Ekstra Bladet 29 august 1993, 2 . sektion side 24
EKS
Idag er det 50 år siden en række strejker og demonstrationer imod den tyske militære besættelse af Danmark kulminerede. Den danske regering måtte – nødtvunget – opgive sin samarbejdspolitik med tyskerne. Det er også 50-årsdagen, hvor den samme regering brød et løfte til politiske fanger i Horserødlejren, som derved blev prisgivet tyske fangevogteres forgodtbefindende de følgende tyve måneder.
Sammen med cand.mag. Thomas Clausen har journalist Leif Larsen netop afleveret et manuskript til Gyldendal. Bogen udgives i begyndelsen af 1994.
Den beretter om 600 politiske fangers skæbne under besættelsen på grundlag af hidtil ikke offentliggjort materiale i Rigsarkivet. Her fortæller Leif Larsen om begivenhederne, der førte til en dato, som burde være national flagdag hvert år.
Vi skruer tiden tilbage til august 1943. Efter 40 måneders tysk besættelse af Danmark er der sket en total ændring i befolkningens holdning til tyskerne. Fra lidt alsang i Fælledparken og andre steder i landet, samt en vis tilpasning til de fremmede og deres hjemlige medløbere, nazisterne, gror en voksende uvilje frem overalt i landet.
En lille gnist i Odense får det først til at fænge i den fynske hovedstad.
Så springer gnisten videre til de store jyske byer og over til Sjællands industribyer.
Men i København er alt roligt. Det lykkes at pacificere den københavnske fagbevægelse på et møde mellem 400 tillidsmænd og fagbevægelsens top.
Først i sommeren 1944 opstår der voldsom uro og en folkestrejke, der totalt lammer hovedstaden.
I Odense begynder balladen i sommeren 1943, da en modstandsgruppe får held til at sænke et tysk mineskib den 28. juli 1943 på skibsreder A.P. Møllers Stålskibsværft i Odense.
Tyskerne sætter straks militær ind som vagtposter. Det fører til strejke, og først da de tyske vagter trækkes tilbage går de 4.000 værftsarbejdere i produktion igen. I dagene efter er der uroligheder rundt om i byen.
Sammenstød mellem tyskere og danskere får byens tyske kommandant til at sende bevæbnede patruljer ud på gaderne. En generalstrejke bliver svaret fra odenseanerne.
Nu forsøger først lokale fagforeningsledere og politikere at få arbejdet i gang. Senere kommer arbejdsminister og andre fine folk fra København til Odense for at stoppe strejker og demonstrationer. Intet hjælper.
Samtidig er der uro og generalstrejke i Esbjerg, Århus, Aalborg, Randers og talrige andre jyske byer.
Det får tyskerne til at stille et ultimatum.
Inden 28. august 1943 kl. 16.00 skal regeringen blandt andet svare på, om den vil indføre udgangsforbud over hele Danmark, gennemføre pressecensur under tysk medvirken og eksekvere dødsstraf for sabotagehandlinger.
På et langvarigt ministermøde ender det med, at svaret til tyskerne et kvarter før fristen udløber bliver et nej. Regeringen med den meget tyskvenlige Erik Scavenius som statsminister vælger at indgive sin afskedsbegæring til kong Chr. X. Men Scavenius betror majestæten, at han skal vente med at skrive under på afskedigelsen indtil han får besked på at gøre det. Kongen retter sig efter det, og først 4. maj 1945 kl. 11.00 bliver regeringens medlemmer afskediget ”i Naade og med Pension”, som det hedder.
En time senere bliver befrielsesregeringen en realitet. I de 20 måneder, der ligger mellem 29. august 1943 og 5. maj 1945 får ministrene fuld løn.
Ydermere forhøjes deres anciennitet til ministerpensioner. Det var jo ganske godt skuldret, at få fuld løn i over halvandet år uden at røre en finger, og derefter gå af med en pension, der ligeledes bliver forhøjet, sådan som det for øvrigt skete i juni 1941, dengang daværende justitsminister Harald Petersen bliver tvunget væk fra ministerposten af tyskerne. I et mødereferat mellem partierne fra dengang fremgår det klart, at Harald Petersen beder så mindeligt om at få lov til at bevare ministerposten blot tre uger længere, fordi han så er berettiget til ministerpension! På mødet 28. august 1943 er der et vigtigt løfte, regeringen eller rettere justitsministeren, Thune Jacobsen, har lovet at indfri.
Oppe i Horserødlejren, Danmarks første koncentrationslejr, sidder 243 politiske fanger og venter spændt på et signal fra justitsministeren. Han har lovet fangernes tillidsmænd at give besked til dem, hvis tyskerne vil overtage bevogtningen af lejren. Det løfte bryder han. Ikke med et ord på ministermødet nævner han noget om de 243 mennesker i Horserød. Natten mellem 28. og 29. august 1943 omringer tysk militær Horserødlejren, afvæbner de danske fangevogtere og truer med at skyde enhver, der forsøger på at slippe væk.
Heldigvis er tyskerne ikke for kløgtige.
Ordren lyder på at omringe og besætte to lejre, og da den ene er en kvindelejr, den anden en mandelejr, tror tyskerne opgaven nu er løst. Men, der er en tredje lejr et stykke fra de øvrige. Da de knap 100 fanger i denne afdeling hører skud og tyske kommandoråb, finder de lynhurtigt ud af at kaste deres sengemadrasser og baderiste op på det tre meter høje pigtrådshegn, så de kan forcere hegnet.
93 af fangerne slipper væk inden tyskerne opdager fejltagelsen. Da det samtidigt er et forfærdeligt regnvejr forsvinder sporene efter de flygtende hurtigt, og tyskernes sporhunde får ikke en chance for at passe dem op.
Tilbage til er 7 kvinder og 143 mænd. Den 2. oktober 1943 bliver disse 150 fanger – sammen med ca. 300 jødiske fanger – transporteret i bunden af et lastskib og senere i kreaturvogne til Tyskland. Jøderne til koncentrationslejren Theresienstad. De politiske fanger til koncentrationslejren Stutthof, hvor mere end 80.000 mennesker bliver myrdet i den tid, hvor lejren eksisterer. 21 danskere vender ikke hjem i live fra Stutthof. Mange af dem, der vender hjem, dør allerede i 40-50 års alderen af de lidelser, de har pådraget sig under fangenskabet.
Vi skruer tiden frem igen til i dag. Mindehøjtideligheder og møder bliver afholdt på 50-årsdagen 29. august 1993.
Men ud over Folkefesten mod nazisme og racisme på Rådhuspladsen og senere om søndagen på 5-øren på Amager, bliver der næppe ‘plads’ ret mange steder til at omtale de to bedragerier på denne historiske dag, som egentlig burde være national flagdag hvert år. Dels for at mindes kulminationen på et folkeligt oprør imod den dansk-tyske sanarbejdspolitik, dels for at mindes de 23 danske, der faldt for tyske kugler den 29. august 1943 og endelig for at mindes de 21 danske, som blev myrdet i den tyske koncentrationslejr Stutthof og de mange, der siden døde af de sygdomme og psykiske lidelser, de havde pådtaget sig, fordi regeringen svigtede sit løfte om at give fangerne i Horserødlejren besked, når tyskerne skulle til at overtage bevogtningen af de danske fanger.
Gennem to år har jeg sammen med cand.mag. Thomas Clausen studeret omkring 600 sagsmapper over politiske fanger fra besættelsestiden, som Justitsministeriet har arkiveret i Rigsarkivet. I bogen vil vi deltaljeret afsløre, hvor groft umenneskeligt disse fanger og deres familier blev behandlet af danske myndigheder inden de blev overladt til deres skæbne i de tyske nazisters udryddelseslejre. Tamil-sagen i 1990’erne er det rene vand ved siden af den behandling justitsministerielle embedsmænd, domstole og ledende fængselspersonale præsterede i 1940’erne.
Gennem 50 år har disse sagsmapper været forseglet og gemt af vejen for nysgerrige blikke. Ingen fik adgang til dem. En af dem, der søgte adgang til materialet i sin tid var nu afdøde landsretssagfører Carl Madsen. Han var selv interneret i Horserødlejren, men fik held til at kravle over hegnet 29. august 1943 sammen med sin gode ven Hans Kirk og 91 andre internerede.