
Året efter – i 1939 – var redaktionen helt afklaret. Ikke flere forbehold:
”De politiske Godtfolk, der bavler mest om Demokrati og Frihed, er her, som alle andre Steder, det sletteste Statsstyre, og de må følgelig sættes helt ud af Spillet, inden Genrejsningen kan gennemføres.” Potent mandfolkesnak – ikke sandt?

Finlandskrigene…
Under Finlandskrigen – kæmpede ”rigets bedste mænd” for ”det hvide Finland” – som var allieret med nazi-Tyskland. De Finlandsfrivillige blev – til forskel fra de Spaniensfrivillige – ikke fængslet eller forfulgt for at kæmpe for en fremmed magt. Schalburg og andre nazistisk officerer var borgerskabets helte.

Den 1. juni 1939 vedtog folketinget den dansk-tyske Ikke-angrebspagt med alle stemmer mod kommunisternes tre.
Parolen var allerede da: Gå stille – tal sagte. Endelig ikke lægge sig ud med det nazistiske regime, som man for øvrigt var enig med i mange forhold – ikke mindst i deres behandling af de politiske flygtninge. Uden skrupler blev de sendt tilbage over grænsen, hvor Gestapos bødler og en kvalfuld død ventede dem.
Tre måneder senere – 1. september 1939 – angreb Tyskland, Polen. Anden verdenskrig var begyndt.

Den 30.november 1939 – altså før Danmark blev besat – udbrød der igen krig mellem Finland og Sovjetunionen. Den danske regering udsendte i dagens anledning en erklæring, hvori man slog fast, at.: ”… denne gang fører Finland ikke sin kamp alene, men sammen med andre europæiske lande kæmper det under Tysklands førerskab for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med europæisk kultur. Der er en fælles europæisk interesse i dette opgør, hvis resultat på afgørende måde vil kunne bidrage til at bevare Europas lande for indre samfundsopløsning.”
10 måneder efter indgåelsen af den dansk-tyske ikkeangrebspagt – d. 9.april 1940 – blev Danmark besat.

22.juni 1941 arresterede dansk og tysk politi kommunisterne – alle dem man kunne få fat i. Jagten omfattede også de kommunistiske folketingsmedlemmer. Kartotekerne var i funktion.
Uden at blinke brød man grundloven – nødret kaldte de det. Kommunistloven blev først vedtaget 20.august, altså to måneder efter fængslingerne. Men derefter var man igen ”på lovens grund”, mente man.
DKP blev forbudt og gik i illegalitet, mens ”den kongelige danske regering officielt gav Frikorps Danmark den danske stats blå stempel. ”
Samme dag meddeltes det, at ”den tyske værnemagt er rede til at indsætte Frikorps Danmark i kampen mod Sovjet.”

Den 24. november 1941 underskrev udenrigsminister Erik Scavenius antikominternpagten i Berlin, hvor han blev modtaget af Hitler personligt.
Deutsche Allgemeine Zeitzung skrev i den anledning:
”Mandigt bekendte den danske udenrigsminister sig til kampen mod bolsjevismen, der netop i de nordiske stater truede i Sovjetunionens skikkelse.. Under Tysklands ledelse gælder det nu om at bevare fællesskabets system i overensstemmelse med den europæiske kultur.”

29. august. 1943 gjorde det danske folk op med samarbejdspolitikken. Samarbejdsregeringen måtte gå af. Kommunisterne – i Horserød og Vestre Fængsel – blev, som regeringen sidste handling overladt til Gestapos forgodtbefindende Den 2. oktober 1943 lagde skibet Wartheland fra på Langelinie, med sin menneskelige last – Jøder og kommunister. Untermenchen!
Destination: Helvedes forgårde i kz-lejrene Theresienstadt og Stutthof.

Kampen mod nyfascismen.
Hitler og hans kumpaner er døde, men fascismen lever fortsat og trives i bedste velgående i det nuværende politisk-betændte klima. I hele Europa spytter unge nazi-spirer på de dødes grave, og regeringer river mindesmærker ned eller flytter dem ud på lossepladsen. Mindesmærker over anden verdenskrigs døde sprænges i luften.
Vi kan også her til lands: Mindesmærket for de kommunister som satte livet til i kampen for Danmarks frihed er blevet skændet. Overhældt med maling. Sidst har nazisterne meldt Horserød-Stutthof Foreningen til politiet for påstået støtte til terrorisme. De får sikkert justitsministerens fulde opbakning! Vent og se.
Krig, fremmedhad, racisme og terrorlove står øverst på den politiske dagsorden. Formålet er at lukke munden på oppositionen og indgyde angst i befolkningen, så kun de få tør sige deres mening. Samtidig kriminaliseres det internationale solidaritetsarbejde. Frihedsbevægelser udråbes til terrororganisationer, og vil man ikke have en terroranklage på halsen, holder man sig langt væk fra alt solidaritetsarbejde. Håber de – men det skal blive løgn!

Danmark – hvor lovmøllen som bekendt maler helt ad helvede til – er ved at blive et lovløst land. Retsplejeloven, straffeloven og grundloven er delvist sat ud af kraft til fordel for de nye terrorlove og dekreter fra Det hvide Hus.
Den humanitære, tamilske organisation i Danmark (TRO) – hvis humanitære arbejde tidligere er blevet støttet af den danske regering – fik i Østre Landsret, for lukkede døre, sine økonomiske midler – beregnet til humanitær hjælp på Sri Lanka – indefrosset med den begrundelse, at der(citat):
”… i sagen blev fremlagt en oversat version af dekret nr.13.224 om terrorfinansiering, der er udstedt af den amerikanske præsident. Dekretet vedrører indefrysning af formuegoder og forbud mod transaktioner med personer, der begår, truer med at begå eller støtter terrorisme. T.R.O. Danmark er opført på en liste knyttet til dette dekret.” Dommen faldt den 8. april i år!
Et dekret fra krigsforbryderen Bush tillægges mere vægt end dansk lovgivning. Hvor usselt! Hvor følgagtig kan man blive?
Forsvarere og dommere er flere gange blevet sat ud af spillet – de anklagede kan ikke få at vide, hvad de er anklaget for. Alt fra fængslinger til udvisninger ordnes stadig oftere administrativt og i hemmelighed. Hvad kommer et par justitsmord offentligheden ved, synes ræsonnementet at være?
Tidligere var man uskyldig til det modsatte var bevist. Det er man tilsyneladende ikke mere, nu bygges sagen op på betalte meddelere og PETs ubekræftede og oftest løgnagtige påstande.
Samtidig opfordre man offentligheden – som af hensyn til Rigets sikkerhed intet kan få at vide – til at fodre PET med oplysninger.
For PET chef, Jacob Scharf, er intet tilsyneladende helligt i ”krigen mod terrorismen”. Uden at rødme blåstempler han tortur (citat):
”Alle oplysninger som kan føre til afsløring af terroristisk virksomhed – også selv om de er frembragt under tortur – er af værdi for PET.” ”Det er vigtigt at samarbejde med torturstater,” sagde han den 24. januar i år.
Lighedspunkterne mellem dengang og nu er mange. Alt for mange. Som Schavenius i 1941 således Statsminister Fogh Rasmussen i april 2008 (Citat):
”De, hr. præsident, og USA har mere end nogen anden fremmet denne vision om frihed og demokrati over hele verden. Tillad mig at hylde Dem for det!” Hæmoriden havde talt!
Nu som før har man allieret sig med aggressorerne. Nu som tidligere udviser de skruppelløse imperialister, som den danske regering modtager sine ordre fra, en total foragt for indgåede aftaler. Løgnen er blevet et anerkendt politisk middel i den ideologiske og politiske kamp. Intet er så usselt, at det ikke kan bringes til torvs for at generer en politisk modstander. Göbbels har ikke levet forgæves.
Hans efterkommere, hvad enten de hedder Bush, Rumsfeld, Blair, Fogh Rasmussen, Per Stig Møller, Pia Kjærsgaard eller pastor Krarup fra Seem, tager ikke et sekund i betænkning, at sende unge mennesker i krig, på et mildt sagt løgnagtigt og falsk grundlag. Det kan ikke fortsætte.
De skal stoppes! Vi må forenes i kampen mod terrorlove og politistat. Folket mod statsterroristerne. Der brug for civilkurage – for civil ulydelighed. Lad os give dem fingeren! De kan vedtage alle de love de vil, vi bøjer os ikke – den internationale solidaritet mellem mennesker lader sig ikke stoppe af en kriminel lovgivning. Så derfor: Forsvar demokratiet – bryd terrorlovene. Koste hvad det koste vil!
Eller med digteren Rudolf Nielsens ord:
”Før vi tramper ned og skaffer
vej i lovens paragraffer,
er vi trælle alle mand.
Rejs al kraft
som klassen ejer
– tværs igennem lov til sejr.
Støt os den som kan!
Støt os alle mand.”