HORSERØD-STUTTHOF FORENINGEN

Referat fra: Foreningens ordinære generalforsamling

Dato: 17. marts 2007 kl. 12 i ’Byggefagenes Hus’

Dagsorden ifølge vedtægter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Formandens beretning for foreningens virke i det forløbne år. Herunder også det fremtidige arbejde
3. Kassererens forelæggelse af regnskab og forslag til kontingent
4. Eventuelle forslag eller indkomne forslag
5. Valg af formand
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
7. Valg af 2 revisorer
8. Eventuelt

Formanden, Anton Nielsen, bød velkommen til medlemmer og gæster og mindedes de 3 medlemmer, Erling Henriksen, Irma Wrønding og Per Bentzen, der var afgået ved døden siden sidste generalforsamling. Herefter gik vi over til dagsorden iflg. Vedtægter:

ad1) Som dirigent foreslog bestyrelsen Pia Mølholm, Pia blev valgt
Som referent foreslog bestyrelsen Randi Pløger, Randi blev valgt.

ad2) Beretning ved Anton Nielsen:

Gode kammerater.

Den politiske situation spidsede til i perioden.
Den internationale fange- og modstandsorganisation FIR, som Horserød-Stutthof Foreningen er tilsluttet, skrev i en henvendelse til den europæiske offentlighed bl.a.:

”Vi er indstillet på at bekæmpe alt, som giver næring til nationalisme, racisme og antisemitisme. Højreekstremisme og højrepopulisme skal trænges tilbage gennem aktiv kamp. Vi står fast i kampen mod nyfascisme og racisme. Vi vender os mod fremmedfjendtlighed, intolerance og vold.
Vi er fast besluttet på at bekæmpe ethvert tilløb til krig.
Vi er ligeledes fast besluttet på, at forsvare folkenes sociale landvindinger mod ethvert angreb.
Vi anser det for absolut nødvendigt med en afklaring af historien.
Vi vil opbygge et aktivt beredskab vendt mod forsøgene på afvikling af demokratiet, friheden, menneskerettighederne og freden.”
FIRs udtalelse som tjener som kompas for den internationale antifascistiske bevægelses kamp i denne farlige tid.
Den er også grundlaget for vor kamp i dagens Danmark, hvor antidemokratiske og nyfascistiske kræfter fra regeringen og dens støtteparti til den nazistiske rotterede i Greve sender lange sorte skygger ind over vort land.

Politisk har det forløbne år været nok så stormfuldt. Danske soldater optræder fortsat som besættelsesstyrker i Irak og Afghanistan. På det sidste har man – på grund af det stadig stigende politiske pres, og den britiske kovending – omsider besluttet, at hjemkalde de danske styrker fra Irak til august. ”Det har været en succes,” erklærer man i kor, mens blodet flyder i de irakiske byer.
Planen er nu at overføre en del af soldaterne til Afghanistan – deri er også den socialdemokratiske opposition enig. Forstå det, hvem der kan. Den danske regering – og tilsyneladende altså også den såkaldte opposition – slutter fortsat og ubetinget op bag krigsmageren Bush.

Ingen kan i dag føle sig sikker. Nationer, organisationer, frihedskæmpere – ja, enhver som ikke lydigt underkaster sig Det hvide Hus` krav – står i fare for at blive udnævnt til terrorist, med alt hvad deraf kan følge. Fra krig og besættelse til tortur og fængsling uden dom på ubestemt tid – eller til døden for morderhånd.

Fra borgerligt demokrati til politistat og overvågningssamfund.
Umiddelbart efter 11. september – der kom som sendt fra himlen, for USA’s præsident – erklærede han og hans ultrahøjre støtter, ”Krigen mod terror”. Det førte til angrebet på Afghanistan – og senere på Irak – og blev samtidig, under påskud af at ville bekæmpe og forsvare sig mod terrorismen, signalet til indførelsen af overvågnings-samfundet, så man fik fuld kontrol med landets egne borgere. En politistat, som reducerede det højtbesungne demokrati i ”Guds eget land” til en parodi – eller måske snarere et skræmmebillede.
Det samme skete i vasalstaterne – herunder Danmark – hvor regeringen, godt hjulpet på vej af Dansk Folkeparti, strammede lovgivningen i forhold til indvandrere og flygtninge. Samtidig vedtog man en ny såkaldt terrorlov – oprustede PET og FET – og lagde sag an efter den nys vedtagne ”lov” mod Foreningen Oprør for at have støttet organisationer – frihedsbevægelserne FARC og PFLP – som er på EU’s og USA’s terrorliste.

I oktober sendte vor forening et åbent brev til justitsminister Lene Espersen, hvori vi berørte tiltalen mod Foreningen Oprør og samtidig sagen om udleveringen af SS-manden og morderen Søren Kam til Danmark. Vedrørende Foreningen Oprør skrev vi dengang bl.a.:
”Konkret anklages Foreningen Oprør for at ydet støtte til de to modstandsorganisationer, som – i strid med de faktiske omstændigheder – af EU, USA og den danske statsminister er blevet udnævnt til terrororganisationer.
I den sammenhæng forstår vi, at det er Dem meget om at gøre, at vise vennerne i Brüssel og Washington, at den danske regering – også i den sammenhæng – ”er med hele vejen”. Samtidig får De jo også afprøvet Deres antidemokratiske terrorlove, som i første omgang – forstår vi – skal bruges til at sætte talsmand Patrick Mac Manus bag tremmer.
Nu er det jo ikke første gang at en dansk regering agerer i en dårlig sags tjeneste, og træder demokratiet under fode, mens man råber terrorrister efter de, som – med livet som indsats som under besættelsen – står fast på demokratiets grund. Det er på det nærmeste en tradition – en dårlig tradition.”

Om udleveringen af morderen Søren Kam til det danske retsvæsen, så trak man afgørelsen ud i det uendelige, indtil de tyske myndigheder til sidst – som det tilsyneladende hele tiden havde været meningen – løslod ham fra varetægtsfængslet. Hen er i dag en fri mand – en god tysk borger. Dette på trods af, at nye anklager blev tilført hans generalieblad. Det kom for en dag, at morderen Søren Kam, også havde en finger med i forsøget på at udrydde de danske jøder.
De nye oplysninger stammer fra Efraim Zuroff, som arbejder ved Simon Wiesenthal Centret i Jerusalem.
Som bekendt indledte man efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i 29. august 1943 i oktober en klapjagt på de danske jøder. Søren Kams deltagelse i dette beskidte arbejde bestod i, at han deltog i et røveri i august samme år, hvor det lykkedes danske nazister at stjæle adresserne på Mosaisk Trossamfunds medlemmer, som de siden udleverede til Gestapo, da jagten gik ind i oktober.

På trods af disse skærpende oplysninger, nægtede Bayerns øverste landsret, den bayerske statsadvokatur – med den tyske justitsministers samtykke, og på trods af at det er et klokkeklart brud på EU’s såkaldte ”internationale arrestordre” – at udleverer Søren Kam til retsforfølgelse i Danmark. Tværtimod! Man har nu frafaldet sagen helt og endeligt.
Justitsminister Lene Espersen overvejer nu ifølge pressen, hvad hendes næste skridt skal være. Tavsheden har sænket sig over sagen.

Herefter et par ord om ytringsfriheden – om historien og historieskrivningen – som mildt sagt har været omstridte begreber i den forløbne tid.
Ikke mindst har det været påtrængende for redaktørerne på Jyllands Posten, at fastholde deres ytringsfrihed til at lufte deres racistiske og småfascistiske meninger – nok engang.

I 2006 krævede Jyllands Posten i ytringsfrihedens hellige navn deres grundlovssikrede ret til åndelig talt at spytte på den muslimske tro. Det var godt nok i strid med racismeparagraffen 266 B, som forbyder at håne, nedværdige og forhåne andre for deres race og religion. Men det kunne man selvfølgelig ikke tage sig af, man agerede jo i en højere sags tjeneste. Men som man råber i skoven får man svar. Som vi ved, fik det denne gang øjeblikkelige og vidtrækkende konsekvenser.

Ikke mindst gik det ud over dansk handel og eksport, som blev boykottet af mange lande. Og da man altid har haft det princip her til lands, at ”politikken følger flæsket”, måtte landets statsminister, hvor nødigt han end ville, gå på arabisk tv for – med nedslået blik og røde kinder – at beklage, bestemt ikke undskylde – Jyllands Postens provokation. Senere har man regnet ud, at ”Muhammed-krisen” påførte dansk eksport et tab på 2 milliarder kroner. Det gjorde indtryk hos Arla, men det gjorde absolut intet indtryk på Jyllands Posten. Nu som før stod avisen urokkelig fast på sine racistiske og fascistiske holdninger.

Lad mig et øjeblik gå lidt tilbage i historien til 1938: Til ”Krystalnatten” i Tyskland 9. november, hvor synagoger blev brændt, jøder arresteret, mishandlet og for manges vedkommende sendt i kz-lejr og dræbt.
Fire dage efter pogromen – mente den daværende redaktion det opportunt at fremkomme med deres uforgribelige meninger om jøder og ”jødespørgsmålet”, som de kaldte det.
I en ledende artikel, forklarede man, at
”… vi slet ikke kan sætte os ind i det tyske jødeproblem, skønt vi også herhjemme har kunnet lægge mærke til jøders uheldige egenskaber. Der er ganske vist jøder, som har vist sig som gode danske mænd, men der er også jøder, som har været forgrundsfigurer i svindelaffærer og uappetitlige pornografi- og fosterdrabsaffærer.
Men det vi har set af uheldigt i Danmark, er kun en svag afglans af, hvad man har oplevet med jøder i mellemeuropæiske og østeuropæiske lande. Der har jøder ført an i det tvivlsomme forretningsliv, i den tvivlsomme forlystelsesindustri og navnlig i politiske bevægelser yderst til venstre.
Det var ikke russere, men jøder med russiske navne, som druknede Rusland i blod. Det var ikke en ungarer, men en jøde der ledede den kortvarige, blodige rådsrepublik i Budapest. Det var ikke en tysker, men en jøde, der på samme tid gjorde München til et slagtehus.”
Bladet tog dog forsigtigt afstand fra de metoder, der blev anvendt i Tyskland – man skulle jo nødigt komme til at støde den store nabo i syd. Derfor påstod man, at problemet var europæisk, ”… og Europa kunne ikke stiltiende se på, at 750.000 mennesker gik til grunde.”
Man foreslog derfor, at ”… man overlod jøderne et af de tidligere tyske koloniområder i Afrika.”

Året efter – i 1939 – var man blevet endnu mere afklaret til demokratiet og dets fortalere. Der var ikke længere nogen grund til at holde sig tilbage. Man havde tydeligvis taget ved lære af udviklingen i Hitler-Tyskland:
”De politiske Godtfolk, der bavler mest om Demokrati og Frihed, er her, som alle andre Steder, de sletteste Statsstyre, og de må følgelig sættes helt ud af Spillet, inden Genrejsningen kan gennemføres.”

I 2006 måtte statsministeren som sagt gå på arabisk tv, hvor han forklarede, at han ikke kunne gribe ind over for en avis, der blot benyttede sig af sin grundlovssikrede ytringsfrihed – om det så var til at svine andre til. Han beklagede, men undskyldte ikke – og det var vigtigt, mente han selv – da tegningerne i Jyllands Posten i de arabiske lande, var blevet opfattet som blasfemi og det, der var værre. Men det var naturligvis slet ikke meningen, bedyrede han.

På nogen virkede det underligt, ja måske endog hyklerisk, at det netop var denne statsminister, som slog sig til ”ridder af den ukrænkelige og uindskrænkede ytringsfrihed”. For der var stadig nogle, som kunne huske helt tilbage til marts 2004, da regeringen – anført af statsministeren, der som bekendt også er pressens minister – og hans støtteparti – afskaffede portostøtten til en lang række forenings- og fagblade, hvilket indtil nu har ført til lukningen af flere end 800 af de i alt 5000, som blev ramt af regeringens antidemokratiske tiltag.

Jeg kommer i denne forbindelse til at tænke tilbage til 60-året for Danmarks befrielse, og den gamle modstandsmand, Jørgen Jacobsen, som da – om den samme statsminister, som netop da havde skældt ud på sine afdøde partifæller for deres optræden under besættelsen, og samtidig hermed – godt nok med 60-års forsinkelse erklærede modstandsbevægelsen sin uforbeholdne kærlighed – udtalte, at ”han følte det, som blev han omfavnet af en lommetyv.”

Men ytringsfriheden var og er hellig i Danmark, det være hermed slået fast med syvtommersøm. Ikke mindst Jyllandspostens ytringsfrihed, forstås. Det var demokratiets grundpille – hvorom vi alle stod vagt. Dog ikke når det drejer sig om Danmarks Radio, kan man forstå af de sidste dages afsløringer af kulturministerens og regeringens forsøg på ”politisk disciplinering”.
I nytårstalen sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen:
”I dag står der respekt om Danmark, fordi vi stod fast, da vore grundlæggende værdier kom under pres.”
Vi stod nu midt i en ”værdikamp” erklærede han!

Horserød-Stutthof Foreningen. Marts 2006 – marts 2007.
Denne forskruede politik afspejlede sig naturligvis i vor forenings arbejde. Vedrørende forsøget på at kriminalisere Foreningen Oprør og dens talsmand Patrick Mac Manus, sendte vi som nævnt et brev til justitsministeren. I samme brev tog vi som sagt også fat i Søren Kam-sagen.
Nogen tid efter – 15. januar 2007 – fik vi svar fra justitsministeriet vedrørende vort brev af 23. oktober 2006.
Justitsministeriet har i øvrigt, skrev man afsluttende ”… noteret sig Deres synspunkter, men i øvrigt opfattet Deres henvendelse som sendt til ministeriets orientering, og vi foretager os på denne baggrund ikke yderligere i anledning af Deres henvendelse.” Ikke et ord om forsøgene på at kriminaliserer Foreningen Oprør.
Efterpå sendte bestyrelsen et åbent brev – en solidaritetserklæring – til Foreningen Oprør underskrevet af vor bestyrelses medlemmer. Vi erklærede os klar til at støtte fremover – også økonomisk. Det blev også videresendt til Justitsministeriets orientering. Der skulle jo nødigt opstå misforståelser.

Kampen om historien
Som vi alle ved, har man fra politisk hold igennem lang tid været i gang med at omskrive historien, så den kommer til at passe til tidens politiske magthaveres øjeblikkelige politik og langsigtede mål.
For det første forsøger man, som f.eks. statsministeren, at omskrive besættelsestidens historie og tage den til indtægt for sig selv, siden har man forsøgt sig med efterkrigstidens og den kolde krigs tid.
Sidst har man – efter Dansk Folkeparti havde vist sin utilfredshed med de tidligere undersøgelser af ”de røde lejesvendes” gøren og laden under den kolde krig – startet endnu en undersøgelse af forholdene i Danmark under den kolde krig.
Undersøgelsen ledes af den utrættelige kommunistjæger, professor Bent Jensen. Han startede ”undersøgelsen” som forventeligt, når det er ham, der er tale om, med at proklamere en uforsonlig heksejagt på alt og alle, som tidligere havde haft den frækhed at sige ham imod. Professorens historiske inkvisition – som har til huse på Syddansk Universitet – vil nu stille skarpt på dem, som ikke kendte deres plads under den kolde krig, som det tidligere er blevet udtrykt. Det skal nok blive underholdende, men med historieforskning har det intet at gøre.
Som professor Nicolaj Petersen og Ib Faurby fra Forsvarsakademiet, udtrykte det, efter Jensens frådende angreb på sit første offer, journalisten Jørgen Dragsdahl:
”Bent Jensens forsøg på at gøre ”historiens Domstol” til en inkvisition med begrænsede krav til bevisførelsen er uvidenskabelig.”

70-året for udbruddet af den spanske borgerkrig.
Kampen om historien omfatter også tiden op til krigens udbrud og Danmarks besættelse. Herunder den spanske borgerkrig, som tog sin begyndelse med Franco-fascisternes angreb på Den spanske Republik i 1936 – altså for 70 år siden – og de danske frivilliges deltagelse i krigen på republikkens side.
Horserød-Stutthof foreningen stod bag en række artikler om borgerkrigen, ligesom vi i forbindelse med K-festivalen i august 06 lavede en stor udstilling om borgerkrigen.
Den 28. oktober stod vi – sammen med ”Dokumentationscentret mod Historieforfalskning”, Aktive Modstandsfolk, De spaniensfrivilliges Venner og FIR – bag et meget velbesøgt og bevægende mindemøde i fagforeningen i Trekronergade. I den forbindelse vil jeg gerne takke ”Hagens Fonden”, hvis økonomisk støtte medvirkede til at gøre dette arrangement muligt. Ligeledes en stor tak til Røde Horn og Rote Kapelle uden hvis musikalske indsats, det ikke havde kunnet lade sig gøre.

Andre aktiviteter.
Jeg vil ikke undlade at nævne en række andre aktiviteter, som hver især har været et stort stykke arbejde, og som har krævet en stor indsats fra mange kammerater.
Det drejer sig ikke mindst om opbygningen af vor hjemmeside, som nu absolut er et besøg værd – www.Horserød-Stutthof Foreningen – både, når man skal se de sidste nyheder, eller hvis man vil orientere sig om artikler eller nye bøger som f.eks. vor kammerat Karl Desters nylig udkomne bog ”Fra Slotsgade til Stutthof.”

Sidst men ikke mindst vil jeg nævne vor fælles skovtur sammen med Aktive Modstandsfolk til Hven og vort eget arrangement i Horserød den 22. juni.
Begge dele vil jeg vende tilbage til om et øjeblik i forbindelse med vort fremtidige arbejde.

Fremtidig arbejde.
Allerede nu er følgende arrangementer vedtaget eller på bedding:
1/ Foreningen deltager med en bod i Rød 1. maj i Fælledparken.
2/ Vi opfordrer til at slutte op om 4. maj på Vesterbro.
3/ Vi gennemfører – i samarbejde med Aktive Modstandsfolk – den årlige skovtur d. 12. juni. Det er endnu ikke besluttet, hvor vi tager hen denne gang. Det bestemmes i nogen grad af vores økonomiske forhold. Vi har naturligvis – i lighed med tidligere år – søgt om økonomisk støtte hos ”tips og lotto”, men vi kan nok ikke påregne, at de løser vore økonomiske problemer, så derfor må vi både sikre os, at alle får betalt det beskedne kontingent, og at vi udviser en vis sparsommelighed.
4/ Som sædvanlig tager vi til Horserød d. 22. juni. I år er det 5 år siden vi indviede Horserød-museet. I den anledning vil vi – i samarbejde med Foreningen Frihedsmuseet Venner – afholde et lille festligt jubilæum i Horserød på dagen.
5/ Fra 3. september til og med 9. september opfordrer vi alle medlemmer til at tage med på FIRs rejse til Heideruh på Lüneburger Heide. Der vil senere i dag blive redegjort for pris og program for turen. Afsæt tid til at tage med, det vil blive en anderledes tur. Der ligger tilmeldingsskemaer her oppe ved talerstolen.
6/ Sidst på året ligger der planer for en kombineret kulturaften og julefrokost for alle medlemmer. Også herom senere.

Til sidst vil jeg blot takke alle medlemmer og samarbejdspartnere for et godt samarbejde i et travlt år og i håbet om fortsat fremgang for vor forening slutte denne beretning.

Formandens beretning blev enstemmigt vedtaget

Herefter blev ordet givet til en repræsentant for ungkommunisterne i Colombia, som fortalte om deres kamp mod undertrykkelse, mod fascisme, for fred og frihed. Han udtrykte stor tak for foreningens støtte i denne forbindelse.

ad3) Forelæggelse af regnskab og forslag til kontingent
Hanna Kirkegaard kommenterede enkelte ekstreme poster i regnskabet.
Bestyrelsen foreslår uændret kontingent på kr. 150.

Regnskab og kontingent godkendt

ad4) Ingen forslag

ad5) Valg af formand
Anton Nielsen blev genvalgt med akklamation.

ad6) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
Lis Bramsen ønskede ikke genvalg til bestyrelsen
Som nyt medlem blev foreslået Ellen Schütt, og Ellen blev valgt.

ad7) Valg af 2 revisorer
Genvalg til Ane Søegaard og Randi Pløger,
Suppleant: Thomas Bentsen.

ad8) Eventuelt
Anne-Marie Dester forespurgte, hvor mange af de oprindelige Stutthof-fanger, der endnu er i live. Der er kun 4 tilbage.

Anne-Marie Karlsson overleverede et gammelt kartotek fra Horserød over internerede.

Bodil orienterede om FIR-turen til Heideruh i september. Det foreligger endnu kun et foreløbigt program. Endeligt program udsendes senere.

Anton sluttede generalforsamlingen med en tak til bestyrelsen for årets arbejde, og en speciel tak til Lis Bramsen for hendes indsats gennem mange år.

Den nye bestyrelse:
Anton Nielsen
Mogens Mølholm
Bodil Enoch
Hanna Kirkegaard
Jørgen Mørch
Gerd Fuglsang
Allan Christiansen
Inger Nielsen
Ove J. Nielsen
Ellen Schütt

Revisor: Randi Pløger.
Ane Søegaard.
Revisorsuppl.: Thomas Bentsen