De drog ud og kæmpede for friheden

Anmeldelse fra dr.dk. Skrevet af: Gert K Eilrich

De drog ud og kæmpede for friheden – to udvandrerskæbner under depressionen, den spanske borgerkrig og 2. verdenskrig.

Bogen beretter om to danskere, Iver Lassen Andersen født 1907 i Gørding, skolegang i Ribe, mejerist i Horne og Ølgod, udvandret som 18 årig til Canada, hvor han bl.a. blev skovarbejder og høstarbejder.

Krisen i tyverne efterfulgt af depressionen bragte ham, som tusindvis af andre, økonomisk på samfundets bund.
13 breve fra ham i tiden 1926-32 skildrer disse forhold set med immigrantens øjne.
Iver dør i kamp under den spanske borgerkrig.

Bogens anden del handler om Arne P. Knudsen fra Århus, der udvandrer til Canada og både ernærer sig som sømand, skovarbejder, høstarbejder og guldgraver. Han deltager i både den spanske borgerkrig og anden verdenskrig.
Arne P. Knudsen er i dag 96 år og bor på et plejehjem i Canada. Han er en glimrende fortæller og kan entusiastisk berette om et usædvanligt liv, hvor frihedsbegrebet betød – og betyder – alt!

Bogen er skrevet af Grete Jæger og tidligere museumsinspektør Søren Manøe og kan købes via Historisk Samfund for Ribe Amt eller i boghandler.

Historien er det kit, der binder nutidige sammen

Anmeldelsen er fra www.thorshammer.dk. © Poul Erik Søe 22.9.2005.

Anmelder-fortælling til Historisk Samfund for Ribe amt om Grethe Jæger og Søren Manøes bog “De drog ud og kæmpede for friheden” på Ølgod Museum, Kulturhuset – torsdag 22. september 2005

Grethe Jægers og Søren Manøes bog “De drog ud og kæmpede for friheden”De fleste af os kender den dobbeltsidige længsel og nysgerrighed fra fjernsyns-udsendelsen Sporløs.

Egentlig er det en udsendelse, der handler om det samme hver gang. Nogen er væk. De, der efterlyser dem, kender dem sjældent godt, har måske aldrig mødt en far, en mor eller søster. Så indledes jagten, og den ender stort set godt hver gang – så vidt vi da får at vide. For de, der laver udsendelsen, indrømmer, at der er optagelser, vi aldrig får at se, nemlig når folk ikke vil træde ud af deres ukendte liv og give sig til kende over for pårørende.

Men for det meste er det hele ligetil. Den efterlyste har også savnet den eller dem, der efterlyser. Og så mødes de i fjernsyns-studiet på Danmarks Radios regning og lever lykkeligt til deres dages ende.

Hvad er det, der får os til at lukke op for noget, der hver gang har det samme mønster og stort set samme slutning? Det er aldrig selve handlingsforløbet, men det genkendelige i ethvert menneskes historie. Og så det overraskende i, hvor omtumlet og vilkårligt livet er. Billed-fortællingen på skærmen er på en sær, men sikker måde vor egen historie – eller kunne være det.

Det, der males os for øje, er i rammen, i yderkanten, en fortælling, fjernt fra vort eget liv, men inde i os selv skaber fortælling af den art en varm følelse i den sære blanding af utryghed, sikkerhed og medleven på samme tid – det kunne have været os. Det kunne have været mig.

I fjernsynet får vi kun fortællingen glimtvis. Modsat i Grethe Jægers og Søren Manøes bog ”De drog ud – og kæmpede for friheden”. Den ny bog, som jeg ønsker til lykke med, fortsætter, hvor øjebliks-glimtet i fjernsynet hører op. Vi får tilfredsstillet netop den medlevende nysgerrighed og den indforståede medfølelse, som gør, at vi gerne vil trænge længere ind i det stykke liv, der udfoldes i fjernsynets rørstrømske fortællinger.

Det, som mestres i den nye bog fra Ølgod-parret, er at fastholde og at skabe sammenhæng i nogle livsglimt, som tilsyneladende er vilkårlige, tilfældige skæbner.

Der sker det for de to menneskelivs-arkæologer, for sådan må Grethe Jæger og Søren Manøe kaldes, at de – nøjagtig som arkæologer, der graver i jorden – ved hjælp at eet tilfældigt fund pludselig forstår sammenhængen til en lang række andre fund – eller til det underfulde det ved almindelige, hverdagsagtige liv.

En slagtermester i Ølgod spørger i 1961 Grethe Jæger og Sørensen Manøe, om de tror, det er muligt at finde frem til slagtermesterens forsvundne bror. De tager fat på opgaven og når et stykke vej for fyrre år siden.

I 1999 vil de to menneskelivs-arkæologer prøve at finde mere om slagterens forsvundne familiemedlem, som Grethe Jæger også selv er i familie med. Det er på sin vis tilfældigt, hvad der sætter gang i den ny undersøgelse. De ser i avisen en omtale af den tidligere kommunistiske folketingsmand Villy Fuglsang. Det er den Fuglsang, som netop er død inden for den sidste måned. Fuglsang var allerede en legende på Christiansborg for 40-50 år siden. Jeg mødte ham mange gange, mens jeg var folketings-redaktør for Danmarks Radio netop i den tid. Det spændende var ikke hans hverdag, men netop noget, der for en helt grøn journalist dengang lød meget fjernt og gammelt – hans oplevelser i den spanske borgerkrig, som under det ungdomsoprør, tresserne siden blev kendt for, kom til at stå i en særlig glans.

Da Grethe Jægers og Manøes bog egentlig handler om vilkårlighed, tilfældighed og skæbne i tilværelsen, har jeg tænkt meget på, om deres tilsyneladende tilfældige læsning i 1999 af artiklen om Villy Fuglsang nu også er en tilfældighed. Jeg vil snarere hævde, at det skyldes udvidet bevidsthed – og det er jo netop, hvad historie gør ved os – udvider vores bevidsthed. Sådan som også den nye bog gør det. Vi tumler ikke bare rundt i vor egen hverdag, men ved hjælp af bøger som den, der samler os i dag, får vi andet at tænke på, sætter os selv ind i sammenhæng – vi bliver bevidste om, at der er andet og mere end det liv, vi ser som vort eget.

Ingen vil tvivle på, at der er et stykke vej fra det konservative byrådsmedlem i Ølgod Søren Manøe til kommunisten Villy Fuglsang. Hvordan bliver manden i Ølgod bevidst om kommunisten? Jeg tror på samme måde, som en gravid kvinde pludselig ser gravide kvinder med store maver og barnevogne overalt. Eller hvis man vedtager med familien at rejse til Schweiz, så skriver alle aviser pludselig om Schweiz, fjernsynet bringer det ene indslag efter det andet fra Schweiz, og man møder folk, der har været i Schweiz. Det er bare ikke sådan, at aviser, fjernsyn og omgivelser pludselig fortæller mere om Schweiz end før. Nu er man blot selv blevet bevidst om det land, man vil rejse til, man har udvidet sin bevidsthed og er nu optaget af det, man før valgte fra som ligegyldigt.

Sådan er også menneske-arkæologernes verden. Vi har før været med Søren Manøe på jagt efter gamle opretstående ure, og i den tid så han kun ure og talte kun om ure, selvom han var aldeles ligeglad med, hvad klokken var, for hans sind var indstillet på ur-tid.

Eller en meget nærliggende tanke, da nu så stor en del af den ny bog handler om den spanske borgerkrig: – Hvem ringer klokkerne for? Ordene er titlen på Ernest Hemingways bog om den blodige borgerkrig, som 550 danskere deltog i. Det var kampen mod den fascisme, der bredte sig som pest over Europa.

Men i sammenhæng med Grethe Jægers og Søren Manøes bog er det måske endnu vigtigere at huske, at Hemingway ikke selv fandt på udtrykket ”Hvem ringer klokkerne for”. Ordene er sat sammen af John Donne, der levede fra 1573 til 1631. Han var opdraget som katolik, men blev kendt, fordi han – da han havde læst jura, ikke teologi – gik over til protestantismen. Det er ham, der skriver:

“Intet menneske er en ø, sig selv nok, hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden. Hvis en jordklump bortskylles af havet, bliver Europa så meget mindre, ganske som var det et forbjerg, der blev det, som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det. Hvert menneskes død svækker mig, fordi jeg tilhører menneskeslægten, og spørg derfor aldrig: – Hvem ringer klokkerne for – de ringer for dig.”

Ingen ord passer bedre til den arbejdsform, Grethe Jæger og Søren Manøe har brugt til den ny bog. Menneskesynet i vor del af verden hævder ikke, at mennesket er uundværligt. Vi oplever da også netop mere og mere, hvor hurtigt man kan skiftes ud på en arbejdsplads. Menneskesynet siger derimod, at hvert enkelt menneske er uerstatteligt.

Af det springer det livssyn, at hvert menneske har værdi. Det har umistelige livsværdier, urørlige værdier. Ligesom der i livet selv er urørlige værdier. Samtidig med, at vi har det menneskesyn, har vi et andet teknologisk syn, der siger det stik modsatte – som netop vil røre det urørlige.

Det er den modsætning, vi lever midt i, og som Jæger-Manøe-bogen tager alvorligt. Det er ikke bare løsrevne historier om tilfældige mennesker, men det er en bog, gennemstivet af det livssyn, at ethvert menneske er særegent og uerstatteligt. Bogen er ikke bare levneds-skildring, men siger til enhver af os: – Intet menneske er en ø. Vi bliver taget med ind i en sammenhæng, som tillader os at tro på, vi selv er historie.

Tilbage til Villy Fuglsang. Forfatterne Grethe Jæger og Søren Manøe skriver til Fuglsang, som – skønt gammel Moskva-kommunist og vedvarende kommunist til sin død uanset om verdens stand-ure for længst havde flyttet sig – var et blidt, elskværdigt, overbærende menneske, som blev holdt oppe af sin egen livshistorie og ikke ville svigte den.

Derfor svarer han på Grethe Jægers og Søren Manøes brev. Han har ikke mødt Ølgod-slagterens forsvundne bror, skønt de begge har været med i den spanske borgerkrig. Men han giver et praj. Spørg Arne Knudsen i Vancouver i Canada, skriver Fuglsang og slutter med ordene: ”Han kender så mange danskere”.

Så får Ølgod-bogskriverne fat i Arne Knudsen ovre i Canada, og gennem ham får de mere at vide om den forsvundne slagter-bror, men de opdager også, at Arne Knudsens egen livshistorie rummer den spændvidde og fortælle-kraft, som Jæger og Manøe nu har omsat til bog. Jeg tror ikke, at det er tilfældighed eller skæbne, der i den ny bog knytter to vidt forskellige menneskeliv sammen. Jo, i een forstand, som er blevet mit eget livssyn, nemlig at ord er skæbne. Jeg tror ikke på skæbneguder eller norner ved foden af livets træ med ret til at spinde hvert menneskes livstråd, så vi blot dingler som nikkedukker i skæbnegudens eller nornernes tråde, styret hvert skridt livet igennem. Min egen erfaring er, at det er ord, der afgør min skæbne. De ord, andre tildeler mig, er det, sætter mig i gang – eller sætter mig i stå. Et enkelt vrissent eller ondt ord er nok til at få kulden til at brede sig, et enkelt imødekommende og nødvendigt venneord er nok til pludselig at blive fyldt med den varme, der er en forudsætning for det næste skridt i livet.

Sådan kan man sige, at den Jæger-Manøske menneske-arkæologi bliver til. Det ene ord tager det andet. Indtil de to er så fyldt med livgivende ord, at de selv må tage til orde – i bogform.

Det, jeg laver her, er kun en anmeldelse bogen, ikke det, der i gammel tid på højskoler hed værkgennemgang. Grethe Jæger og Søren Manøe har lavet en god bog, som virker bedst, når man selv har den i hånden og for øje. Det, jeg gør her, er hvad jeg gør ved de fleste bøger, jeg læser – en slags opdragelse, jeg har fået ved at anmelde bøger gennem fem år i Danmarks Radio, men nok så meget på mit første lærested, den konservative, for længst døde Morsø Avis, der havde 90 abonnenter på en ø med 29.000 mennesker. Jeg havde som elev aldrig prøvet at anmelde bøger eller film, men det skulle jeg nu og spurgte redaktøren om råd. Han sagde kort: Læs bogen, sig ja eller nej til den – og find så nogle grunde til, hvorfor det blev ja eller nej.

Når jeg siger ja til Grethe Jægers og Søren Manøes bog er det for dens evne til at hive een selv med ind i de livsløb, der skildres. Er det ikke, hvad enhver af os gør, når vi hører en fortælling, ser en film eller læser en bog: vi henter guf ud af ordene til eget brug. Der er ingen selvdyrkelse i det at sætte sit eget ind, tværtimod, i den samtale, der sker mellem bog og læser, udvider man sin bevidsthed, lukker verden op for een selv, ser ukendte sammenhænge, rejser spørgsmål til sit eget liv.

Og som den gravide, der ser store maver overalt, stiller jeg mig selv det spørgsmål, fremkaldt af den nye bog: – Hvorfor er du egentlig ikke selv amerikaner eller canadier? Der var så mange, der drog ud. Det kunne have været dine forældre, bedsteforældre eller tipoldeforældre.

Lige nu er der i de europæiske lande megen amerikaner-had. Det er ikke bare en politisk, men også en kulturel kamp. Og jeg godtager slet ikke, at Fogh pludselig rendte med i Bushs og Blairs Irak-krig, så overrumplende, at det også kom bag på Foghs egen udenrigsminister Per Stig Møller.

Jeg genkender også med et smil tankegangen, når skuespilleren og humoristen Flemming Jensen skriver i sin bog ”Den sure humorist”: ”Når man taler om USA, er det svært ikke at tænke på, hvad det dog ville have betydet kulturelt, hvis indianerne i sin tid have haft lidt strammere immigrationsregler.”

Her i den Jæger-Manøske bog er vi blandt udvandrere – men enhver udvandrer er jo også indvandrer – i det land, man udvandrer til. Og derfor bliver man i den ny bog ikke bare klog på gammeltiden, men er i stand til at sætte sig ind i livsvilkår, der i dag er anderledes for os, men ikke for så mange andre på jorden.

Vi hører først om Iver Lassen Andersen, slagtermesterens forsvundne bror. Han var atten år, født i Bøel i Gørding sogn som yngste søn, og rejste lige før sit nittende år til Canada. Faren var død en måned før Iver rejste. Tre år efter skriver Iver hjem:

MacKay 23. 2. 1929

Kære mor.

Mange tak for dit brev, som Jeg modtog for nogen tid siden. Jeg ser af dit brev, at de har fået en søn i Eg. Vil du hilse dem fra mig og ønske tillykke. jeg har det godt nu, det bedste arbejde jeg har haft i Canada, men det holder desværre op, så snart sneen forsvinder, men så skal jeg tilbage til kysten igen, hvor jeg var sidste sommer. Jeg lider ikke kulden, da jeg har været så frygtelig plaget af gigt i armene og ryggen.

Jeg har selv bygget et lille hus nu og laver nu egen mad. En af de som kører tømmer fra savmøllen tog et billede, han lovede mig et. Hvis jeg får det, skal jeg sende det hjem, Jeg er selv med på det.

Der er ellers ved at blive uro i byerne blandt arbejderne. Staten har måttet føde en mængde. I den sidste avis fra Edmonton havde der været optøjer derinde. Der var forsamlet en stor politistyrke forsynet med tårebomber og alt muligt. Det har jo næsten været umuligt at få arbejde i vinter. De, som staten føder, får 2 måltider om dagen i Edmonton. I en by som Vancouver med 340.000 indbyggere er der mellem 40-50.000 arbejdsløse om vinteren. Der er nemlig så mange, der går til på grund af den milde vinter. Der skal de arbejdsløse arbejde 8 timer om dagen og får som betaling 2 måltider mad om dagen. Ingenting om søndagen, da må de sulte eller tigge, hvis de ikke har nogle få dollar. Så længe du har en dollar, får du ingenting. Hvis du alligevel prøver på det, og de opdager, at du har penge, får du fra 6 til 12 måneders fængsel. Det er jo lidt forskelligt fra Danmark. Jeg er glad ved, at jeg har godt arbejde nu. Du skriver om aviser, og at du vil sende nogle. Jeg ved ikke, hvor længe det er siden, jeg fik de sidste, men det er meget længe siden.

Venlig hilsen
Iver

Det er nøgternt, det er rørende, ordene lige som værner om alene-moren derhjemme. Sandheden skal stå i brevet, men længslen, lidelsen må ikke udmales. Det er ikke kun ordene, der går ind i os, men det uskrevne – det mellem linjerne – griber hårdest om hjertet. Man er i Ivers sted.

Det er ikke heltegerning, udvandrer-eventyrlyst, der skildres her, men en barsk virkelighed. Bogen overtager en, når man med nænsom, men redelig hånd føres igennem livsløbene. Det kan ikke siges bedre end i overskriften til bogens andet livs-skildring, Arne Knudsens: “Jeg er ingen kryster, men heller ingen helt”.

Enhver læser, der kender det hjertesprog, der taler til følelserne, siger til sig selv under læsningen af de to liv, der her åbnes for os: – Det kunne være mig. Eller mine forældre. Eller mine bedsteforældre. Så ville jeg have været canadier eller amerikaner.

Jeg har sammenholdt skildringerne i Grethe Jægers og Søren Manøes bog med ord fra en anden bog, der hedder ”Hungerfolket”. Den giver ligesom bogen her fra Ølgod en helt anden baggrund for udvandringerne over Atlanten end den, vi oftest ser skildret – historierne om den romantiske eventyrlyst hos karle og piger, som simpelthen ikke kan blive hjemme i det lille Danmark.

”Hungerfolket” har en sær påstand, sand eller ej, så er den tankevækkende. Det er kløver i græsmarkerne, der sætter gang i udvandringen. Indtil kløveren kommer, er der for lidt mælk om foråret. Især drengebørnene dør i stort tal. Men da græs og kløver blandes, har køerne mælk længere ud på våren, flere drengebørn overlever – der er bare ikke arbejde til dem hjemme i Danmark, Nordtyskland og de andre nordiske lande. De er tvunget til at udvandre, oftest netop de yngste sønner, som ikke skulle have gården.

Vi kan næppe få tydeliggjort livets vilkårlighed, tilværelsens tilfældighed, mere end i denne sammenhæng mellem Iver Lassens Andersens og Arne Knudsens skæbner samt fortællingen om den uskyldige kløvers indvirkning på menneskers livsløb. Selv firkløver bringer ikke altid lykke.

Bogens skikkelser opstår ikke af ingen ting. De opstår af ord. Det er et stort arbejde, Grethe Jæger og Søren Manøe har gjort for at samle ordene, så fjerne folk, vi ellers aldrig ville have vidst noget om, nu står spræl-levende for os. Det er opstandelse i ordet – hverdagsagtigt det samme som talen om religiøs opstandelse. Det, der visner, smeltes og støbes i det dunkle – og som lys på graven funkle. Jeg har altid været optaget af at omsætte gammel tankegang til nutidigt billedsprog. Historien binder os til det svundne, til de døde. Af og til ser jeg millioner af års døde ligge i jorden som billeder, der venter på fremkaldelse. Det er jo, hvad menneske-arkæologer hør – fremkalder billeder fra jordens og livets mørkerum.

Samtidig er vi selv historie. Det er PH, lysmageren og samfunds-indsigeren Poul Henningsen, der har fået æren for at sige, at vi selv er historie. Han ville have, at børn skulle lære historiens baglæns – indlede i vor egen tid og så gå tilbage for at forstå og få sammenhæng i det sære, at vi endt, hvor vi er.

Poul Henningsen var ikke den første, der tænkte den tanke. Jeg har set et brev fra den gamle forstander Ludvig Schrøder på Askov. Allerede i slutningen af 1800-tallet fortæller han en ven, at han er begyndt at tage historien baglæns, at begynde i vor egen tid.

Det er også den oplevelse, man har ved at læse ”De drog ud og kæmpede for friheden”. Ordene til bogen er indsamlet i nutid. En glemt rulle film er blevet fremkaldt. Med eet funkler det døde som lys ind i vor nutidige sammenhæng.

Måske vil I ved læsningen af Grethe Jægers og Søren Manøes bog opleve en tale, som jeg har fundet i den, en tale til mig selv. Det er ord, der ikke bare tumler med historien på vanlig vis. Historien handler om det døde og de døde. De forsvundne, som dog ikke er sporløse. Vi siger derfor helt selvsagt, at historien er det, der binder os til de døde. Det, vi også oplever med bogen her, er, at historie først og fremmest er det, der binder nutidige og samtidige mennesker sammen. Historien er det kit, der binder os til en sammenhæng, en slægt og et folk og ethvert uerstatteligt menneske på jorden.

Mindebog om den spanske borgerkrig

Morsø Folkeblad 15. juni 2006. Af Gerda Buhl Andersen

Svend Borg skriver om de søfyrbødere, der deltog som frivillige

Den 17 juli i år er det 70 år siden den spanske borgerkrig tog sin begyndelse, da en flok generaler med Franco i spidsen indledte et oprør med landets demokratisk valgte regering.
40.000 frivillige fra 53 lande rejste i de følgende år til Spanien for at kæmpe i Den internationale Brigade og forsvare demokratiet. Blandt andet deltog 560 danskere i den spanske borgerkrig og kampen mod de spanske fascister, som fik militær hjælp både fra det nazistiske Tyskland og fra det fascistiske Italien, mens regeringsstyrkerne derimod blev nægtet indkøb af våben fra blandt andet Frankrig.

En del af de danskere, der meldte sig til Den internationale Brigade, var medlemmer af Søfyrbødernes Forbund, og det er for at mindes disse mænd, Svend Borg nu har skrevet bogen “Søfyrbødere gav deres liv for demokratiet” med undertitlen “Mindeskrift om den spanske borgerkrig 1936-19392.

I bogen nævner Svend Borg 33 personer og giver dem et afsnit hver. Nogle får flere sider, andre kun få linier. Blandt andet skriver han om tre personer, der er født på Mors: Aksel Svend Poulsen, som døde i september 1945 af plettyfus efter et ophold i koncentrationslejren Stutthof, Poul Søndergaard, som faldt i Spanien ved Dandesa i marts 1938 sammen med digteren Gustaf Munch-Petersen, og Poul L Larsen, som sejlede under allieret flag under 2. verdenskrig, og som var mærket af sine krigsopvelser frem til sin død i 1969.

Deres skæbner har mange træk til fælles med øvrige, der bliver omtalt. Blandt andet fortæller Svend Borg, at tre brødre fra Århus faldt i Spanien, at mange sejlede under allieret flag eller deltog i modstandsbevægelsen. Fælles for de overlevende var, at de “aldrig talte om deres oplevelser under den spanske borgerkrig”.

Og så alligevel. Søfyrbødernes Forbund havde et blad, der hed Faklen, og ifølge Svend Borg var Faklen det danske medie, der skrev mest om den spanske borgerkrig. I bogen bringer han således flere uddrag fra Faklen fra dengang. Blandt andet breve, som de frivillige søfyrbødere sendte hjem til deres fagblad for at fortælle om borgerkrigen – om sultne børn og om hårde kampe med både sårede og faldne.

Som bekendt endte den spanske borgerkrig med sejr til Franco og forbud mod alle andre partier end hans eget højreparti. Eller måske er det ikke så bekendt endda, at borgerkrigen i Spanien faktisk endte med, at demokratiet tabte.

I sit forord til bogen skriver forbundsformand Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal, som har støttet udgivelsen: “Vi skylder dem tak for deres indsats, som var med til at befri et undertrykt land og dets folk for højrefascismens grufuldheder”.

Det er rigtigt, at det var det, de kæmpede for. Men det lykkedes ikke at vinde kampen, fordi både Tyskland og Italien sendte i tusindvis af soldater og tonsvis af krigsmateriel og flyvemaskiner til Spanien for at støtte højrefløjen, mens resten af Europas regeringer valgte at se passivt til blandt andet af frygt for at få en storkrig i Europa.

Den kom til gengæld alligevel.

Men forbundsformandens manglende historiske viden skal nu ikke rykke ved det faktum, at Svend Borg har skrevet en både tankevækkende og interessant bog, som både fortæller personhistorier, indeholder data om borgerkrigen og omtaler vigtige begivenheder og personer.

Bogen kan kun købes ved skriftlig henvendelse til forfatteren.

Svend Borg: Søfyrbødere gav deres liv for demokratiet. 70 år efter. Mindeskrift om den spanske borgerkrig 1936-1939. Hafnia Grafisk, 2006. 87 sider. Illustreret.