Artikel fra Politiken

Modstandsfolk tiltales for terrorstøtte

Justitsministeren tiltaler Horserød-Stutthof Foreningen og Den Faglige Klub i København for terrorstøtte.

Tidligere modstandsfolk og fagligt aktive i København bliver nu tiltalt for at yde økonomisk støtte til terrororganisationer.

Justitsminister Lars Barfoed (K) rejser tiltale mod Horserød-Stutthof Foreningen og mod talsmanden for Den Faglige Klub i København for at give penge til PFLP i Palæstina og Farc i Colombia. Begge organisationer står opført på diverse terrorlister.

Tiltalen følger dommen over Foreningen Oprør, hvis stifter sidste år blev idømt et halvt års betinget fængsel i Københavns Byret for at sende penge til PFLP og Farc.

LÆS MEREDansk forening dømt for terrorstøtte

Modstandsfolkene og de fagligt aktive tiltales efter paragraffer i straffeloven, som forbyder og gør det strafbart at indsamle økonomisk støtte til grupper, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger.

Ministeriet får besked
Københavns Politis efterforskning mod Horserød-Stutthof Foreningen blev indledt i 2006, da modstandsfolkene skrev til Justitsministeriet, at foreningen havde sendt penge til PFLP og Farc.

Hver gang, Horserød-Stutthof Foreningen har sendt penge til Palæstina og Colombia, er Justitsministeriet blevet orienteret. Den samlede støtte frem til januar 2010 beløber sig til 18.690 kroner.

Modstandsfolkene har ikke lagt skjul på, at de med støtten har ønsket at sætte terrorloven under pres.

LÆS OGSÅPenge strømmer fortsat til PFLP og FARC

Horserød-Stutthof Foreningen blev oprettet i 1945 for at ære mindet om de 150 danske kommunister, der blev sat i koncentrationslejren Stutthof i Polen under Anden Verdenskrig.

Også talsmanden for Den Faglige Klub bliver tiltalt. Klubben gjorde i december 2007 opmærksom på, at den havde besluttet at støtte Farc med 100.000 kroner.

Begge sager vil blive behandlet som domsmandssager i Københavns Byret.

ritzau

Ressource: http://politiken.dk/indland/ECE1163618/modstandsfolk-tiltales-for-terrorstoette/

Offentliggjort: Jan 10, 2011 2:12 PM

© POLITIKEN.dk