Tale den 29. august 2003 – af Anton Nielsen
Der er mindst to grunde til at markerer denne dag:
Den ene ligger 60 år tilbage i historien – tilbage til den 29. august 1943, da det danske folk gjorde op med politikernes landsforræderiske samarbejde med den tyske besættelsesmagt, og Danmark derfor efterfølgende blev anerkendt af de allierede i kampen mod fascismen. Det var bestemt ikke en selvfølge, efter at det officielle Danmark, da Tyskland angreb på Sovjetunionen 22. juni 41, placerede nationen på fascismen side, med udenrigsminister Scavenius underskrift på den såkaldte Antikominternpagt i Berlin i november 1941.
Hans pilgrimsfærd til Hitler i Berlin, blev dagen derpå kommenteret af ”Deutsche Allgemeine Zeitung” som bl.a. skrev: ”Mandigt bekendte den danske udenrigsminister sig til kampen mod bolsjevismen, der netop i de nordiske lande truer i Sovjetunionens skikkelse. Under Tysklands ledelse gælder det nu om at bevare fællesskabets system i overensstemmelse med den europæiske kultur.”
Det er en del af vores historie, som man fra mange sider helst ser fejet ind under gulvtæppet. Det er derfor nødvendigt at fortælle historien om Augustoprøret og besættelsestiden igen og igen. Både for at fastholde hvem der var hvem under besættelsen, og hvad de hver især stod for, så der ikke skabes falske myter, men også fordi der i disse år er nogle såkaldte historikere, som har sat sig for at skrive historien om.
I håbet om, at der nu er gået så lang tid efter begivenhederne fandt sted, at alle har glemt, hvad der virkelig skete, prøver man nu at vende historien på hovedet.
Dertil kommer, at hukommelsen hos mange heller ikke er, hvad den har været! Man har gennem årene vist en fabelagtig evne til at glemme alt det, man ønsker at glemme. Det er politisk bekvemt, sådan at kunne lave om på historien efter behag.
Det har jeg glemt, siger man bare – og hokus pokus – alt forladt. Sort er på forunderlig vis blevet hvidt. Sandheden forvandles til en forbandet løgn. Ven bliver fjende. Og fjenden viser sig blot at være en ven i forklædning. Eller som politikerne i 1945, der efter de fem lange og forbandede år, hvor de havde ligget på maven for besættelsesmagten, stukket deres landsmænd og bekæmpet modstandsbevægelsen med alle til rådighed stående midler, trak frihedskæmperarmbindet på, inden nogen så meget som nåede at blinke med øjnene.
Omsider kom sandheden for en dag. Sandheden om de rigtige, men meget, meget hemmelige, frihedskæmpere nåede endelig ud til alt folket. Rigets bedste mænd sad i magtens korridorer, hvorfra de på listig vis bekæmpede nazisterne og besættelsesmagten, indtil det tåbelige folk satte dem fra bestillingen i august 1943. Det er den sandhed, De så gerne vil have os til at tro på.
På den baggrund er det klart, at de ubehagelige kendsgerninger om den daværende danske regerings samarbejde med besættelsesmagten og dens opfordringer til stikkeri mod de, som kæmpede for Danmarks Frihed, dengang det virkelig gjaldt, for enhver pris måtte ”glemmes”. Graves ned i et bundløst hul. Begraves for eftertiden.
”Glemmes” skulle også de såkaldt ”demokratiske” partiers grundlovsbrud med forbudet mod kommunisterne, og efterfølgende udlevering af egne landsmænd til Hitlers dødslejre.
Det samme gjaldt den generende detalje, at hver tiende medlem af det kommunistiske parti mistede livet i kampen for et demokratisk og frit Danmark. Men allerede i majdagene 45 blev denne ubehagelige kendsgerning puttet godt af vejen i den nationale glemmebog.
Kommunismen var og forblev fjenden, det kunne jo ikke være anderledes, det havde man jo selv skrevet under på, da man underskrev Hitlers Antikominternpagt.
Og i øvrigt skal modstandsfolk – kommunister eller ikke kommunister – under ingen omstændigheder roses, de skal rises. Sådan har det altid været, og sådan skal det fortsat være. Så det har man gjort lige siden.
Det samme gjaldt modstandsbevægelsens indsats, som man jævnligt forsøger at reducerer til uoverlagte drengestreger. For få dage siden lod en pensioneret generalløjtnant offentligheden vide, at for øvrigt blev ”modstandskampen i princippet styret ”Special Operations Executive” i London, som fik de sabotageaktioner, de ønskede sig.” Sådan var det – basta! Frihedsrådet blev end ikke nævnt, da den pensionerede generalløjtnant (Hillingsø) satte tingene på plads.
Den anden grund til markering af denne dag er den politiske situation i dagens Danmark. Ligesom i 1943 søger regeringen at bagtale og kriminaliserer sine politiske modstandere, for at dække over sit eget ynkelige politiske spil. For nylig besluttedes en undersøgelse af de som statsministeren kalder ”de danske medløbere” under den kolde krig. En politisk inkvisition – en udansk komité – en standret, hvor danske medborgere kan fradømmes deres politiske og nationale hæderlighed uden at have nogen reel mulighed for at forsvarer sig. Men hvem er de disse ”medløbere”? Hvem er de, der nu skal trækkes frem i lyset og have deres forsinkede – men retfærdige – straf. ”Det er kommunisterne, socialisterne, fredsbevægelsen, de vildfarne radikale og socialdemokraterne,” skal man tro statsministerens partifælle Birthe Rønn Hornbech. Og det skal man naturligvis! For hvem skulle det ellers være?
For Sovjetunionen og kommunisterne var jo fjenden? Det synspunkt blev fastholdt, uanset at det var løgn – og gør det den dag i dag. Men det gav også problemer, at fastholde antikommunismen som politisk hovedlinie. Det blev nødvendigt at få stuvet en række ubehagelige kendsgerninger af vejen. Ellers ville det ikke være muligt, at få befolkningens flertal til at slutte op om efterkrigstidens underkastelsespolitik, som har ført vort land ind i såvel NATO som EU, og reduceret det til stikirenddreng for denne verdens tyranner.
Derfor måtte vi lære at glemme. Vi skulle en gang for alle glemme, at det var Sovjetunionens indsats – mere end noget andet, der knækkede ryggen på det nazistiske uhyre, og dermed knuste Hitlers drøm om tusindårsriget. Vi måtte en gang for alle glemme de flere end 20 millioner sovjetmennesker, som mistede livet i denne kamp. Man ser helst, at besættelsestidens historie forbliver en lukket bog. Og skal der skrives ”historie”, så skal det overlades til de af regeringen udpegede krønikeskrivere, så man har styr på situationen, og der ikke slipper noget uautoriseret ud til befolkningen, som vi kunne gå hen og tage skade af. De nye generationer skal ikke vide. De skal leve i uvidenhed. De skal gøres historieløse.
Lighedspunkterne, mellem dengang og nu, er mange. Alt for mange. Nu som dengang har man allieret sig med aggressorerne. Nu som før udviser disse verdenserobrere, som Danmark modtager sine ordre fra, en total foragt for indgåede aftaler. Uden skrupler bryder man dem, når det passer ind i ens politiske kram.
Løgnen er blevet et anerkendt politisk virkemiddel i den ideologiske og politiske kamp. Intet er så usselt, at det ikke kan bringes til torvs for at generer en politisk modstander. Hitlers propagandaminister Göbbels har ikke levet forgæves.
Hans efterkommere, hvad enten de hedder Bush, Rumsfeld, Blair, Fogh Rasmussen, Per Stig Møller eller pastor Krarup fra Seem, tager ikke et sekund i betænkning, at sende unge mænd i krig, på et mildt sagt løgnagtigt og falskt grundlag. Det var en ”slåfejl” erklærer Danmarks udenrigsminister frejdigt, da han bliver afsløret. Er det forbrydelse eller dumhed? Eller måske har man bare glemt? Det er jo så almindeligt for tiden.
1945: Krigen var slut. Hagekorset var knust. Frihedens fane vejede over Berlin, og den var rød. Bag lå knuste menneskeskæbner, usigelige lidelser og millioner af døde. Friheden og freden var dyrekøbt. Men nu begyndte en ny tid. De lyse drømmes forår, hvor alt synes muligt. Ud af krig og besættelse skulle skabes et ny og bedre Danmark. Et folkets Danmark.
I skal ikke blive glemt, sagde man i de glade majdage i 1945, om de der faldt i modstandskampen eller døde i Hitlers kz-lejre. Siden har man med alle midler søgt at slette minderne og erfaringerne fra de år, samtidig med at man har bagtalt dens aktører. Ikke mindst har man lagt et slør over Augustoprøret i 1943, formodentlig af angst for at historien kunne gentage sig, og måske også i en uudtalt erkendelse af, at der også i dag kunne være gode grunde til at rejse oprørets fane.
I dag – den 29. august – tramper overvægtige søndagssoldater rundt i Mindelunden, mens regeringen, som har nedsat en 29. augustkomité, Der bydes på en drink på ”Peter Skram”, som holder pause fra krigen, senere spises der middag i Søofficersforeningen, hvor man formodentlig vil tale store ord om de tunge ofre, om frihedens pris og de umistelige grundlovssikrede rettigheder osv.. Det sker samtidig med, at man er i fuld gang med at træde andres frihed og rettigheder under fode.
Vi har længe kunnet se følgerne af denne politik – ikke blot i det store forbillede USA – men også i Danmark. Afdemokratisering, manglende retssikkerhed grænsende til retsløshed, terrorlovgivning, flygtninge – og racehad, og som følge heraf menneskenes almindelige forråelse og en gennemgribende og for os alle livsfarlig militarisering af de vestlige samfund. Svimlende summer bruges på nye mordvåben, oprustningen løber grassat, mens resten af kloden synker ned i stadig større armod.
Alt dette viser, at hverken friheden eller freden er vundet én gang for alle, men kun kan sikres gennem fortsat kamp mod de mørke kræfter, der for øjeblikket er bestemmende for udviklingen. Her i landet bliver det stadig mere nødvendigt med et opgør med VC-regeringen. Den fører ikke alene krig i Irak og Afghanistan, den fører også krig mod den danske befolknings flertal – social, økonomisk, politisk, ideologisk og kulturel krig.
Det kræver samling og genskabelsen af en stærk solidaritet blandt alle almindelige mennesker i vort land, at sætte en stopper for denne udvikling. Men det er ikke umuligt. Det blev bevist for 60 år siden. Det kan gøres igen. Der er brug for en ny 29. august.
På besøg i Stutthof 2003
Se beretning og billeder fra turen her
Velbesøgt foredrag om kz-lejre
I samarbejde med HSB ”Historisk Samling fra besættelsestiden” arrangerede Horserød-Stutthof-foreningen HSB den 17. september 2003 et foredrag med de to tidligere Stutthoff kz-lejr fanger Villy Fuglsang og den tysk-fødte amerikaner og jøde Michael Tauber. Der var over 100 tilhørere til arrangementet
Michael Tauber var barn under krigen og overlevede opholdet i Stutthof p.g.a. at en af de danske stutthoffanger Aksel Poulsen ”adopterede” ham og gav ham mad fra sine Røde Kors Pakker fra Danmark. Michael Tauber udtrykte ved dette møde, at den oplevelse i Stutthof med danskeren ,havde givet ham en tro på, at der stadig fandtes anstændighed når mennesker som Aksel Poulsen, der midt i den værste elendighed vil gøre noget for at hjælpe andre.