Glimt fra 17. oktober 2006Kurt Wilken spillede og sang for på Spanienssangen klik her for at høre lidt af sangen . Nedenunder kan du læse talen, der blev holdt af Allan Christiansen formand for De spaniensfrivilliges venners Forening , klik her hvis du vil høre lidt af talen:

KÆRE VENNER – KÆRE KAMMERATER
Tale af Allan Kristiansen, 17.oktober 2006, ved monumentet for de danske Spaniensfrivillige.

Når vi star her i dag, er det en historisk dag. I dag for 70 år siden blev de ”Internationale Brigader” oprettet i Albacete i Spanien. I dag er det 60 år siden, at man fik ideen om at rejse et monument for de danskere, der faldt i kampen dernede – og det er 20 år siden at ideen blev til virkelighed. Virkeligheden står her bag mig.

Hvad var det for mænd, der rejste til Spanien for sammen med det spanske folk at bekæmpe fascismen? I første række var det unge mænd med tilknytning til Danmarks Kommunistiske Parti – DKP – og dets ungdomsbevægelse, men også mange andre meldte sig under fanerne for at være med til bekæmpe fascismen.

Der var danskere med, da den første internationale brigade, ”Edgar André-Brigaden”, blev oprettet den 17.oktober 1936. Det var brødrene Harald, Kai og Åge Nielsen og Hans Petersen, der var rejst til Spanien i september 1936. Kort efter sin oprettelse fik brigaden navneforandring til ”11.Brigade”. Tilstrømningen af frivillige var så stor, at det var muligt at oprette flere brigader. Der blev dannet den12., den 13., den 14., den 15., den 129. og den 150. Brigade.

Der var danskere involverede i alle brigader og stabe, men de fleste var indrullerede i den 11. Brigade. Brigaderne blev straks kastet ind i forsvaret af Madrid og i kampene ved Jarama-floden, yderst sparsomt og dårligt udrustede – de havde kun deres mod og deres geværer. Ved Madrid blev feltråbet : ”NO PASARÀN” formuleret. Fascisterne kom ikke igennem, men tabene var store, meget store; også danskerne led store tab.

I maj 1837 blev der holdt et mindemøde i ”Studenterforeningen” for de danske Spaniensfrivillige, der var faldet. Otto Gelsted skrev et digt som prolog:

”Der sprang en gnist fra Spanien til os
af vrede, kammeratskab, tro og trods.
Når sejren vindes, langsomt , fod for fod,
er der en dråbe i den af vort blod.
Vi rejser os for jer, der fulgte kaldet
og faldt – men der er sejr selv i faldet.
Vi rejser os .”

Men kampen fortsatte: Kampene ved Brunete, Guadalajára, Teruel, Quinto, Belchite og ikke mindst slaget ved Ebro krævede mange ofre.

Det spanske folk stod med ryggen mod muren med hele verden imod sig; kun Sovjetunionen støttede Republikken med våben og andre fornødenheder. Den såkaldt demokratiske verden havde gennem ”Folkeforbundet” etableret ”Ikke-indblandingspolitiken”, der gjorde det umuligt for Republikken at skaffe de våben, den havde brug for, medens Franco kunne få alt han behøvede fra Tyskland, Italien og Portugal.

I et sidste forsøg på at få ”Folkeforbundet” til at ophæve ”Ikke-indblandingspolitiken” gik den spanske regering med til at hjemsende de frivillige i slutningen af 1938. Men ”Ikke-indblandingspolitiken” havde gjort sin virkning: Republikken bukkede under, da Franco-styrkerne indtog Madrid den 1.april 1939.

Hvordan tog det officielle Danmark så imod dem, der i Spanien havde sat livet ind for at stoppe fascismens fremmarch i Europa? Man havde såmænd lavet en tilføjelse til straffeloven, der medførte at dem, der var rejst til Spanien efter den 1.februar 1937, fik stillet en simpel fængselsstraf i udsigt.

Den norske digter Nordahl Grieg sagde ved et Spaniens-møde i København i 1937:
”Hvis vi ikke standser fascismen i Spanien, kommer krigen også til os!”.
Og han fik jo ret; krigen brød ud i september 1939 og i april 1940 blev Danmark besat.

De Spaniensfrivillige gik som de første ind i modstandskampen og dannede bl.a. ”BOPA”.
Da Tyskland overfaldt Sovjetunionen den 21. juni 1941, arresterede det danke politi på tysk foranledning de danske kommunister. Tyskerne stillede krav om arrestation af ca.80; som en logrende hund parerede det danske politi ordre, og for at tækkes sin nye herre, arresterede man flere end 300 kommunister – her iblandt en række Spaniensfrivillige – og internerede dem i Horserød-lejren.

Det blev klart for tyskerne, at de Spaniensfrivillige var et stort og farligt element for dem i modstandskampen, så den 7.november 1942 og i dagene dér omkring, arresterede dansk politi efter krav fra tyskerne de Spaniensfrivillige, man kunne få fat i og indsatte også dem i Horserød-lejren.

For mange gik turen til Stutthof og andre KZ-lejre og fængsler i Tyskland – en tur, en del ikke slap levende fra. Nogle ligger begravede i tysk jord, ingen véd hvor; andre er blevet hentet hjem og begravede i Mindelunden; andre igen døde få år efter hjemkomsten af de fysiske og pyskiske lidelser, de havde været udsat for.

Den 17.oktober 1946 blev der afholdt en fest i anledningen af 10-årsdagen for Brigadernes oprettelse. I et festskrift til dagen skrev den daværende formand for Foreningen, Poul Erik Dreyer, bl.a.om de faldne:

” I dag på 10-årsdagen må vi andre love, at vi vil hædre deres minde.Lad dem få et værdigt mindesmærke – det SKAL rejses!”

Men kampen for freden var ikke vundet med afslutningen på Den II. Verdenskrig. Churchill’s ”Fulton-tale” indvarslede starten på en opdeling af Europa i en østlig og en vestlig zone. Freden var i fare. Nye udfordringer stillede nye krav til den enkelte, så tanken om at rejse et mindesmærke blev skubbet i baggrunden.

Først knap 40 år senere – i slutníngen af 1984 – blev ideen om at rejse et mindesmærke igen taget op. Med konsulent i LO Henning Tjørnehøj som den allestedsnærværende, drivende kraft, blev der oprettet en komité, ”Komiteen for de Danske Spaniensfrivilliges Minde”, bestående af formanden for ”De Danske Spaniensfrivillige”, Marius Christiansen, Henning Tjørnehøj, Villy Fuglsang, Frode Jakobsen, M.F. Søren Hansen, forfatteren Albert Peersen og Børge Houmann.

Efter mange og lange, seje forhandlinger med Stadsgartneren, Stadsarkitekten og forskellige kontorer i Borgerrepræsentationen, og ikke mindst arbejdet med at få indsamlet de 250.000 kr. monumentet kom til at koste – hvoraf Statens Kunstfond bevilgede 2/3 – kunne ”Komiteen” afslutte sit arbejde og den 1.november 1986 kunne monumentet afsløres.

I dag er der ingen Spaniensfrivillige blandt os mere, men deres kamp for at skabe en bedre verden, fri for krig og uret, må og skal føres videre.

Det får mig til at mindes indvielsen af monumentet for de franske Spaniensfrivillige i den parisiske forstad Campigny om eftermiddagen den 16.oktober 1999. Da monumentet blev afsløret, brød veteranerne entusiastisk ud i sangen ”La Jeune Garde” – ”Den unge Garde”. Formanden for den franske forening, René Maison, sagde i den forbindelse:

”Det, at vi synger denne sang, er en bekræftelse på, at vor moral stadig er høj, og at vor kamp langt fra er gået i glemmebogen. Det er op til fremtidige generationer at fortsætte denne kamp, og netop af dén grund vil monumentet betyde mere for at inspirere dem end til ære for os. Vi har ikke glemt Spanien.”

Smukt sagt, ikke sandt? Vi bliver aldrig for gamle til at kæmpe.

Kampen for freden og friheden vindes aldrig én gang for alle; den skal forsvares og vindes hver dag. Rundt om i verden kræver krige tusindvis af ofre, døde og lemlæstede. De samme kræfter som skabte forudsætningerne for Den II. Verdenskrig, er også på spil i dag. Vi har ikke krig i vort land. Det er en lykke, men det stiller til gengæld krav til os, om at vi sætter al vor kraft ind på at vinde freden for dem, der i dag lider under krigens svøbe.

Man siger, det var Hitler, der havde ansvaret for Den II. Verdenskrig og millioner af menneskers død. Var det ikke bl.a. ”IBM”, ”Ford” og ”Standard Oil”, der solgte Tyskland dén teknik og de varer, landet havde brug for til at opruste til krig?

Krigens købmænd farer mere og mere skamløst frem! Det drejer sig om energi, det er markeder, man er på jagt efter – man kalder det globalisering; det lyder så smukt! Nazisme er jo egentlig kun kapitalisme uden forklædning!

Når man ser på verden i dag, kan man stille sig selv det sprøgsmål: Hvis Hitler og hans bagmænd var forbrydere mod menneskeheden, hvad er så Georg Bush og hans bagmænd?

Jeg tror, de Spanienesfrivillige ser med tro på og med fortrøstning ned på den ungdom, der i dag skal føre dén kamp videre, de satte livet ind for.

Lad monumentet der står her være til ære for dem, der faldt i Spanien, og for de, der kom hjem og fortsatte kampen – men ikke mindst et monument til inspiration for os og ungdommen, til at fotsætte kampen mod vore dages truende fascisme.