Bragt i Dagbladet Arbejderen den 17. april 2002

Han bliver 93 år i dag den 17. april. Stil going strong, mange rejser i det tidligere Østeuropa og Spanien, han er stadig en efterspurgt foredragsholder og det er svært at træffe ham på hjemme telefonen i Ålborg.

af Anne Christensen og J.m.H.

Han er en levende legende, men vil ikke være det. Han hedder Villy Fuglsang og selvom kælenavnet eller hædersnavnet Fuglen har været kendt vidt og bredt siden trediverne, er det ikke noget, alle og enhver går og kalder ham.

Stedet, hvor han bor er en stuelejlighed i nogle kønne boligblokke i Ålborg. Her har Villy Fuglsang boet sammen med hustruen Elna, siden engang i halvtresserne.

Villy byder på kaffe og ostemadder. Stuen er fyldt med mange, mange bøger og mange minder om det dramatiske liv i socialismen tjeneste over en menneskealder. Der er en stor kultegning af La Passionaria, en berømt taler og soldat fra den spanske borgerkrig. Villy har nylig været med til hendes begravelse og fortæller om tusindvis af mennesker, der passerede kisten ved lit de paraden, stod stille, sagde et par ord eller lagde en blomst. Efter den lange vågenat bevægede sørgetoget – igen titusindvis af mennesker – sig gennem Madrid, og flere gange brød en af de mange tilskuere langs ruten gennem afspærringen og kyssede fanen.

– Det var meget bevægende. Jeg stod med i æresvagten noget af tiden. Det var meget rørende, det var et de de meget store øjeblikke i mit liv, at være med til at sige farvel til denne kammerat, fortæller Villy og mener åbenbart, at det at skulle stå op i længere tid selvom benene har haft fødselsdag over 90 gange ikke er noget at snakke om. Fanen der blev båret foran La Passionaria`s kiste var flaget fra dengang – rød, gylden, violet. På Villys bord står der en lille messingflagstang med et bordflag i rød, gylden, violet – det er republikkens fane.

Altid kommunist

Vi bliver enige om hovedsagelig at lade samtalen handle om tiden før og efter de to store krige og de mange dramatiske begivenheder i den forbindelse, derfor spørger jeg indledningsvis:

Hvornår blev du egentlig kommunist?

– Jamen det har jeg alle dage været. Villy retter sig i stolen, hånden går gennem det hvide hår, øjnene får glød og den lidt skingre, slidte stemme går op i gear og får mere liv.

– Jeg voksede op som arbejder på herregårdene på Langeland og forholdene der, landarbejderne var uvidende og bange, og arbejdsgiverne havde revselsesret efter tyendeloven. De vil sige de måtte prygle folkene.

Det lyder mærkeligt, men jeg synes, jeg kan huske den russiske revolution. Og jeg kan huske, at imperialisterne som England og Frankrig ikke bare blandede sig i den russiske borgerkrig på kejserdømmet side. De sagde om det russiske folk: Sådan en uvidende hob, sådan noget sammenskrab, der hverken kan læse eller skrive! Hvordan i alverden kan de tro, de kan lave revolution og skabe en anden, en bedre og mere retfærdig verden!

Men disse uvidende russere der ville en bedre verden og ville kæmpe mod undertrykkerne, det var jo dem, jeg mødte hver eneste dag på herregårdene!

Jeg blev medlem af DKP i 1928. Om der var stridigheder også indbyrdes den gang? Ih du milde, dem var der nok af. Vi var lige så langt ude at svømme som i dag. Men det er en helt anden historie.

De internationale brigader

– Midt i trediverne var jeg på et højskoleophold i Moskva, fortæller Villy, Når vi var i biografen, kunne vi se i ugerevyerne, hvorledes hæren og kirken og godsejerne i Spanien gjorde oprør mod regeringen og hvorledes, de fik hjælp af datidens største og mest moderne krigsmaskiner. Det var Hitler i Tyskland og Mussolini i Italien. Demokratierne gjorde ikke noget, holdt nærmest i det skjulte med fascisterne.

– Vi var mange over hele verden, og altså også jeg og et par af mine kammerater der forstod, at vor plads var i Spanien for at bekæmpe fascismen og hjælpe den spanske regering – Folkefronten. Den spanske borgerkrig var optakten til og nazisternes og fascisternes forberedelse og “generalprøve” til Anden Verdenskrig. Således opstod de internationale brigader.

I Spanien blev Villy politisk kommissær, han fortæller os hvad det indebar.

– En revolutionær hær kunne ikke have kadaverdisciplin som den tyske. Vi måtte forklare soldaterne både med følelse og fornuft, hvorfor vi kæmpede og hvordan vi skulle kæmpe. Nu om dage efter Bosnien for eksempel, får soldaterne krise- og psykologhjælp, når de kommer hjem. Kommissærerne var datidens krisehjælp, men altså under kampen og midt i selve slaget.

– Vi skulle omgå en af fascisternes stillinger, og her blev vor kaptajn, han hed Nørup, ramt midt mellem øjnene. Det så dramatisk ud, blodet sprøjtede frem og han talte i vildelse.

– Hvis den kommanderende officer falder, skal kommissæren overtage ledelsen og får hans rang. Jeg prøvede så at krybe frem ligesom kaptajn Nørup, men der var en sænkning i brystværnet, og en af fascisterne fik ram på mig. Jeg prøvede også at skyde efter ham, men han var åbenbart lidt hurtigere. Jeg blev ramt her, fortæller Villy og peger lidt over kravebenet.

– Det gjorde ikke ondt, det var nærmest som et hårdt slag, men jeg faldt, og jeg lå og spjættede underligt med venstre arm og venstre ben. Det gør man, hvis man bliver ramt i hjertet, siges der, og jeg lå og tænkte, – nu dør du, men du må holde op med det spjætteri. Ham fascisten skal ikke kunne gå og prale med, at han har skudt en rød kommissær!

– Men jeg overlevede som I ser, Villy har taget en lille tænkepause og fortsætter.

– Det gjorde Nørup også så underligt det end lyder. Efter krigen fik han tandpine. “En visdomstandå Men i din alder,” spurgte tandlægen tøvende. Men det var kuglen, der havde arbejdet sig gennem hans hoved og ned i kæben. Min egen kugle var gået igennem mig på langs, så jeg fik lungerne fulde af blod. Men jeg blev da rask, jeg kom hjem, tyskerne overfaldt Sovjet i 1941, de danske kommunister blev interneret og jeg kom i spjældet!

Men det er en helt anden historie.

Efter befrielsen

Min unge kollega tager over. Anne kender til Fuglen og legenden og sagde begejstret ja, da jeg spurgte, om hun ville med til Ålborg og hjælpe mig, så vi kunne få slutningen på historien set fra den helt unge generations synsvinkel.

Hvordan var det at komme til Danmark efter befrielsen?

– Danskerne var glade og stolte. Defaitismen – “hvad kan det nytteå” – var slået om i 1943 og vi var stolte over, vi trods alt havde været med. Jeg rejste rundt og holdt foredrag og studiekredse, jeg var med til at bygge op politisk og blev valgt til Folketinget i august 1945. Du må tro mig, det var jeg meget ked af!

– Jeg havde været med i Spanien og derefter siddet i spjældet i fire år. Jeg var nygift og længtes så forfærdeligt efter et almindeligt liv. Men DKP skulle gerne kunne opstille over hele landet, så jeg sagde ja til at lade mig opstille i Svendborg – Langelands kredsen. Der var nok ikke store chancer for at blive valgt, håbede jeg, men jeg blev valgt med få stemmers flertal.

– Jeg røg ud ved næste valg og fik så en pause, inden jeg blev valgt igen, denne gang i København. Da havde jeg ligesom vænnet mig til det. Jeg var folketingsmand i i alt 17 år.

Føler du stadig behov for at kæmpe i dag?

– Ja! Vi troede jo, vi skulle være med til at bygge en fredelig verden op. En verden uden krige og oprustning. Men det gik ganske anderledes, alle de lokale krige vi har set – fra Korea over Vietnam til i dag. Der var ti millioner døde i Første Verdenskrig og 50 millioner i Anden Verdenskrig. Hvor mange bliver der i den tredjeå Jeg plejer at være optimist, men lige nu er jeg meget bekymret. Er krigen mellem Israel og palæstinenserne begyndelsen til det forfærdelige, der ikke må ske?

Kampen i dag

Hvad skal vi unge gøre i dag? Kan vi overhovedet gøre noget?

– Ja sandelig! Benyt alle muligheder for at påvirke den offentlige mening og benyt alle muligheder for at lægge pres på myndighederne. Og stå så sammen. I må ikke give op! Vi er de mange, vi er de fleste og vi har kræfterne til det.

Kan du fortælle, hvordan det var at komme tilbage til Stutthof sidste år?

– Nej. Det kan ikke forklares. Vi sultede og frøs og mange af os døde. Men det forfærdelige, det virkelig forfærdelige var, at vi var sat uden for tiden. I Spanien havde vi en kamp at kæmpe, vi levede i tiden. I Stutthof var vi uden for tiden og livet. Jeg har holdt mange foredrag om den tid, men de var overfladiske. Når det skete, at en journalist havde mig i krydsforhør, så fik jeg mareridt og kunne ikke sove. Det får jeg stadig.

– Min kone Elna var også med i modstandsbevægelsen, men vi kunne ikke tale med hinanden om det. Elna talte med sine kammerater om modstandskampen, jeg kunne tale med mine kammerater fra Stutthof om den tid, men ikke med andre. Ikke med min kone, som stod mig meget nær. Det var noget, der måtte fortrænges. Noget, jeg nødvendigvis må fortrænge.