Da kvinderne reddede deres mænd fra døden

Artikel den 3. 1. 2000 af journalist Leif Larsen DmH (Dokumentationsforeningen mod Historieforfalskning)

Leif Larsen er søn af Eigil Larsen, der sad interneret i Horserødlejren.

En historie- kendt af få- ” Om De Røde Enker “

I de utroligt mange bøger, doktorafhandlinger og artikler, der har beskrevet besættelsestiden, har pladsen været trang, når det gælder kvindernes indsats i modstandskampen.

Så vidt vides, har der ikke været forsket i den indsats, som en gruppe kvinder gik i gang med, da deres mænd 2. oktober 1943 med regeringens og Folketingets vidende, blev transporteret som kvæg i en fragtdamper fra Københavns Frihavn med Stutthof – KZ-lejren i Polen som mål.

143 mænd og syv kvinder blev sammen med 207 danske jøder anbragt i lastrummene i et snavset skib ved navn “Wartheland “. Da de 357 mennesker, under den mest brutale og afskyelige behandling, efter næsten en uges forløb, omsider nåede Swinemunde i Polen, gik turen videre til henholdsvis Stutthof og Theresienstadt i tre døgn i overfyldte kreaturvogne.
Nazisterne udsatte deres 357 fanger helt umenneskeligt. De fik endog hjælp af lokalbefolkningen, som lod deres børn tisse ind gennem revnerne i de aflåste togdøre, når de indelukkede fanger råbte på vand.

De 150, der havnede i koncentrationslejren Stutthof, fik næsten ingen mad på trods af, at SS-erne forlangte hårdt fysisk arbejde 12 timer i døgnet seks dage om ugen. Den elendige kost og det hårde arbejde knækkede hurtigt danskerne. Det var formentligt endt med en katastrofe, hvis der ikke helt uventet var kommet hjælp fra Danmark med pakker med mad, tøj, tobak og medicin.

Indsatsen skyldtes en gruppe kvinder, som gik i gang med at bearbejde danske myndigheder. Alle kvinderne havde deres mænd i Stutthof, og den gruppe, de dannede fik hurtigt tilnavnet “De røde Enker”

Allerede dagen efter at fragtskibet Wartheland var sejlet fra København, gik kvinderne i gang med at organisere en komite.

Formanden, Yrsa Høgstedt, gik staks – sammen med andre kvinder – til Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus ved Københavns Rådhusplads for at høre nyt om deres mænds skæbne.

De to SS-officerer, Karl Heinz Hoffmann, chef for Gestapo i Danmark og Werner Best tysk rigsbefuldmægtig i Danmark 1942-45 gav uden nærmere forklaring hver kvinde, som blev kaldt ind enkeltvis, en seddel i hånden. Her stod blot “Arbeitslager Stutthof bei Danzig”
Sammen med en gruppe kvinder tog Yrsa Høgstedt ind til Røde Kors. Her var ingen hjælp at hente fra den daværende direktør Helmer Rosting, som var særdeles tyskvenlig. Han navn var nævnt i et forslag til en tysk lydregering i maj 1940 og 13. september 1940 i en tysk ministerliste, som havde de danske nazisters tåbelige leder Fritz Clausen som statsminister og Rosting som udenrigsminister.

Rosting begrundede sit afslag med at, at Røde Kors ikke under nogen omstændigheder ville hjælp politiske fanger.

Derfor tog gruppen videre til Udenrigsministeriet, hvor embedsmændene hævdede, at de ikke havde det fjerneste kendskab til, at tyskerne havde sendt 150 danske statsborgere, heraf et medlem af Folketinget, til koncentrationslejren Stutthof.

Naturligvis kendte man til deporteringen i Udenrigsministeriet, hvor der var tætte forbindelser til den tyske topledelse i Dagmarhus.

Nu vidste kvinderne, at der var alvorlig risiko for deres mænd, og ved et møde nogle dage senere blev Stutthof-komiteen dannet, og de næste 20 måneder blev der holdt 84 møder mellem komiteens syv medlemmer.

Efter befrielsen i 1945 viste det sig, at “De Røde Enker” havde reddet mange menneskeliv, fordi de handlede så hurtigt, og fordi de lagde et stadigt pres på Socialministeriet for at sende pakker til deres mænd.

De første pakker ankom til lejren kort før jul 1943. Flere fanger var allerede døde på grund af de elendige forhold i koncentrationslejren. Mange flere var så svage, at det kun var spørgsmålet om dage, før de også ville bukke under.

Men nu fulgte en stadig strøm af fødevarepakker og pakker med varmt tøj. Hver pakke til en fange indeholdt et kilo ost, et kilo sukker, et kilo spegepølse, et halvt kilo knækbrød, et halvt kilo smør, en dåse brisler og en dåse makrel.

Pakkerne blev betalt af Socialministeriet og leveret gennem Røde Kors, hvis direktør hårdt presset var gået med at stå som leverandør.

Når man har haft lejlighed til at læse referaterne fra de mange møder i komiteen, er det tydeligt, at der var tale om en kæmpeindsats.

Det var skuffende for kvinderne, at deres mænd – hvoraf de allerfleste var fagorganiserede arbejdere, nogle endog fagforeningsledere, ingen hjælp fik fra datidens LO-ledelse. Tværtimod udsendte den daværende LO-formand, Ejler Jensen et brev til alle fagforeninger, hvori han advarede mod “denne selvbestaltede komite “, som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.

Da kvinderne ville vide, hvad LO-ledelsen havde gjort for at hjælp deres mænd, fik de ikke noget svar, men på et senere møde med Ejler Jensen hævdede han, at der var sendt et beløb ned til Stutthof, som – viste det sig svarede til en krone pr. fange, altså i alt 150 kr.

I 1944 begyndte det at gå trægt med pakkeforsendelsen. Selvom komiteen beklagede sig over tempoet til direktør Rosting i Røde Kors, sporedes ingen bedring. Det fik komiteen til at rette henvendelse til svensk Røde Kors, som straks sendte adskillige pakker til de danske fanger.

I det hele taget fremgår det gang på gang af referaterne, at det var hårdt arbejde at få myndigheder og hjælpeorganisationer til at interesse sig for de 143 mænd og syv kvinder, der – af politiske grunde – var havnet i en tysk tilintetgørelseslejr. Men, De Røde Enker, som var velbevandrede i politisk og faglig mødevirksomhed, lod sig ikke slå omkuld af træge embedsmænd eller tysk modvillighed. Takket været denne store indsats, blev det kun en lille del af de 150 fanger, der satte livet til i KZ-lejren Stutthof, som i årene 1939 til 1945 modtog 115.000 fanger, hvoraf de 65.000 døde.

Ud over en gallamiddag, som Udenrigsministeriet holdt for komiteen i 1946, har disse kvinder aldrig fået nogen officiel tak for deres arbejde.

Komiteens syv medlemmer var: formanden Yrsa Høgstedt, Harriet Larsen, Vera Vang, Judith Bergstrøm, Anna Nielsen, Ella Christoffersen og Eli Jepsen.

Kun Yrsa Høgstedt lever i dag, og hun fortæller stadig engageret om De Røde Enker.

Helmer Rosting, som gjorde, hvad han kunne for at slå de danske fanger ihjel, ved at nægte at sende pakker til dem, var nok et studium værd for en forsker. Han var født i 1893 og døde meget brat i juni 1945. Fra et telegram, som den tyske leder af besættelsen i Danmark , Verner Best sendte til Hitler den 29. September 1943, oplyser Best, at Rosting havde besøgt ham og foreslået, at de danske soldater, som havde været tyskernes fanger i en måned, blev løsladt og at man i stedet indfangede alle danske jøder og anbragte dem i de lejre, der blev tømt for danske soldater. Brevets ordlyd findes i Beretning til Folketinget bind XIII (bind 6 A-f side 1003, og er et skandskrift mærket med ordene “Skal altid opbevares under lukke”