Bragt i Flensborg Avis: Rejse i dødens fodspor

Det er titlen på en bog, som Poul Henrik Jensen, Charlottenlund, og Niels Ole Frederiksen, Sønder Felding Højskole, sidste år udsendte på forlaget Emil.

Bogen handler om den tidligere folketingsmand Villy Fuglsang.

På fredag klokken 19.30 fortæller forstander på Sdr. Felding Højskole, Niels Ole Frederiksen, om den nu 94 årige Villy Fuglsang og om bogens tilblivelse. Foredraget foregår på Jaruplund Højskole og hedder “Med Fuglen på viljens vej”.

Alle der beskæftiger sig lidt mere indgående med Anden Verdenskrig og den Spanske Borgerkrig, vil på et tidspunkt støde på Villy Fuglsangs navn og historie.

Militær ballast

– Ikke at Villy Fuglsang var en folkehelt i den gængse forstand. Han var ikke frihedskæmper eller sabotør mod den tyske besættelsesmagt. Den mulighed fik han aldrig, siger Niels Ole Frederiksen i oplægget til foredraget. I de år kampen mod den tyske besættelsesmagt tog til, sad han bag lås og slå. Med en militær ballast som general under Den spanske Borgerkrig, kunne han ellers være blevet en fremragende partisan.

I nærheden af den polske by Gdansk (tidligere Danzig) ligger resterne af den gamle tyske koncentrationslejr Stutthof.

Ingen hvide busser

Her var Villy Fuglsang fange fra 5. oktober 1943 til 27. januar 1945. Der stod dog ingen hvide busser, som fragtede dem sikkert hjem til Danmark. Tværtimod kom han og de øvrige fanger ud på en dødsmarch, som først sluttede den 10. marts 1945 med den Røde Hærs befrielse.
Det er denne historie, der bliver fortalt i bogen, og man bliver taget med Villy Fugsang på en rejse tilbage til Stutthof.

Alle er velkommen til arrangementet på Jaruplund Højskole, og der er gratis adgang, oplyser højskolelærer Anneline Köhler Juul.

Anmeldelse i Jyllands-Posten 13 maj 2002, 1 . sektion side 9: Rejse i dødens fodspor

Den 92-årige Villy Fuglsang beretter om sin tid som kz-fange.

Niels Ole Frederiksen og Poul Henrik Jensen: REJSE I DØDENS FODSPOR. Beretning fra en overlevende kz-fange. 96 sider. Ill., 188 kr. Forlaget Emil.

Af Bent Jensen

Titlens overlevende koncentrationslejrfange er den 92-årige Villy Fuglsang, der i 1943 sammen med 149 andre arresterede danske kommunister af besættelsesmagten blev sendt til den tyske kz-lejr Stutthof ved det daværende Danzig, nu Gdansk i Polen.

Bogens to forfattere har ledsaget Fuglsang tilbage til lejren, der nu fungerer som museum. Den tidligere fange berettede om dagligdagen i lejren, hvor der foruden danskere også var andre nationaliteter, bl.a. russere og jøder.

Stutthof var ikke nogen tilintetgørelseslejr, selv om mange russere og jøder omkom dér. Den for længst afdøde Martin Nielsen nedskrev allerede i 1945 en gruopvækkende beretning om de forhold, som jøderne levede og især døde under en beretning som ligger i det tidligere sovjetiske kommunistpartis arkiv.

Selv i kz-lejrene var der forskelsbehandling. Under Fuglsangs ophold hængte tyskerne en russisk dreng, der havde forsøgt at flygte. En mindre gruppe af danskerne svigtede og gik så at sige i tysk tjeneste ved at blive en slags fangefunktionærer. Ved at gøre det grove arbejde for tyskerne fik de en privilegeret stilling. Andre ændrede karakter, når de blev ramt af tyfus. Der var også blandt de danske kommunister såkaldte prominente fanger Leo Finkelstein, Otto Melchior og Kai Moltke som ikke skulle arbejde fysisk, og som fik større madrationer.

Marchen ud

Da sammenbruddet var nært forestående, drev tyskerne de overlevende fanger ud af lejrene og på march vestpå. Meningen var, at de arbejdsduelige skulle gøre nytte i de områder, som de tyske væbnede styrker endnu kontrollerede. Disse dødsmarcher kostede talrige svækkede kz-fanger livet. Også 16 af danskerne gik til grunde i vinteren og det tidlige forår 1945.
Villy Fuglsang, der synes at have en god hukommelse, beretter roligt og sagligt om de forfærdelige oplevelser, som han og hans kammerater blev udsat for, indtil de overlevende kom i Den røde Hærs varetægt.

Fuglsang, der fra sit ophold på Lenin-skolen i Moskva i 1920’erne kunne russisk, fik nu brug for sine russiskkundskaber. Han fik også sendt små budskaber på papirlapper til partifolk i Moskva og andre steder.

Siden, under Den røde Hærs regimente, var der også forskel på folk, hvilket vakte harme blandt danskerne. Fem af de danske kommunister, som var medlem af DKPs Centralkomité, fik særbehandling ved at blive iklædt sovjetiske uniformer og ledsaget til Moskva, hvor de kom under lægebehandling og fik instrukser for fremtiden af det formelt opløste Kominterns chef, Georgij Dimitrov. Desværre kendes disse instrukser ikke, og Fuglsang siger ingenting herom.

De indre konflikter i DKP viste sig også derved, at Martin Nielsen for alt i verden ville før til Moskva end Kai Moltke for at forklare sig.

Fuglsang afviser, at der var tale om, at Martin Nielsen via Moskva Radio skulle påvirke den politiske situation i Danmark, men faktisk blev noget sådant overvejet.

Loyal kommunist

Villy Fuglsang har brugt hele sit liv i kommunismens tjeneste og er den dag i dag overbevist kommunist. I 1930’erne gennemgik han militær træning i Sovjetunionen, og bogen bringer et foto af den danske rødgardist i sovjetisk uniform i 1937. Fra Sovjetunionen blev han sendt til Spanien for at kæmpe i borgerkrigen.

Han fulgte altid parolerne fra Kreml uden at blinke og synes ikke at skænke det en tanke, at millioner af uskyldige mennesker døde i sovjetiske kz-lejre.