– Det var også for vores egen skyld, for vores egen skæbne afhang også af udfaldet af den spanske borgerkrig. Fronten foran Madrid var vores sydlige front – det var et forsvar for verdensfreden og også vores egen fred, sagde Villy Fuglsang

af Erik Pedersen fra dagbladet Arbejderen 28. oktober 2006

– På lazarettet havde jeg fået et dokument – en lap papir, der hed et ‘Salva conducto’ – som gav mig ret til at tage til Valencia. Der var ikke mange biler på vejene, men hvis der tilfældigvis skulle komme en bil forbi, så skulle den tage mig med. Jeg fik stoppet en sådan bil, med en mand, som talte et meget smukt engelsk. ‘Det er dejligt at høre et engelsk, jeg kan forstå’, sagde jeg til ham. ‘Åh ja’, sagde manden beskedent. ‘Nu er jeg jo også journalist og forfatter’. Det viste sig at være Ernest Hemingway. Han havde netop været hjemme i og turnere i USA for at føre propaganda.

Ovenstående var et af de minder, som den nu afdøde danske kommunist, Villy Fuglsang, bragte med sig hjem som frivillig i den spanske borgerkrig.

Villy Fuglsang var en af de over 500 danske frivillige, som drog til Spanien for at forsvare den unge demokratiske republik mod de fascistiske invasionsstyrker under general Francos ledelse.

Dette interview blev taget inden Villy Fuglsang døde i september 2005.

– Vi skal tænke os verden, som den så ud dengang: En vældig brydningstid mellem fascisme og demokratiske kræfter, mellem krigskræfter og fredskræfter, fortæller Villy Fuglsang.

– Det, som prægede vores ungdom, var især to ting: Den store krise, som ramte hele verden fra 1929 med de ulykkelige forhold, det betød for ungdommen og så i ganske særlig grad dét, at Hitler tog magten i Tyskland i 1933 og begyndte en vældig oprustning som forberedelse til krig.

 Hitlers tager magten

– Hitlers magtovertagelse følte vi virkelig berørte vores egen skæbne, og dét vi diskuterede var, hvordan vi kunne undgå det. Dét som prægede tiden, var også at hidtil havde arbejderklassen – der var mange arbejdere dernede – været præget af stærke indbyrdes modsætninger mellem på den ene side en højrefløj under socialdemokratisk ledelse og en venstrefløj med kommunisterne.

I Tyskland, hvor der var en meget stærk arbejderbevægelse, havde reaktionen kunnet sejre uden at møde modstand på trods af, at de to store arbejderpartier, Socialdemokratiet og Det kommunistiske parti, ved valget i 1928 havde fået henholdsvis 9 millioner og 3,5 millioner stemmer.

– Der opstod så den tanke at i stedet for at spilde vores kræfter på indbyrdes kamp, skulle vi forene dem i kampen mod fascismen. Og det kom til praktisk udtryk. I Tyskland, skabte Hitler i 1933 begejstring blandt de reaktionære kræfter. Efter Tyskland kom Østrig og så begyndte det i Frankrig , men der mødte de modstand, fortæller Villy Fuglsang.

– I Frankrig forenede socialdemokrater og kommunister deres kræfter, da nazisterne forsøgte et kup i 1934, som blev besvaret med massedemonstrationer, generalstrejker og dannelse af en folkefront. Alt dette- fascismens fremmarch, Folkefronten, de lokale krige – var noget man diskuterede.

Det var altså for at hjælpe det spanske folk i deres forsøg på at stoppe fascisternes forberedelse til at afprøve deres nye våben, og til at skaffe sig nye strategiske udgangspunkter til den kommende krig, som fik Villy Fuglsang til at tage til Spanien

Vi var forberedte

– Det var også for vores egen skyld, for vores egen skæbne afhang også af udfaldet af den spanske borgerkrig. Fronten foran Madrid var vores sydlige front – det var et forsvar for verdensfreden og også vores egen fred.

– Vi var ikke politisk uforberedte. Vi tog derned for at bekæmpe fascismen. Det er typisk, at der i de internationale brigaders soldaterbog var en rubrik, hvor der blev spurgt efter, hvilket parti, man tilhørte, og der skrev man ikke Socialdemokratiet eller Kommunisterne. Der skrev man Antifascisterne. Når vi tog derned, var det fordi, vi så at dér afgjordes den videre udvikling.

Valget i 1936

Ved valget i 1936 sejrede en Folkefront, og på det demokratiske grundlag blev der skabt en Folkefrontsregering. Det var en klar demokratisk afgørelse, men Spanien var i forvejen et meget reaktionært og tilbagestående land, mener Fuglsang

Der var især tre kræfter, som styrede det gamle Spanien: Hæren, der militært ikke var meget bevendt, men talmæssigt stærk; den spanske adel, som ejede Spaniens jord og undertrykte bønderne på det grusomste og så den katolske kirkes top(ledelse) Netop de kræfter ønskede ikke at bøje sig for valgresultatet, og derfor forberedte de et kup.

– Valget havde vist, at man ikke havde folket med sig, og de kunne ikke regne med at klare det ved egne kræfter. Derfor søgte de forbindelse og traf aftaler om, at når kuppet var sluppet løs, så skulle Tyskland og Italien komme dem til hjælp. For de to lande var det en udmærket ide. De kunne bruge Spaniens råstoffer, landets strategiske beliggenhed, og de kunne af prøve deres nye våben samt en ny strategi dernede.

– Da aftalerne var klar, kom et trådløst telegram fra Ceuta i Nordafrika : ‘Der er blå himmel over hele Spanien’, det var signalet til at opstanden brød ud. Men det gik ikke, som de havde ventet.

– I første omgang synes kuppet at mislykkes, for i de store byer stormede arbejderne militærets kaserner og tog deres våben.

Men så trådte den tyske og italienske hjælp til. De transporterede tropper over fra Nordafrika – det var Fremmedlegionærer og marokkanske soldater. Regulære tyske og italienske tropper blev sendt derned med moderne våben og så kunne Republikken ikke klare sig, forklarer Villy Fuglsang.

– Det var i den situation, hvor Republikken var kommet i modvind, og fascisterne stod foran Madrid og pralede af at have taget byen, at de Internationale begyndte at komme dem til hjælp.

Krigen blev til mere end en lokal krig. Den begyndte som et kup, men to fremmede magter – Italien og Tyskland – greb ind, og krigen endte med at blive optakten til en verdenskrig, vurderer Villy Fuglsang.

– Nu har vi jo FN, men dengang havde man Folkeforbundet, som skulle sikre gensidig hjælp. Spanien var medlem af Folkeforbundet, de burde have fået hjælp, men Folkeforbundet førte den modsatte politik. Reaktionære kræfter gjorde at man gennemførte ‘Ikke-indblandingspolitiken’.

– De demokratiske lande holdt aftalen, og hjalp ikke den lovlige Republik. Hvis tyskerne og italienerne ikke havde hjulpet Franco ville han have været dømt til nederlag. Overfor dette forræderi syntes Republikkens dage talte: Så var det, de Internationale kom ind.

Spartakiaden

I 1936 skulle der være Olympiade i Berlin: Stærke demokratiske kræfter syntes ikke om, at Berlin skulle være hjemsted for en Olympiade, der vel skulle være talsmand for frihed og racelighed. Derfor besluttede man at holde en mod-olympiade, en ‘Spartakiade’, i Barcelona.

– Der kom unge idrætsfolk og frivillige derned, da Borgerkrigen brød ud. Olympiade i Berlin blev afholdt, men det kunne man ikke i Spanien. Men mange af der deltog i Spartakiaden meldte sig til de Frivillige Militser på Republikkens side, og dannede de første ‘hundrede mands grupper’

– Det læste man om i Danmark, og tre brødre og en af deres venner tog derned meget hurtigt. De cyklede hele vejen derned, da det dengang stadig var lovligt, før Ikke-indblandingsaftalen var trådt i kraft.

– De gjorde sig udmærket gældende i de første kampe, og blev valgt til at modtage en hædersfane på deres Centurions vegne. Det læste man også om herhjemme og så kom der en udvikling i gang.

– Det er egentlig ligegyldigt, men jeg kom selv fra Moskva til Spanien. Vi blev så samlet i en by, der hedder Albacete, som var Brigadernes hovedkvarter.

– De Internationale Brigader havde ikke særlige opgaver, vi var en del af den spanske hær. Det er netop dét, der adskiller os fra det, de kalder de Internationale Brigader nu. I dag taler man også om Internationale Brigader, men de kommer nærmest som en slags besættelsesmagt. Sådan gjorde vi ikke. Vi kom ikke som en selvstændig faktor, vi var en del af den spanske hær.

 Brigaderne

– De Internationale Brigader blev altid sat ind som en del af de spanske eliteenheder og var under spansk kommando. Derfor var vi nogenlunde forsynet med våben. Men en stor del af de spanske enheder havde ikke våben. Da de kæmpede ved Asturien, havde de ikke engang geværer. De måtte bruge dynamit og alt muligt.

– De første frivillige, der kom lige efter kuppet, blev sendt direkte til fronten. Det gjaldt om at forsvare Madrid, de kæmpede med ryggen mod muren. Det var dengang man skreg : ‘No Pasarán’ – ‘De skal ikke komme igennem’. Da vi kom derned, havde man fået stoppet fascisterne.

– Vi var to nordmænd og to danskere, som kom sammen direkte fra Moskva. Af mærkelige grunde blev jeg lærer på et sergent-kursus. Jeg havde s`gu ingen forstand på officeruddannelse, men for at være lærer skulle man have en højere rang end éns elever, og da mine elever var sergenter, blev jeg udnævnt til løjtnant.

– Jeg havde været dragon i Danmark og vi, der havde været i Moskva, havde fået en ganske kort uddannelse derovre. Jeg kunne ikke lære mine sergenter noget, for de fleste af dem havde været i kamp. Det var mere end jeg havde. Men det var her jeg fik overdraget hvervet som ‘Politisk kommissær’.

– De frivillige kom fra mange lande. Selv om en stor del – specielt af danskerne – var kommunister, så var der også radikale, socialister, anarkister, trotskister. Alle disse forskellige meninger, skulle vi have til at smelte sammen om det at slå fascisterne. Derfor havde man de politiske kommissærer, som skulle forklare, at så længe vi sloges med ryggen mod muren, nyttede det ikke at vi skændtes indbyrdes.

– Den tyske hær var vel nok Europas bedst uddannede og disciplinerede . Over for dem stod vi. Vi kunne ikke bruge kadaverdisciplin, som man gør i kapitalistiske lande. Det var frivillige, vi skulle forsøge med overbevisning – og den overbevisning, skulle kommissærerne også give dem.

Den spanske front

– Den spanske front var en lang. Oppe fra Pyrenæerne i nord snoede den sig ned til Middelhavet, og det var ikke en sammenhængende front. Ved Madrid var det en ‘rigtig’ front med skyttegrave, pigtråd og bunkers. Ved de andre fronter var der lange afsnit med kun spredt befæstede punkter, og sådan var det Aragon og Catalonien i det nordlige Spanien. Her lå på Francos side en meget vigtig by, der hed Zaragossa.

– Vi skulle prøve at trænge frem til denne by, og netop fordi det var et område uden en sammenhængende front, skulle vi i ly af mørket gå bag om en by, der hed Quinto, og indtage den fra den ubefæstede side.

– Vi fik ordre til at marchere med geværer og håndgranater og gik ud i mørket. Men vi gik fejl ved en olivenlund, og vi blev pludselig voldsomt beskudt frontalt. Det var mørkt, så vi kunne høre hvor det kom fra, fordi de skød med lyskugler. Der var ikke andet at gøre end at blive liggende og vente indtil det blev dag. Da så vi, at vi lå umiddelbart foran de befæstede stillinger, som vi skulle være gået bag om.

– Der var ikke andet at gøre end at ligge os fladt ned på marken, og prøve at skrabe noget beskyttelse op. Vores gruppe var et skandinavisk kompagni, der hed ‘Martin Andersen-Nexø’. Vores kaptajn var en dansker, der hed Nørup. Han ville kravle over til en anden deling, men blev ramt af en kugle midt mellem øjnene. Han begyndte at tale i virvar: ‘Fugl’, sagde han. ‘Kan du ikke hente noget vand til mig henne ved dét træ’. Der var hverken vand eller træ, men jeg kunne se hullet mellem øjnene, så jeg var sikker på at han ville dø.

 Tand bliver til kugle

– Det gjorde han ikke – jeg traf ham senere på et lazaret. Derfra blev han sendt til Danmark, og der fik han en dag tandpine. Han gik til tandlæge, som sagde: ‘Det kunne godt ligne en visdomstand, men det kan da ikke rigtig passe med din alder’. Det viste sig så, at det var en maskingeværkugle, der havde sat sig fast og så langsomt gledet ned.

– Jeg var kommissær dengang. Når den militære leder blev ukampdygtig, hvad Nørup i høj grad blev, så trådte kommissæren ind som kaptajn. Jeg skulle fortsætte Nørups kravleri, men jeg blev også ramt. Jeg kunne se ham, der sigtede på mig, bare et par hundrede meter væk: Jeg sigtede også på ham, men han var hurtigere: Jeg følte et slag i skulderen.

– Det gjorde faktisk ikke ondt, men jeg kunne ikke lade være med at spjætte med venstre arm og ben. Jeg havde hørt, at når man blev ramt i hjertet, så kunne man ikke ligge stille. Du er nok ramt i hjertet, sagde jeg til mig selv. Nu dør du sgu nok – men du må prøve at ligge stille, så han ikke kan prale af at have skudt en rød kommissær! Det viste sig at jeg kun var blevet såret, kuglen var gået igennem på langs. Da vi havde ligget lidt, kom der forstærkninger og vi indtog byen.

– Jeg blev kom på lazarettet i Benicachim. Mit lungehulrum var fyldt med blod, men der blev ikke gjort noget ved det. Jeg skulle bare gå og vente på at det forsvandt. Slutningen

– Fascisterne begyndte en offensiv ved Ebro-floden, der truede med at skære Spanien over i to. Jeg blev sendt til Catalonien, men derfra sendt hjem i utide. Mod slutningen af krigen strømmede fascisterne op gennem Catalonien mod den franske grænse. De tilintetgjorde både civile og soldater på deres vej.

– Derfor blev nogle af de internationale i Spanien og prøvede at stoppe fascisterne. De, som blev taget til fange af Franco , blev anbragt i lejre.

Hjemme igen

– Hjemme var der der sket en holdningsændring i den danske befolkning. Presset på regeringen voksede, og min opgave var at propagandere for at øge presset og tvinge dem til at opgive Ikke-indblandingspolitikken.

– Da jeg var kommet til Spanien direkte fra Moskva, vidste de danske myndigheder ikke, hvor jeg kom fra, så mig skete der ingenting. Men da de danske frivillige kom hjem, blev nogle få stykker idømt korte fængselsophold, men de fleste skete der ikke noget.

Ved hjemkomsten blev de modtaget med hornmusik og hvad der hører til. Netop fordi folkestemningen var ændret , så myndighederne ikke turde.

– Det hed sig, vi var eventyrere – men det var vi ikke! Det kunne man netop se, da Danmark blev besat og der skulle opbygges en modstandsbevægelse. Så meldte de sig igen. De vidste hvad en krig var, og hvad det kostede – og alligevel meldte de spanensfrivillige sig.

– Sådan var det også i Italien. Der bestod modstandsbevægelsens generalstab af fem personer – de tre var spaniensfrivillige! Den førende kraft i den franske modstandsbevægelse var Spaniensfrivillige. Man siger at lederne af de styrker, som befriede Paris, var general De Gaulle og general De Clerk – men nej! Det var dén Spaniensfrivillige, der havde været kommissær for ‘La Marseillese-Brigaden’. Titos partisaner i Jugoslavien og så videre. I alle lande fortsatte de Spaniensfrivillige krigen og var med til at sikre sejren.