13. dec 2007 kl. 12:02
Syv frifundet for støtte til terror
T-shirt producenterne Fighters and Lovers er blevet frifundet i sag om ulovlig støtte til organisationen FARC.
Af Søren Astrup
Det var ikke ulovligt, at syv personer solgte t-shirts til støtte for en sydamerikansk organisation. Det fremgår af en dom fra Københavns Byret.
I sagen mod t-shirtfabrikanterne Fighters and Lovers havde anklageren forlangt tre af de tiltalte idømt ni måneders fængsel hver, mens de resterende fire skulle have fængsel i mellem tre og seks måneder.
Retten fandt, at organisationerne FARC og PFLP udfører handlinger, der er omfattet af straffelovens terrorparagraf.
Men formålet med terroren er ikke at vælte landets styre, og derfor er kravene til dom efter terrorparagraffen ikke opfyldt.
En af de tre dommere var uenig og fandt, at FARC har til formål at vælte regeringen.
Menneskeretskritik af organisationer
Dommen faldt, efter at tøjfirmaet bekendtgjorde, at det ville sende penge til palæstinensiske PFLP og colombianske FARC – organisationer, der er blevet skarpt kritiseret af Amnesty International og af Human Rights Watch.
Om FARC skriver Amnesty således, at organisationen er ansvarlig for »grove menneskerettighedskrænkelser, herunder kidnapninger og drab af civile« og at »de væbnede oprørsgrupper er ansvarlige for voldtægt, mishandling, ‘forsvindinger’ og drab af piger og kvinder«.
Human Rights Watch har kritiseret FARC for at sprede landminer, der lemlæster tilfældige civile og for en række angreb på civile, såsom et angreb på en rutebil, der blev standset og sat i brand, mens passagererne stadig var inde i bussen.
Tøjindtægter skulle finansiere FARC og PFLP
De danske aktivister satte via tøjfirmaet Fighters and Lovers t-shirts med FARC’s og PFLP’s logo til salg.
En del af indtægterne – det blev til knap 25.000 kroner – skulle sendes til de to organisationer, der står på EU’s officielle terrorliste. Målet med støtten har været at protestere mod de antiterrorbestemmelser, der er indført i straffeloven, som gjorde det forbudt at støtte terror og terrororganisationer.
Kan ende for menneskeretsdomstolen
I byretten har de tiltaltes forsvarere lignet støtten med modstandskampen under den tyske besættelse og på, at de to organisationer opererer i samfund, der er præget af overgreb fra en stærkere og meget brutal statsmagt.
Anklageren har afvist det forsvar med, at de danske modstandskæmpere ikke placerede bomber blandt civile.
De to organisationer bruger grov vold, drab og bortførelser, og begge har et forsæt til at skræmme befolkningen, argumenterer hun.
Det førte til, at syv personer blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens forbud mod at støtte terror. Op til retssagen har de bebudet, at de vil forsøge at indbringe den for menneskerettighedsdomstolen, hvis dommen i Danmark går dem imod.
Printet fra politiken.dk Fredag 14. dec 2007
Ophavsretten tilhører Politiken. Informationerne må alene anvendes til egen, ikke-kommerciel brug.
Artiklen kan findes på adressen: http://politiken.dk/indland/article445946.ece