Horserød den 22. juni. 2007

Tale af Anton Nielsen formand for Horserød- Stutthofforeningen
i forbindelse med Horserød Museets 5 års jubilæum

For 66 år siden – den 22. juni 1941 – begyndte klapjagten på de danske kommunister. På tysk ordre – og med den danske regerings og statsministers fulde opbakning – arresterede et nidkært dansk politi et langt større antal end tyskerne havde forlangt. I første omgang blev arrestanterne indsat i Vestre Fængsel og provinsens arresthuse. Senere blev de samlet her i Horserødlejren.

Den 20. august vedtog et enigt folketing den såkaldte ”Kommunistlov” – et klokkeklart grundlovsbrud. På folketingets talerstol skændtes politikerne om, hvem der havde bekæmpet kommunisterne mest kompromisløst. Socialdemokraterne mente nok, at det var dem. Men den dag tog Ole Bjørn Kraft fra De Konservative prisen, som den mest perfide, da han bl.a. sagde:
”… et parti, der som det kommunistiske lader sine meninger bestemme, ikke af hensynet til deres eget folk og dets eget land, men af, hvad et andet lands interesser kræver, placerer sig på en ganske bestemt måde i sine landsmænds opfattelse, og det vil derfor også kun virke ynkværdigt, om et sådant parti, når det kommer i vanskeligheder, pludselig vil søge ly bag ved landsmandsskabets lov, som det selv så tydeligt har tilsidesat gennem sin holdning.”
Herefter vedtog disse ”gode danske mænd” ”kommunistloven” med alle de tilstedeværendes stemmer.

Domstolene tog sig herefter af det videre fornødne. Interneringskendelserne blev udstedt på samlebånd – kendelser som for nogle fik en dødsdoms virkning nogle få år senere, da de samme politikere som stod bag samarbejdspolitikken, kommunistloven og Hitlers antikominternpagt, uden at ryste på hånden udleverede kommunisterne i Horserød – de det ikke var lykkedes at flygte – til nazisterne, som derpå deporterede dem til tilintetgørelseslejren Stutthof. En lille lejr, hvor anslået 80.000 mennesker blev myrdet.

De overlevende blev pænt modtaget ved hjemkomsten, hvorefter livet i det store hele gik, som intet var hændt. Manden som i radioen havde opfordret befolkningen til at stikke sabotører, blev statsminister igen.
I den til formålet nedsatte Parlamentarisk Kommission hvidvaskede politikerne sig selv. De var ikke landsforrædere, det var en total misforståelse, som bundede i en kommunistisk løgn, men tværtimod landets modigste frihedskæmpere – som under store personlige ofre, og i al hemmelighed havde bekæmpet besættelsesmagten. Man slap med skrækken – de små blev dømt, de store fik lov at rende. Der var intet nyt under solen.

I 1949 undertegnedes en ny antikominternpagt – kendt som Atlantpagten. Derefter oprettedes ”Den dansk-vesttyske Enhedskommando.” Gamle venner mødtes igen, som i de gode gamle dage – og sønnerne af gamle modstandsfolk og kz-fanger kom under kommando af deres fædres bødler.

Den kolde krig var i gang.

Besættelsestidens historie blev gemt af vejen i nationens store glemmebog. Den var politisk ubekvem og kun brugbar, hvis den blev skrevet om. Den skulle som det mindste bringes i overensstemmelse med den til enhver tid herskende politiske mening på bjerget. Så troldspejlet blev fundet frem. Nysprog blev indført, og begreberne vendt 180 grader. Sort var igen hvidt. Historien blev fordrejet og misbrugt i en dårlig sags tjeneste.
Et grotesk eksempel herpå, så vi i forbindelse med 60-året for befrielsen, hvor statsministeren – med 60 års forsinkelse – priste modstandsbevægelsen til skyerne, som et led i forsøget på at legitimere den ulovlige krig i Irak. ”Det er som at blive omfavnet af en lommetyv,” sagde en gammel advokat og modstandsmand dengang.

Siden 60-året er der udkommet en stribe mere eller mindre seriøse bøger om besættelsestiden og den kolde krigs periode. Undersøgelseskommissioner er blevet nedsat og er nedkommet med digre rapporter, som oftest er mere vildledende end oplysende.
Den eneste, den eneste der ikke giver livstegn fra sig, er den kommission som blev nedsat i 1999, og som skulle undersøge PETs gøren og laden under den kolde krig – specielt over for venstrefløjen. Ingen har i mange år hørt så meget som en enkelt stavelse fra PET-kommissionen. Men på det senest har det forlydt, at den kommer frem i dagens lys på sin 10års fødselsdag i 2009. Men intet er sikkert – måske de døde, brudt sammen under deres kolossale arbejdsbyrde.
Imens er de hemmelige tjenester blevet oprustet, så de kan takle en ny tids krav, og de nye terrorlove med deres udvidede beføjelser til aflytning, overvågning og ransagning af borgerne.

Et par ord om den såkaldte forskning i den kolde krigs periode.
Statsministeren gjorde på et tidligt tidspunkt klart, hvad der var den egentlige mening med den 1. koldkrigs-undersøgelsen – DIS-udredningen – var.
Den ville blive rettet mod de, som statsministeren udokumenteret kaldte ”de danske medløbere”. Hans partifælle Birthe Rønn Hornbech gjorde det kort efter lysende klart, hvem disse ”medløbere” var:
”Kommunisterne, socialisterne, fredsbevægelsen, de vildfarne radikale og socialdemokraterne … alles gøren og laden skal efterforskes og offentliggøres. Og hvis enkeltpersoner føler sig ramt af det – so it be. Hvis man var aktiv på venstrefløjen under Den kolde Krig, må man leve med de konsekvenser, som det får.” Dermed var heksejagten skudt ind endnu engang – og kætterbålet lagt til rette.

Siden har ”undersøgelse” fulgt ”undersøgelse”. Sidst er professor Bent Jensen – på Dansk Folkepartis initiativ – kommet på finansloven, så han kan foretage sin egen helt private undersøgelse. I dagbladet Politiken henvendte vor lokale McCharty sig forleden i dagens kronik til offentligheden. Hovedformålet er, forstår man, at gå i kødet på føromtalte DIS-udredning fra 2005, som efter hans mening behandlede venstrefløjen alt for blidt.
Efter at have opremset en række emner, som han overvejer at undersøge – intet var endnu sikkert – forstod man, sluttede han med en henvendelse til læseren: ” Gode forslag til andre emner vil blive modtaget i en åben og positiv ånd.”
Samtidig har en stribe af professorens lærlinge – såkaldte historikere med base på Syddansk Universitet – været, og er fortsat travlt beskæftiget med at omskrive historien. Hyldemeter af udokumenterede påstande fremstilles som den skinbarlige historiske sandhed. Det er indoktrinering af værste slags, hvis formål er at give dagens unge et fuldstændigt falsk billede, af det der skete i de fem forbandede år og under den kolde krig.

Derfor er kampen mod historieforfalskningen blevet stadig vigtigere. I den sammenhæng er selv et lille museum som Horserød Museet vigtigt. Her opbevares en lille del af den nødvendige dokumentation af en mørk tid i vort folks historie. Her kan nye generationer få oplysninger om en for dem fjern fortid, som de ikke vil kunne få så mange andre steder.
Det er en af de mange gode grunde, der er til at fejre museets 5årsdag. Og jeg ønsker hjertelig tillykke. Samtidig vil jeg benytte lejligheden til på Horserød-Stutthof Foreningens vegne at sige tak til Torben Gulnov for hans store daglige indsats for museet.

En anden men ikke mindre god grund er den politiske udvikling i ”den nye verdensordens” tid. En tid med øget undertrykkelse – en tid hvor krigen igen anvendes som politisk magtmiddel.
I stedet for fredelig sameksistens og fredsdividende har vi fået Bush´ ”Krig mod terror”, der, såvel i indhold som måden hvorpå den praktiseres, har ikke så lidt lighed med Hitlers fremgangsmåde i årene op til anden verdenskrig. Nationer og folkeslag lægges for had – og angribes. Regimeskifte kalder de det ”over there”, når de sætter deres egne Quislinge på magtens trone – i Irak og Afghanistan.
”Vil I den totale krig,” skreg Göbbels i Berlin. USA har udnævnt en række lande til at være ”ondskabens akse”. Med jævne mellemrum udvides den med nye lande, som siden sidst har pådraget sig USA’s vrede. Nu taler man om ”den permanente krig” – om krigen uden ende – og indtil videre har den danske regering – dengang som nu – slået hælene sammen og pareret ordre. ”
”Vi skal blive i landet, så længe vi kan gøre nytte, så længe den ”demokratisk valgte” regering ønsker os. Vi skal gøre vort arbejde færdigt!” lyder regeringens mantra vedrørende Danmarks krigsdeltagelse i Irak. Det er blevet gentaget og gentaget uden af den grund at blive mere rigtigt. Til august trækkes de danske tropper ud af Irak. Hundredetusinder er dræbt, millioner er på flugt og landet er lagt i ruiner. Men Halliburton har fået sin olie! Arbejdet er gjort helt færdig – i Irak. Men man fortsætter i Afghanistan. Man har tilsyneladende intet lært.

Her til lands har vi også mærket følgerne af ”krigen mod terror”. Demokratiet indskrænkes dagligt. Vi har som nævnt fået en ny terrorlovgivning, som i væsentlig grad reducere borgernes retssikkerhed, og øger de hemmelige tjenesters magt i det danske samfund. Overvågningssamfundet er en realitet. Politistaten banker på. Demokratiet udhules – tilbage er et skindemokrati. Spin hedder det – bedrag er det!

Solidariteten kriminaliseres. Solidariteten i arbejderklassen – såvel som den internationale solidaritet. Inden længe starter retssagen mod Foreningen Oprørs talsmand, Patrick Mac Manus, for at have stillet sig politisk og økonomisk solidarisk med to modstandsbevægelser i henholdsvis Palæstina og Colombia, som af USA’s terroristiske regering er sat på deres og EUs ”terrorliste.” Vi er tilbage ved besættelsestidens dage – en frihedskæmper er en terrorist.

Det danske samfund bliver stadig mere inhumant og brutalt. Racisme og fremmedhad florerer. Behandlingen af flygtninge og indvandre bliver stadig mere umenneskelig, og er stadig tiere i strid med de internationale aftaler og konventioner, som Danmark selv har underskrevet.
I dag er den antifascistiske kamp først og fremmest en solidarisk kamp for fred, frihed og menneskerettigheder – mod imperialisme, krig og undertrykkelse. Solidariteten skal igen i højsædet – ellers lurer fascismen lige om hjørnet. Som det hed engang:

Når uret bliver ret – bliver modstand en pligt