af Søren Andersen

Fire dage med ”Horserød-Stutthof foreningen” og ”Venner af de internationale Brigader, Spanien 1936-39” til Heideruh i Buchholz:

Se også Sørens billeder:

Heideruh er i dag et samlingssted for internationale antifascister fra hele verden. Det startede i 1923, hvor en gruppe kommunister byggede det første hus.
Efter krigen var et fristed for de modstandsfolk der blev ødelagt under fascismen – nazismen. Siden har det både været fristed for forfulgte flygtninge, et oplysnings- og feriested og meget andet…

Efter en længere tog – bus og gåtur ankom vi lidt forsinket til det dejlige sted midt i skoven. Her blev vi mødt af Bea og Heinz, som var vores fantastiske ledere og guider på turen.

Næste dag var vi med bus til Hamborg, hvor vi først besøgte Ernt Thälmann museum.
Thälmann var leder af det kommunistiske parti i Tyskland fra 1925 til 1933, hvor nazi-styret forbød det kommunistiske parti. Han blev arresteret samme år og sat i fængsel i 11 år, som politisk fange, hvorefter han blev henrettet i 1944 på ordre fra Hitler.
Der var en stor international bevægelse for at få ham fri, men det lykkedes ikke. Museet var ikke så stort, men man fik hurtigt meget af tænke over. Blandt andet kiggede jeg på nogle billeder af bogafbrændingerne i Hamborg i 1933 – som nu er meget aktuel, hvor man ikke alene forbyder bøger, musik m.v. i Ukraine, men hvor hele den vestlige verden udelukker kunst, litteratur, sport, diplomati og meget andet fra Rusland.
Efter en god frokost tog vi på en dejlig sejltur igennem Hamborg Havn.
Tilbage til Heideruh og hygge med lidt øl og masser af diskussioner.

På tredje dag besøgte vi koncentrationslejren Bergen-Belsen, der både havde krigsfanger, politiske fanger og udvekslingsjøder.
De sovjetiske (russiske) krigsfanger der blev behandlet forfærdeligt. De boede i jordhuller for at overleve vinteren, de fik så og sige ingen mad, og måtte selv begrave deres døde. Alene af de 21.000 sovjetiske krigsfanger, der ankom i løbet af 1941, var de 15.000 døde i foråret 1942 – der døde ca. 35.000 russiske soldater i denne lejr.

Vi havde taget blomster med, som vi ville lægge foran de sovjetiske mindesmærker.
Vores guide fortalte så, at der var 40 minutters gang derud til og det lå lige op til et militært område. Vi fik så lagt blomsterne ved et stort fællesmindesmærke, hvor også de sovjetiske soldater blev mindet. Herefter sang vi Internationale til vores guides store forbavselse.

De af os, der kunne gå så langt, gik så turen helt ud til de sovjetiske mindesmærker.
På museet, som var enormt stort, fik man kun den polerede historie om nazismens forfærdeligheder.

Besøget skabte selvfølgelig mange debatter, om fascismens forfærdeligheder og den måde, som tysker i dag videregiver information om denne tid.

Den fjerde og sidste dag var vi på besøg på et slags frilandsmuseum med rundvisning “Sniershus”. Det handlede først om landbrugsudviklingen, frem til jernbanen kom til Buchholz. Herefter berettede Bea – som var en fantastisk fortæller – historien om, hvordan området skifter karakter fra bondeland til industri. Den blev blandt andet opbygget med krigsfanger m.v. Udviklingen forsatte selvfølgelig efter krigen uden krigsfanger og området blev så et industriområde med masser af arbejdere.

Om eftermiddagen gik vi til Brunsberg, det næsthøjeste sted i Nordtyskland på 129 meter, hvorfra der er en rigtig god udsigt over området.

Da vi kom tilbage, skulle vi holde grillaften – det var den sidste aften.
Før vi gik i gang, fortalte Heinz sin fantastiske livshistorie som arbejder i Tyskland. Heinz har en dansk mor og en tysk far og han taler perfekt dansk.

Denne korte historie kan ikke berette om de mange gode debatter vi havde uden at blive beskyldt for både det ene og andet. Ligeledes er billedsiden kun en slags snapshots der forhåbentlig kan få andre til at tage af sted.

Tak for nogle fantastiske dage.