Debatindlæg i Politiken 26 juli 2006, 2 . sektion side 5 af Leif Larsen, journalist og forfatter

Med Politikens meddelelse om, at et flertal i Folketinget vil lempe arkivloven, ser det ud til, at alle tilgængelighedsfrister, som i dag er op til 75 år kan nedsættes måske helt ned til 20 år.
Det lyder jo forjættende, men har man fulgt den sag om arkivloven, som startede i 1992, er der på ny risiko for, at det er embedsmændene, som bestemmer suverænt over de offentlige arkiver.

Gennem de snart 14 år, jeg har været medlem af Kulturministeriets Tilgængelighedsudvalg, er metoden den samme. Først en politisk debat med mange ønsker om størst mulig åbenhed, så udvalgsbehandling, hvor embedsmændene støber kuglerne, så en høring, hvor der slås søm i, og endelig afstemning, hvor arkivlovens nyeste udgave bliver vedtaget.

Politiken gav den seneste lovændring følgende kritiske ord med på vejen: “Den nye lovtekst er ikke andet end en let omgang med pudderkvasten på en oldings rynkede hud. De små forbedringer er næsten til grin”. 3. december 2002 blev den seneste arkivlov vedtaget i Folketinget.

Enstemmigt, og ikke som Politiken skrev i sin leder “af et flertal”. Der er altså kun gået godt tre år, og nu skal politikerne for fjerde gang på få år ændre loven igen.

Samtidig skal embedsmænd fritages for den byrde, det må være for dem som sidste led i kæden, når der søges om arkivadgang. Den opgave bør være forbeholdt Rigsarkivet.
I mine 14 år som medlem af tilgængelighedsudvalget har jeg læst stakkevis af afslag på arkivadgang fra embedsmænd, politimestre mm. som har ændret Rigsarkivets tilladelser til afslag med intetsigende begrundelser.