Erindringens dugdråber. Livet var – fra nazisternes magtovertagelse i 1933 – for Jehovas Vidner, som for så mange andre forfulgte grupper – en bestandig, nervøs venten.

Arbejderen 16. juni 2004 
af Anton Nielsen

“Erindringer er som dugdråber” skriver Hermine Schmidt i indledningen til sin bog – Med glæden i behold. ”Af det, jeg har oplevet, er der kun lidt tilbage. Man overlever en stormflod og husker såmænd bare dugdråber.”

Hun er tysker, født den 13. november 1925 og opvokset i ”Fristaden” Danzig (i dag Gdansk) i den såkaldte polske korridor.

Hermine Schmidt har hele sit liv været en dybt troende kristen – medlem af trossamfundet Jehovas Vidner – som blev skånselsløst forfulgt af nazisterne. Livet var – fra nazisternes magtovertagelse i 1933 – for Jehovas Vidner, som for så mange andre forfulgte grupper – en bestandig, nervøs venten. Hvornår bliver vi afsløret? Hvornår henter de os?

Hermine citerer biblen, når hun skal forklare, hvordan man kom igennem den tid: ”Vis jer forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer.” Og det lyder jo som et godt råd. Men det var, tilføjer hun, som at gå på glasskåré

Stærke i troen

Første pinsedag 1943 arresteres hun og hele hendes familie af Gestapo. Sammen med dem hendes senere mand – Horst Schmidt – som også var og er Jehovas Vidne og derfor militærnægter, hvilket normalt betød en dødsdom.

Hun bliver sammen med moderen og andre trosfæller indsat i ”Tårnet” – Gestapos lokale fængsel i Danzig. Her henslæber kvinderne det næste år under ganske forfærdelige forhold – syv mennesker i en enecelle. I starten gentagne forhør, for at få dem til at angive andre trosfæller. Men på trods af trusler om alverdens ulykker og al tænkelig nedværdigelse, så tav de.

Det er så meget mere beundringsværdigt, når man ved, at vidnerne kunne blive frigivet, hvis de ville. De skulle ”bare” underskrive en erklæring om, at de undsagde deres tro og var parate til at blive angivere.

Men de var stærke i troen. De vidste, hvad de ville. De havde et mål og en tro på fremtiden. Og det er, som det siges i et forord, nok en af årsagerne til at Jehovas Vidner – ”i lighed med kommunisterne og de ortodokse jøder” – havde en særlig evne til at klare kz-lejrenes mentale udfordringer.

Bibelstudent i Stutthof

Mens kvinderne kæmper deres kamp i fængslet i Danzig, sendes Horst Schmidt til Berlin, hvor han dødsdømmes men mirakuløst overlever, og den 27. april 1945 befries af russerne fra dødscellen i fængslet Brandenburg-Görden. Hele familien omkommer, hans mor halshugges. I bogen Døden kommer altid om mandagen, fortæller Horst Schmidt om sit ”liv” i dødens venteværelse.

I 1944 blev Hermine flyttet. Den 5. maj, bare 18 år gammel, gik hun gennem ”Dødens Port” – indgangen til udryddelseslejren Stutthof. Herefter indgik hun, som nummer 34.382. i lejrens undertrykkelses- og udryddelsessystem. En lilla trekant påsyet den stribede fangedragt oplyste andre om hvorfor hun var dér – hun var ”bibelstudent.”

Efter nogen tid får hun arbejde på lejrens sadelmagerværksted. ”Der lærte jeg fire danske kvinder at kende. De var kommunister. Mit første danske ord var saks. Ærgerligt,” tilføjer hun,” at jeg ikke lyttede bedre efter dengang. Det ville være kommet mig til nytte et år senere.” Senere bliver hun ”forfremmet” til sekretær i DAWs (Deutsche Ausrüstungswerke) kontor i lejren, hvor hun arbejdede indtil lejren begyndte at gå i opløsning. Da er hun en kort tid på et krigslazaret for sårede tyske soldater.

Dødsmarch

I januar var flertallet af lejrens fanger blevet evakueret fra lejren og jaget ud på en dødsmarch, som skulle komme til at koste tusinder og atter tusinder livet. Blandt dem var også flertallet af de danske kommunister i Stutthof.

Den 25. april 1945 gives der igen ordre til evakuering. Lejren skal endelig rømmes. Sammen med 700 andre fanger – deriblandt 30 danske kommunister – seks kvinder og 24 mænd – de norske politifolk og nogle finske skibsbesætninger – bliver Hermine Schmidt og hendes Vidner – i lighed med vore kammerater – sendt ud på en dødsens farlig sejlads.

For de danske fangers vedkommende endte flugten ved Lübecker-bugten, hvor flere end 10.000 kz-fanger mistede livet, da englænderne bombede de skibe, SS-erne havde jaget fangerne ud på. Danskerne overlevede med nød og næppe, og blev senere bragt tilbage til Danmark med de hvide busser. Men det er en anden historie.

I en pram til Danmark

Hermine Schmidt og hendes lidelsesfæller sejlede videre på deres synkefærdige pram. Det var den 5. maj 1945. ”Pludselig råbte en: Land i sigte……”, fortæller Hermine. ”Så vi havde drevet om i rum sø i timer og dage uden mål og med. Indtil prammen tog vand ind og kom i havsnød. Nødflaget blev hejst. Kysten kom nærmere og nærmere, og da krøb også jeg ud. Hvor var vi, hvilket land var det?

Der var ikke noget hagekorsflag. Det var jo det danske flag!”

Kysten foran dem var Møn, og den 5. maj lagde deres synkefærdige pram til Klintholm Havn – de var reddede!

Til minde

På Klintholm havn står i dag en mindesten:

Fra sult og nød, tortur og død
De mødte på en fremmed kyst
I hjælpsom ånd, en udstrakt hånd.

Ved siden af står der på fire sprog:

Aktion prammen.
På selve Danmarks befrielsesdag 5. maj 1945
strandede her en flodpram med 370 døende
mennesker af alle nationaliteter ombord.
De kom fra nazikoncentrationslejren Stutthof ved Danzig.
Pint af sult, tortur og sygdom havde deres bødler tvunget
dem på denne dødsflugt over Østersøen.

Dette minde rejses på 50-årsdagen for at ære de Mønboer, der uden tanke for egen sikkerhed redde 351 af de ulykkelige, og for at ære mindet om dem, der aldrig nåede frem til redningen eller for sent nåede Klintholmernes udstrakte hånd.

Hele historien om Hermine og Horst Schmidts kan læses i:

Med glæden i behold af Hermine Schmidt. 224 sider. 250 kr. Forlaget Gramma .
Døden kom altid om mandagen. af Horst Schmidt. 160 sider. 200 kr. Forlaget Gramma.

Anton Nielsen er Formand for Horserød-Stutthof Foreningen