Bragt i Ekstra Bladet 20 maj 1994. Skrevet af Sven Ove Gade 

Anmeldelse af Leif Larsen og Thomas Clausen: De forvarede. Politiske fanger 1941-45. Gyldendal1994 i Ekstra Bladet af Sven Ove Gade

Behandlingen af de danske kommunister under krigen var en svinestreg. En svinestreg, hvor de ansvarlige var politikere, justitsministerielle embedsmænd, politi og domstole. For at undgå andre og værre indgreb valgte regeringen med Stauning som statsminister at følge det tyske krav om at anholde de danske kommunister efter Hitlers indmarch i Sovjetunionen i juni 1941. Og anholdt, det blev der. I et omfang, som gik langt videre end krævet af tyskerne. Systemet arbejdede. Politiets kartotek over de udvalgte var forlængst udarbejdet og stillet til rådighed for Gestapo.

For et par uger siden udsendte juristen Henning Koch sin store afhandling om den statslige nødret og frihedsrettighederne, hvor kommunistlovens forhold til grundloven er et centralt afsnit. Han efterlader ingen tvivl om, at kommunistloven var grundlovsstridig. Konsekvensen af ”systemets” arbejde blev ikke alene anholdelser, men også efter 29. august 1943 deportering af 150 danske kommunister til koncentrationslejren Stutthof i Tyskland, hvor de 21 døde.

Med deres nye bog gør journalisten Leif Larsen og historikeren Thomas Clausen det muligt nærmere at følge ”systemets” behandling af de enkelte skæbner. I årevis har retsvæsenets arkiver i Rigsarkivet været lukket land, men er nu mere end 50 år senere omsider åbnet. Leif Larsen og Thomas Clausen kan derfor udførligt afdække ”systemets” iver efter at anlægge en stærkt restriktiv praksis over for de anholdte.

Af uransagelige grunde har justitsministeriet forlangt anonymisering af en række embedsmænd og sagsbehandlere samt af de fleste fanger. Endnu 50 år efter er det åbenbart farligt land at betræde. Men uanset anonymiseringen lykkes det de to forfattere at afdække ”systemets” iver efter at tækkes tyskerne. Det sker ved en udførlig gennemgang af en lang række enkeltsager.

Formalia – bortset altså lige det med grundlovens frihedsrettigheder! – overholdes. Politiet anholder og viser en forbløffende effektivitet og iver, Københavns Byret afsiger kendelser og domme på samlebånd, og i Horserødlejren gør fængselsinspektøren, hvad han kan, for at forhindre fangeflugt.

Mange ”uskyldige”, hvis aktive forhold til DKP er mere end løst, anholdes.  En del af dem lukkes efter flere måneder ud igen, mens andre fastholdes i fængslet. Undervejs sørger ”systemet” for den rette sagsbehandling. Man modtager breve fra fangerne og deres pårørende, hvor der søges om at blive løsladt.

Politi, statsadvokat og justitsministeren ser på sagen. Standardsvaret er nej, og et typisk stempel i sagsmappen hedder ”Fremtaget til erindring”. Ren Kafka.

Ordnung midt i den politiske og juridiske kynisme.

Undervejs lykkes det oven i købet at få Udleveret 60 tyske politiske flygtninge til tyskerne. ”Det vil været et held at blive af med disse familier”, hedder det i et justitsministerielt notat. Departementschefen tilslutter sig med et lakonisk ”enig”, og de 60 kan sendes til de rette lejre i Tyskland.

Der er også beretningen om LO-formand Lauritz Hansen, der gør opmærksom på, at næstformanden i Kvindeligt Arbejderforbund, afdeling 5, er ”meget farlig”. Trods forskellige gode kræfters forsøg på at få frigivet hende, ikke mindst af helbredsmæssige grunde, fraråder Lauritz Hansen løsladelse. Hun ender med at dø på grund af dårligt hjerte.

Under det officielle Danmarks brud med tyskerne i august 1943 ”glemmer” politikere og embedsmænd fangerne i Horserød. Kynismen fastholdes til det sidste, og retsvæsenet arbejder videre ”på lovens grund”.

Leif Larsens og Thomas Clausens bog er en håndfast påmindelse om, hvordan et ”system” kan udarte. Være formelt lovlydigt og kynisk på en gang.

Man kan følge den formelle procedure hos myndighederne, hvor juraen befinder sig på den rette hylde, men hvor konsekvensen bliver udvikling af en menneskelig afstumpethed af dimensioner.

Politi, justitsminister, domstole og fængselsvæsen gjorde rakkerarbejdet for politikerne. Kommunisterne var ikke ”pæne” danskere, som fortjente stort andet end denne skændige behandling inden for ”systemets” rammer.

Begavede, ja, men også små menneskers beredvillighed til at stille sig til rådighed, ”for nogen måtte jo gøre det beskidte arbejde af hensyn til Danmark”.

Efter krigen kunne de alle fortsætte deres karriere. For en del af dem endda overmåde smukt som dommere i højesteret og landsret, politidirektør og rigsadvokat. De havde jo bare gjort, hvad der forventedes af pligttro, loyale mennesker på en vanskelig post.
Muligheden af at bruge det lille ord ”nej” lå uden for ”systemets” politiske virkelighed. Der var en opgave, der skulle løses, og det blev den.

Leif Larsen og Thomas Clausen viser i deres bog hvordan. Læs den, og du vil blive oprørt her mere end 50 år efter.